Udviklingen i antallet af genoptræningsplaner

Konklusion

Der er stor forskel på, i hvilket omfang sygehuse visiterer patienter til genoptræning efter sundhedslovens § 140. Både generelt og på specifikke operationer. På de sygehuse, hvor der bliver visiteret flest, er der op til otte gang større sandsynlighed for, at der bliver udarbejdet en genoptræningsplan efter visse konkrete operationer, sammenlignet med de sygehuse, hvor der bliver visiteret færrest.

Analysen undersøger variationen i antal genoptræningsplaner inden for tre forskellige behandlingsområder: muskel-skelet-lidelser, neurologi og kardiologi. Fælles for alle tre områder er, at der tale om områder, hvor der generelt bliver visiteret mange genoptræningsplaner pr. kontakt. Analysen viser, at forskellen er særligt stor, når man ser på nogle af de behandlinger, hvor der på landsplan visiteres flest genoptræningsplaner.

Efter indsættelse af en knæprotese er patientens sandsynlighed for at få visiteret en genoptræningsplan for eksempel 4,5 gange højere på det sygehus, der visiterer flest genoptræningsplaner i forhold det sygehus, der visiterer færrest. Efter indsættelse af hofteprotese er samme sandsynlighed 8 gange højere for det hospital, der udskriver flest genoptræningsplaner i forhold til det, der udskriver færrest.

Analysen har endvidere set på, hvor mange genoptræningsplaner landets 98 kommuner modtager. Og ligesom for regionerne og sygehusene er der også her betydelig variation i antallet af genoptræningsplaner, både i forhold til det samlede antal genoptræningsplaner og i forhold til fordelingen på almindelige og specialiserede genoptræningsplaner. Specielt kommunerne på Fyn modtager væsentligt flere genoptræningsplaner end gennemsnittet.

 

 

Analysen ser også på den generelle udvikling i antallet af genoptræningsplaner fra 2007-2014 på nationalt niveau. I denne periode er antallet af genoptræningsplaner steget med 90 %. Stigningen dækker over en meget stor stigning i antallet af almindelige genoptræningsplaner, hvor den samlede vækst i analyseperioden er på 175 %, mens der er et fald i antallet af specialiserede genoptræningsplaner på samlet 33 %.

Udviklingen i antallet af genoptræningsplaner er blandt andet interessant, fordi området har en organisering, hvor visitation og finansiering er løsrevet fra hinanden: Sygehuset visiterer, medens kommunen udfører og betaler. Således er kommunernes samlede udgifter til genoptræningsområdet steget med næsten 50 % i analyseperioden.

Stigningen i antallet af genoptræningsplaner skal dog ses i lyset af, at behovet for genoptræning før strukturreformen var relativt underprioriteret, og der i forbindelse med ny lovgivning blev sat øget fokus på området i erkendelse af et udækket behov.

Anbefalinger

Analysen forholder sig generelt ikke til, hvad det ”rigtige” niveau for genoptræning er. Men den store variation i antallet af genoptræningsplaner mellem sygehusene – samlet og på de specifikke operationer – indikerer, at der er et betydeligt behov for at udarbejde og implementere ensartede retningslinjer på nationalt niveau for visitationen af genoptræningsplaner.

Metode

Antallet af genoptræningsplaner er opgjort via udtræk fra landpatientregisteret (LPR) og data fra eSundhed. Antallet af genoptræningsplaner er for både stationære og ambulante patienter identificeret via procedurekoderne ZZ0175X (almindelig genoptræningsplan) og ZZ0175Y (specialiseret genoptræningsplan) samt udskrivning af genoptræningsplan til egen træning (ZZ0175Z).

I analysen er forskellene opgjort både mellem regioner, sygehuse og kommuner. Forskellene består, når der tages hensyn til varierende antal sundhedskontakter samt forskelle i patienternes alder og socioøkonomiske baggrund i de enkelte regioner og på de enkelte sygehuse.