Udsatte 5-9-årige får støtte

”Fuck dig! Det bestemmer jeg selv!” Det er hårde ord – især hvis de kommer ud af munden på en 7-årig. Men det er ikke usædvanligt at høre, de første dage et barn kommer på Ullerødskolen i Hillerød. Ullerødskolen er en af de fem målrettede indsatser for udsatte børn og deres familier, der gennemgås i SFI-rapporten Forebyggende foranstaltninger 5-9 år. Leder Mike Gillman fortæller:

”De er alle sammen er blevet smidt ud af den daginstitution, de har gået i, på grund af følelsesmæssige eller adfærdsmæssige vanskeligheder – eller en kombination. Det er oftest drenge, en stor del af dem med voldelig og grænseoverskridende adfærd,” forklarer han.

”De har overordnet problemer på to områder: For det første har de forringet social kompetence i forhold til deres alder – dvs. de har rigtig svært ved at læse andre børns motiver og samspilsmønster. For det andet er de ikke særlig veltrænede i at acceptere et ’nej’. Dvs. de har en kerneproblematik omkring grænsesætning og om hvem der bestemmer. De fleste af de børn vi har, har lært, at de bestemmer selv.”

Klasselokalet som træningsrum

Rapporten er en del af Dialoggruppe-projektet, hvor forskere og praktikere indsamler viden om forebyggende foranstaltninger til udsatte børn og unge. I rapporten gennemgås fem konkrete indsatser, der alle på forskellig vis arbejder forebyggende med udsatte 5-9-årige.

Ullerødskolen er et dagbehandlingstilbud, men Mike Gillman opfatter det mere som et ”træningscenter for børn og deres familier i forhold til uhensigtsmæssige vaner”. Klasselokalet er et af de vigtigste træningsrum, siger han:

”Vi bruger skole til at træne de andre ting, som børnene har vanskeligheder med, fx grænsesætning. Mange af vores børn møder op, og når læreren beder dem tage deres bøger frem, siger de ’Fuck dig!’ Men det gør de ikke efter 14 dage her. Vi ’betaler’ dem for at gå i skole på den gode måde. Vi anvender et belønningssystem for at motivere dem til at ændre deres adfærd, så den kommer til at ligne det, der kræves for at kunne gå i en almindelig skole.”

Arbejder med hele familien

De fem indsatser i rapporten er ret forskellige – fra heldagsskoler med behandling af hele familien til fritidstilbud et par gange om ugen. På trods af den store variation, vurderes indsatserne af kommuner, behandlerne og de deltagende familier til at have positive resultater.

På Ullerødskolen er det ikke barnet, men hele familien, der bliver indskrevet. Det sker i sager, hvor kommunen vurderer, at der er behov for nye redskaber til at få et fornuftigt samspil mellem barnet og familien. Mike Gillman fortæller:

”Vi inddrager forældrene i en lang række aktiviteter – enten kun for den enkelte familie eller for alle familierne. Det giver dels forældrene et netværk med andre familier og viser dem, at de er ikke alene med deres problemer, dels åbner det forældrenes øjne for, at deres børn faktisk kan være rigtig, rigtig gode i mange situationer. På vores familieaktiviteter i weekenden tager vi fx på en fiskekutter, i Zoologisk Have eller lignende.”

En vigtig alder

Forskerne bag rapporten pointerer, at 5-9-årsalderen på mange måder er en afgørende alder i forhold til om et barn bliver isoleret fra den øvrige børnegruppe. I denne periode leves en stor del af børnenes liv i skolen, i SFO’en eller i fritidsaktiviteter, og hvis man ikke kan finde ud af at opføre sig som de andre på de arenaer, så kan man hurtigt blive kørt ud på et sidespor.

Derfor understreger forskerne også vigtigheden af, at de udsatte børn i forebyggende foranstaltninger enten bliver i deres vante miljø i den grad, det kan lade sig gøre – eller at den periode, hvor de er i en særlig foranstaltning, er så kort som muligt. Hvis børnene i 5-9-årsalderen ikke kommer ordentligt ind i den ”normale” sociale verden, kan det være faretruende for deres videre udvikling.

Selv om forskerne ikke kan sige noget om de konkrete effekter af indsatserne, før Dialoggruppe-projektet afsluttes i 2013, er der en god fornemmelse omkring dem ude i kommunerne, forklarer Mette Lausten, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

”Det gælder om at få børnene til at kunne fungere i en almindelig skole, i en almindelig SFO og til almindelige fritidsaktiviteter. Og behandlere og kommunerne synes, at det fungerer rigtig godt,” siger SFI-forskeren.