Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Rapport 5. FEB 2020
  • Økonomi og styring
  • Børn, unge og familie
  • Sundhed
  • Økonomi og styring, Børn, unge og familie, Sundhed

Sundhedsøkonomisk evaluering af vaccinationsstrategier mod kighoste

Udgivelsens forfattere:

  • Rasmus Trap Wolf
  • Betina Højgaard
  • Økonomi og styring
  • Børn, unge og familie
  • Sundhed
  • Økonomi og styring, Børn, unge og familie, Sundhed
Arkivfoto: Lars Degnbol/VIVE
Download udgivelsen
Download udgivelsen

VIVE har gennemført en sundhedsøkonomisk evaluering af seks nye vaccinationsstrategier mod kighoste. De seks vaccinationsstrategier er sammenlignet enkeltvis med den nuværende strategi. Målet har været at estimere omkostninger og effekter af strategierne og dermed styrke grundlaget for at beslutte, om man skal indføre en eller flere af de seks strategier eller ej.

I Danmark har vi et vaccinationsprogram, hvor spædbørn modtager vaccination mod kighoste ved tre, fem og 12 måneders alderen. Desuden får de en booster-vaccination, når de er fem år.  Langt de fleste børn deltager i dette vaccinationsprogram, men alligevel er der stadig et betydeligt antal tilfælde af kighoste blandt spædbørn i Danmark.

Sundhedsstyrelsen har derfor opstillet seks nye potentielle vaccinationsstrategier, som de har bedt VIVE om at foretage en sundhedsøkonomisk evaluering af.

De seks strategier er:

  • Strategi 1: Alle børn skal vaccineres uden forsinkelser ved tre, fem og 12 måneder.
  • Strategi 2: Vaccinationsprogrammet rykkes en måned frem, så vaccinationerne finder sted ved 2., 4. og 11. måned.
  • Strategi 3: Vaccination af forældre til børn, der er født for tidligt (før 37. uge), i tillæg til den nuværende vaccinationsstrategi.
  • Strategi 4: Vaccination af gravide i tillæg til den nuværende vaccinationsstrategi.
  • Strategi 5: Femårs-vaccinationen rykkes et år frem, så børn i stedet bliver vaccineret som fireårige.
  • Strategi 6: Der indføres en booster-vaccination af alle 15-årige i tillæg til den nuværende vaccinationsstrategi.

Resultater

Strategi 5, hvor man fremrykker booster-vaccinationen af femårige, så den i stedet gives til fireårige, er den eneste af de seks strategier, som er entydigt bedre end den nuværende vaccinationsstrategi. Den er både billigere og medfører færre tilfælde af kighoste blandt fireårige.

Ved strategi 1 (vaccination til tiden) og strategi 4 (vaccination af gravide) vil der kunne undgås flere kighostetilfælde blandt spædbørn under et år i forhold til den nuværende strategi, men det vil være forbundet med ekstra omkostninger. Det vil således koste omkring 140.000 kr. (strategi 1) og 160.000 kr. (strategi 4) pr. ekstra undgået kighostetilfælde blandt spædbørn under et år.

Strategi 2 (fremrykning af vaccinationer) og strategi 3 (vaccination af forældre til for tidligt fødte) har væsentligt højere omkostninger pr. undgået kighostetilfælde end strategi 1 og 4. Strategi 6 (vaccination for 15-årige) er ifølge analyserne den mindst omkostningseffektive strategi.

Metode

Analysen er baseret på en statistisk etårig beslutningstræsmodel, hvor omkostninger og antallet af kighostetilfælde ved de forskellige vaccinationsstrategier sammenlignes med den nuværende vaccinationsstrategi i Danmark. På baggrund heraf udregnes omkostningseffektiviteten udtrykt som omkostningerne pr. undgået tilfælde af kighoste ved hver af de alternative vaccinationsstrategier sammenlignet med den nuværende strategi.

Effekten af de enkelte strategier er bestemt på baggrund af en litteraturgennemgang, mens omkostningerne ved vaccinationsstrategier og behandling er opgjort på baggrund af interview og DRG-udtræk for konkrete tilfælde af hospitalsbehandling. 

Generelt er der store usikkerheder forbundet med resultaterne i analyserne grundet den relative svage evidens, der foreligger i forhold til effektestimater for de enkelte strategier. Der er desuden gjort en række kritiske antagelser i forhold til omkostninger.

Udgivelsens forfattere

  • Rasmus Trap WolfBetina Højgaard

Om denne udgivelse

  • Finansieret af

    Sundhedsstyrelsen
  • Udgiver

    VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev