Through the looking glass: qualitative study of critical care clinicians engaging in humanities

Abstract

Formål

Udbrændthed og opsigelser blandt sundhedsprofessionelle er et kraftigt stigende problem i sundhedsvæsenet som helhed, men særligt indenfor intensivmedicin. Derfor er der behov for at gentænke, hvordan man sikrer faglig udvikling og trivsel inden for det intensivmedicinske felt. Lige nu er der forventninger om, at sundhedshumaniora (medical humanities), for eksempel tilbud om kunst- og litteraturaftener, kan bidrage positivt til at skabe mere rum for refleksion og meningsskabelse for sundhedsprofessionelle. Formålet med dette studie har været dobbelt. Først og fremmest, at undersøge intensivlægers konkrete erfaringer med et sundhedshumaniora-program, hvor intensivlæger mødes en aften hver måned omkring kunst, litteratur og musik. Desuden også at undersøge, hvorvidt og hvordan deltagerne oplever at sådan et initiativ påvirker deres faglige og personlige udvikling og trivsel.

Metoder

Studiet er baseret på kvalitative metoder, herunder interviews og deltagerobservation, og benytter en fænomenologisk analysetilgang til undersøgelsen af de sundhedsprofessionelles erfaringer. Studiet inkluderer intensivlæger, herunder både fastansatte speciallæger og midlertidigt ansatte i uddannelsesstillinger på en intensivafdeling i Canada. Data bestod af (a) 60-timers deltagerobservation under disse humanioraaftener, (b) over 200 humanioraartefakter (for eksempel egne og andres poesi, malerier, fotografier med mere) medbragt af deltagerne, og (c) 15 semistrukturerede interviews. Data blev analyseret induktivt og refleksivt af forskerne bag studiet.

Resultater

Studiet finder, at de fleste af de intensivlæger, der deltog i humanioraaftenerne, fandt motivation til at deltage, fordi de på en eller anden måde havde erfaringer med kunst og kreativitet fra tidligere i deres liv. Flere fremhævede, at de ønskede at genfinde denne kreativitet som en måde at udtrykke og skabe mening med deres kliniske erfaringer fra arbejdet. Derudover havde deltagerne et ønske om at indgå i et socialt fællesskab med kollegaer uden for arbejdspladsen, hvor det var muligt at få nye forståelser for hinanden. Deltagerne oplevede, at aftenerne skabte et rum, hvor det var muligt at udtrykke deres tanker om de svære dilemmaer i arbejdslivet på nye måder. Mange, men ikke alle, oplevede at aftenerne gav inspiration til, og mod på, at skabe egne kunstværker. For mange blev aftenerne en anledning til at genoptage interessen for selv at nyde, bruge eller skabe kunst i deres hverdag. Generelt fandt intensivlægerne et styrket og dybere fællesskab mellem kollegaer, hvor de turde at dele deres sårbarheder med hinanden, mødte større forståelse for hinanden, og hvor de kunne diskutere fælles oplevelser og spejle følelser.

Konklusioner

Sundhedshumaniora-initiativer kan muligvis påvirke trivsel og fastholdelse blandt sundhedspersonale ved at facilitere refleksion og meningsskabelse i udfordrende klinisk arbejde samt bidrage til styrket fællesskab mellem kolleger.