Spring til...

  • Hovedindhold
  • Indholdsfortegnelse
  • Sidefod
  • English en
Rapport 17. SEP 2013

Udvikling af offentlig-privat samspil (OPS) på det specialiserede socialområde

Udgivelsens forfattere:

  • Ole Helby Petersen
  • Leif Olsen
  • Lena Brogaard
  • Stella Mia Sieling
Download udgivelsen
Download udgivelsen

Det offentlige og det private arbejder ofte sammen på det specialiserede socialområde. Alligevel er der muligheder for at gøre samarbejdet endnu bedre. Det viser en ny rapport fra KORA, som kortlægger de eksisterende offentlig-private samarbejdsmodeller på området og mulighederne for udvikling af OPS.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at der er tre samarbejdsformer, som typisk bliver brugt på det specialiserede socialområde, mellem en bred vifte af forskellige offentlige og private (profit og non-profit) aktører: driftsoverenskomster, partnerskaber og markedsbaserede samarbejdsmodeller. Samtidig viser analysen, at erfaringerne med samarbejdet på tværs af den offentlige og private sektor er blandede, og at der er potentiale for at videreudvikle samarbejdsmodellerne.

De forskellige samarbejdsmodeller, som offentlige og private aktører benytter, rummer nogle barrierer og udfordringer. Når kommuner og selvejende institutioner samarbejder via driftsoverenskomster, har nogle af de selvejende institutioner en oplevelse af meget stram kommunal styring og kontrol.

I de markedsbaserede modeller er der ofte problemer med uigennemsigtige priser og ufleksible aftaler. Og når private virksomheder og kommuner indgår i partnerskabsmodeller, kan der typisk være udfordringer i forhold til finansieringsmulighederne og med den gensidige tillid.

Anbefalinger

Både offentlige og private aktører efterspørger mere samarbejde, men også konkrete ændringer til at forbedre samarbejdet. Det har derfor været et centralt element i undersøgelsen at kortlægge udviklingsmulighederne i samarbejdsmodellerne. Det er mundet ud i et oplæg til videreudvikling af de tre overordnede samarbejdsformer og til konkrete forslag til testprojekter.

Et forslag er fx indførelsen af et dialogbaseret forløb mellem de offentlige og private aktører, som faciliteres af en tredjepart ved udarbejdelsen af kontrakter og driftsoverenskomster. Derudover foreslås det at give større autonomi og ejerskab til de selvejende institutioner på driftsoverenskomster gennem forsøgsprojekter. Ydermere kan man øge inddragelsen af non-profit og for-profit private aktører samt frivillige ved at etablere flere partnerskaber og herunder finansieringsmuligheder, fx ved etablering af et offentlig-privat partnerskab (OPP) omkring en social indsats som et familiehus.

Baggrund

Selvom der til daglig er et udbredt samarbejde mellem offentlige, private og non-profit private aktører på det specialiserede socialområde, har forarbejdet til denne rapport vist, at der findes meget lidt samlet viden om modeller og erfaringer med samarbejde på tværs af den offentlige og private sektor på området. Samtidig er der blandt mange aktører, herunder både kommuner og private aktører, en forventning om, at der kan være potentialer ved at videreudvikle de eksisterende former for offentlig-private samarbejde (OPS) på det specialiserede socialområde.

På den baggrund formulerede KORA i samarbejde med Dansk Erhverv i 2011 et projekt, som skal kortlægge og analysere erfaringerne med samarbejde mellem offentlige, private og non-profit (herunder frivillige) aktører på det specialiserede socialområde. Projektet gennemføres i regi af OPALL-projektet, som er et samarbejdsprojekt mellem Væksthus Hovedstaden, KORA, Dansk Erhverv, DI ITEK, Metropol og DTU.

Metode

Konklusionerne er draget på baggrund af 19 interview med udvalgte nøglepersoner og eksperter, litteratur- og dokumentstudier samt tre fokusgruppeinterview afholdt som temaseminarer. Interview- og seminardeltagerne har både repræsenteret offentlige, private (profit og non-profit) og frivillige aktører inden for bo- og døgntilbud, behandling og rådgivning samt uddannelse og beskæftigelse, som er de tre delområder på det specialiserede socialområde, som undersøgelsen har været afgrænset til.

Udgivelsens forfattere

  • Ole Helby PetersenLeif OlsenLena BrogaardStella Mia Sieling

Om denne udgivelse

  • Udgiver

    KORA
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd leverer viden, der bidrager til at udvikle velfærdssamfundet og til at styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor både i kommuner, regioner og nationalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev
Tlf: 44 45 55 00
Mail: vive@vive.dk
EAN: 5798000354845
CVR: 23 15 51 17
  • Nyheder og debat
  • Presse
  • Kontakt
  • Ledige stillinger
  • Tilgængelighedserklæring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores nyeste viden serveret i din indbakke - hver uge!

Nyhedsbrev