Tillid og samarbejde på statslige arbejdspladser
Udgivelsens forfattere:
- Bente Bjørnholt
- Bjarke H. F. Olesen
Ledelse og implementering
Økonomi og styring
Ledelse og implementering, Økonomi og styring

Baggrund
I forbindelse med overenskomst 2013 blev Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Moderniseringsstyrelsen enige om at igangsætte et partsprojekt med fokus på tillid og samarbejde på de statslige arbejdspladser. I alt seks statslige arbejdspladser indgår i projektet og har igangsat udviklingsprojekter med henblik på at styrke tillid og samarbejde.
Partsprojektet bygger på en forventning om, at tillid og samarbejde får positive konsekvenser for, hvordan arbejdspladsen i øvrigt løser kerneopgaven som undervisning, studieadministration eller retsudøvelse.
Denne rapport følger op på initiativerne og undersøger på tværs af arbejdspladserne, hvorvidt og hvordan tillid og samarbejde bidrager til at styrke kerneopgaven, herunder om arbejdspladsernes arbejde med tillid og samarbejde påvirker medarbejdernes oplevelser af tillid, samarbejde og kerneopgaven.
Konklusion
Undersøgelsen viser, at tillid smitter. Der er således en stærk sammenhæng mellem medarbejdernes generelle tillid til andre mennesker og deres konkrete tillid til kollegaer og ledelsen på deres arbejdsplads.
Undersøgelsen viser desuden en positiv sammenhæng mellem tillid og samarbejde. Hvis man har stor tillid til sine kollegaer, oplever man også ofte i højere grad et frugtbart samarbejde på tværs af afdelinger og kontorer. Dertil kommer, at medarbejdernes tillid til andre mennesker generelt samt til deres kollegaer og ledelse har en positiv betydning for medarbejdernes oplevelse af samarbejde i deres afdeling.
Undersøgelsen understøtter, at både tillid og samarbejde har en positiv sammenhæng til kerneopgaven. Det gælder særligt for tillid. Medarbejdere med høj tillid til deres kollegaer, eller andre mennesker generelt, vurderer også ofte, at de opnår positive resultater i overensstemmelse med kerneopgaven.
De medarbejdere, der har stor tillid til deres nærmeste ledelse, har også ofte større tillid til deres kollegaer. Ledelse gør en forskel for tillid og samarbejde. Den nærmeste ledelse synes at gøre en forskel i forhold til medarbejdernes oplevelse af kerneopgaven. De medarbejdere, som anser deres nærmeste leder som visionær og retningsanvisende, oplever i højere grad end deres kollegaer, at organisationen opnår positive resultater i forhold til kerneopgaven.
Metode
Undersøgelsen bygger på primært på spørgeskemaer udsendt til medarbejdere på de seks arbejdspladser forud for og efter initiering af de seks projekter til at styrke tillid og samarbejde. Desuden er der gennemført interview med ledelses- og medarbejderrepræsentanter.
De seks arbejdspladser er:
- Læreruddannelsen Skive
- Retten i Aarhus
- Kirkeministeriet
- ToRS, et institut under det Humanistiske fakultet på Københavns Universitet
- DMJX
- Studieadministrationen på RUC
Udgivelsens forfattere
- Bente BjørnholtBjarke H. F. Olesen
Om denne udgivelse
Finansieret af
ModerniseringsstyrelsenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd