Straf eller behandling af unge - forskellige syn i Norden

Når en 15-årig fyr trækker en kniv i forbindelse med et slagsmål, bliver han sandsynligvis sat bag lås og slå på en sikret institution. Hvis han kommer fra Danmark, vel at mærke. For der er meget stor variation i, hvordan man vælger at gribe ind over for unge udsatte i de forskellige nordiske lande.

I både Norge og Danmark vil den samme unge fyr blive anset for at være én af de såkaldt ”adfærdsvanskelige” unge. Han er sikkert vokset op under vanskelige familieforhold, har haft en ustabil skolegang og har måske længe været i kontakt med de sociale myndigheder. Han er ”udadreagerende”, når han føler sig trængt, og det vil sige, at han let bliver voldelig. Både i Norge og i Danmark vil han med stor sandsynlighed – hvis han trækker kniven – blive anbragt på institution. Men her ophører ligheden.

Ifølge Tea Torbenfeldt Bengtsson, som er en af de to forskere bag SFI-undersøgelsen om anbringelse af unge på institution, er der i de nordiske lande tale om vidt forskellige tilgange til gruppen af unge. ”Der er ret betydelige forskelle mellem landene på, hvordan man håndterer de unge, og hvad man ser som løsningen”, siger Tea Bengtsson.

”I Danmark har vi fokus på, om drengen er kriminel – det er i nogle tilfælde det eneste parameter, han bliver vurderet ud fra. Har han for eksempel også et misbrug, kommer det i anden række,” tilføjer hun.

Samfundsværn eller børneværn

Bagved det danske fokus på kriminalitet og straf ligger en idé om, at det er samfundet, der skal beskyttes – altså et udgangspunkt i ”samfundsværn”. Med til dette perspektiv hører begreber som ”konsekvens” og ”ungdomssanktion”. Undersøgelsen viste også, at der er en forskel på, hvor ansvaret ligger for at finde den bedste løsning for den unge. I Danmark ligger dette ansvar både i det juridiske og det sociale system.

I Norge – og flere af de andre nordiske lande – ligger indsatsen primært i det sociale system, hvilket retter fokus mod en beskyttelse af barnet eller den unge højt. Her handler det i højere grad om at få den unge integreret i samfundet igen. Det er hjælp og behandling, der skal til, og derfor er det helt naturligt blevet en opgave for det sociale system og for børneværnet – og ikke for juraen.

Straf og behandling

Om det er straf eller behandling, der kommer først, når der skal sættes ind over for en af de ”adfærdsvanskelige” unge, er ifølge SFI-forskeren som et pendul. Frem til 90’erne var det også behandlings-perspektivet, der vejede tungest i Danmark, men pendulet er nu svinget helt over på straf og samfundsværn. Med ”nul-tolerance”-diskussionen, der opstod i slutningen af 90’erne, valgte man at intensivere indsatsen over for unge med flere pladser på lukkede institutioner. I Norge, derimod, er man gået i en helt anden retning. Det afhænger meget af ”de politiske vinde, der blæser i landene”, som hun udtrykker det.

Effekten af straf

Der bliver talt en del om effekten af forskellige indsatser. Men ifølge Tea Bengtsson er diskussionen i Danmark om evidens og dokumentation af effekter gået uden om denne gruppe af unge. I andre af de nordiske lande er det netop gruppen af adfærdsvanskelige unge, der har været en vigtig anstødssten til hele debatten om evidens og dokumentation, mener Tea Bengtsson, og siger:

”Mens problemerne omkring de adfærdsvanskelige unge har ført til forskning og til udviklingen af evidensbaserede programmer i Norge og Sverige, så har man i Danmark mere flyttet fokus hen på at gribe hårdt og konsekvent ind over for gruppen”.