Udfordringer i vente på handicap­området

Strukturreformen har betydet, at kommunerne nu har fået det fulde finansierings- og myndighedsansvar for tilbud til mennesker med handicap. Tanken bag er, at mennesker med handicap skal leve et liv så tæt på det normale som muligt, og at det bedst opnås ved decentral myndighedsudøvelse (ved kommunerne) og decentrale tilbud om kompensation for handicappet og anden hjælp. Det forventes desuden, at samarbejdet mellem de forskellige tilbud og de forskellige forvaltninger vil blive forbedret.

Mange har været bekymret for, at den specialviden, som var opbygget i de større amtslige enheder, ville gå tabt, når kommunerne overtog ansvaret, fordi de ikke har den fornødne kompetence til at varetage brugernes specialiserede behov. Andre har peget på, at der er en risiko for, at kommunerne vil opbygge billigere tilbud i eget regi i stedet for at betale dyrere takster til borgere i specialtilbud, som ejes af andre kommuner, regioner eller af private aktører. Derved, lyder argumentet, vil borgere med særlige behov i højere grad blive mødt med standardiserede løsninger.

Ændringer ikke omfattende

En undersøgelse fra AKF viser dog, at de forventede gennemgribende ændringer ikke har indfundet sig. I undersøgelsen har brugere, medarbejdere og ledere på handicapområdet vurderet, hvilke konsekvenser strukturreformen har haft på handicapområdet. I alt er 15 tilbud fra forskellige kommuner fra hele landet og fra én region blevet inddraget i undersøgelsen. Tilbuddene omfatter bl.a. dag- og døgntilbud til børn og unge med psykiske handicap, herunder også autisme. Desuden omfatter tilbuddene vidtgående specialundervisning, hjælp og rådgivning til kommunikation inden for høre-, syns- og taleområdet samt bo- og aktivitetstilbud til voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.

Der er flere grunde til, at de større ændringer er udeblevet. Kommunerne har bl.a. haft hænderne fulde med sammenlægningen. Men mest oplagt skal grunden findes i de lovpligtige sociale rammeaftaler, som indgås årligt mellem kommuner og mellem kommuner og regioner. Parterne har været meget forsigtige med at søsætte større ændringer, fordi hensynet til tilbuddenes drift og dermed ydelserne til brugerne har vejet tungt. Og kommunerne har indgået en aftale om ikke at foretage større forandringstiltag de første par år.

Administrative opgaver fylder meget

Der er en del nye opgaver, som medarbejdere og ledere af tilbuddene har skullet håndtere i kølvandet på strukturreformen. Opgaverne vedrører ændringer i brugerantal og i sammensætning, ændringer i visitationspraksis, i struktur og i økonomistyring.

Det har sat såvel ledere som medarbejdere under pres. Vurderingen er, at de administrative opgaver er kommet til at fylde for meget, hvilket for mange ledere har betydet, at de har haft mindre tid til ledelse og faglig aktivitet på deres respektive tilbud. Nogle af disse opgaver vil blive færre, når overgangsperioden er overstået – som fx at lære kommunens it-systemer at kende, eller når opgaver, der afspejler kommunernes styringspraksis – fx kommunens standardisering af aftaleordninger, takstordning og dokumentation af tilbuddet – bliver en mere integreret del af praksis.

En del af de mange administrative byrder skyldes i vid udstrækning overgangen til takstfinansiering, som fx implementeringen af en bestiller-udfører-modtager-model (BUM-model), der adskiller visitationsdelen fra det udførende led. Lederne ser både fordele og ulemper ved overgang til en BUM-model. Opgaverne for lederne handler om økonomi, som fx at prisfastsætte og lave detaljerede beskrivelser af ydelser.

Kommende udfordringer

Det er også værd at være opmærksom på de forandringer, som indførelsen af den kommende visitationspraksis vil føre med sig. Med reformen flyttede ansvaret for visitation til kommunen. Her peger nogle ledere på, at det kræver længere tid at tilpasse sig den nye praksis, fordi det indebærer, at kommunen skal visitere borgere med specialiserede og komplekse behov, som kommunen ikke har erfaring med.

Udfordringen bliver i den kommende tid at sikre, at visiteringsteamet i kommunen visiterer på et tilstrækkeligt grundlag og har den nødvendige viden om de brugere, der visiteres, og om de tilbud, de visiterer til. Kommunernes evne og vilje til at samarbejde, dele og hente viden med andre bliver derfor helt afgørende i dette spørgsmål.

De fleste tilbud må desuden imødese, at de skal gøre en særlig indsats for at sikre, at de får udnyttet deres kapacitet, dvs. at de får brugere i rette antal i tilbuddet. Med bl.a. takstfinansiering og den større synlighed via Tilbudsportalen, er tilbuddene stillet over for konkurrence på et marked, som for de fleste tilbud er nyt. Tilbudsportalen er en synliggørelse af ydelsernes indhold og pris, der bliver offentligt tilgængelig på internettet. For at håndtere disse udfordringer er det nødvendigt at etablere velfungerende, faglige netværk på tværs af kommunegrænser og samtidig fremhæve tilbuddets styrker over for omverdenen.