Takststyring af sygehuse. 2. delrapport

Takststyring betyder, at sygehusenes budgetter og dermed økonomiske råderum afhænger af den gennemførte aktivitet. Mange har håbet, at antal sygehusbehandlinger og produktivitet er steget i antal, men stigningen har ikke været større end foregående år - før der kom takststyring.

Der har været forskellige indkøringsproblemer. Det er ikke så let i praksis at bestemme det normale aktivitetsniveau, dvs. det niveau betalte aktivitetsudvidelser defineres ud fra.

Det materiale, der viser hvor afdelingerne ligger rent aktivitetsmæssigt og dermed økonomisk, er flere måneder forsinket, fordi de grundlæggende patientregistreringer er forsinkede.

Alle disse irritationsmomenter er nok en af årsagerne til, at det sundhedsfaglige personales og ledernes meget optimistiske og forventningsfulde holdning til takststyring er blevet kølnet her efter et års erfaringer.

Rapporten viser, at der er mange muligheder i mere takststyring af sygehusene, men der er også nogle utilsigtede konsekvenser. De bevilgende myndigheder skal have nogen snor i skattekronerne.

Derfor sættes forskellige lofter for den produktion, sygehusene får betaling for. Og det svækker selvfølgelig de økonomiske incitamenter, så virkningerne af takststyring bliver til at overse. Til gengæld har man altså heller ikke set de budgetoverskridelser, som nogle havde frygtet.

Sygehuslægerne mener ikke selv, at takststyring har ført til udvælgelse af patienter efter forventet overskud. Sygehuset får fast takst for en bestemt slags operation, uanset hvad patienten faktisk koster at behandle, og nogle har frygtet, at snævre økonomihensyn kan føre til, at man vælger de billigste patienter, eller at man slækker lidt på kvaliteten. Sådan er det ikke blevet i Danmark.

Noget tyder på, at både gavn og skade hænger sammen med graden af renhed i takststyringen og dermed styrken af incitamenterne. Taksterne er højere på fritvalgsområdet, og her kan de økonomiske hensyn ikke udelukkes.