Velstillede kommuner bruger mest på administration

Kommunernes administrationsudgifter har stor bevågenhed. Diskussionen om, hvor mange penge kommunerne bruger på sekretærer, sagsbehandlere, djøf’ere og konsulenter, dukker op med jævne mellemrum.

Hidtil har det været vanskeligt at sætte helt præcise tal på, hvor meget kommunerne bruger på administration, fordi man har manglet en regnemetode, der tog alle typer af administrationsudgifter med. Men nu har KORA har udviklet en ny metode, som kan tegne et mere præcist billede af, hvor mange ressourcer kommunerne reelt bruger på administration. Og den giver kommunerne et bedre grundlag for at sammenligne sig med hinanden.

Kommunernes administrative udgifter er et kludetæppe af indkøbsfunktioner, betjening af det politiske system, myndighedsopgaver over for borgerne og meget andet. Vægtningen og prioriteringen af de mange opgaver varierer selvsagt over tid og fra den ene kommune til den anden. KORAs analyse viser, at kommunerne fra 2010 til 2015 i gennemsnit har reduceret de administrative udgifter med ca. 400 kr. pr. indbygger. Det svarer til 4,4 procent. Især er udgifterne til administrative chefer og decentrale ledere blevet mindre.

Nogle kommuner har reduceret udgifterne med over 1.000 kr. pr. indbygger, mens andre har øget udgifterne. Der er dog stor forskel på, hvor meget kommunerne bruger på administration. Der tegner sig her et mønster: kommuner, der er velstillede, bruger typisk mest på ledere, kontorpersonale og andre administrative udgifter.

Geografi og svage borgere

Hvor nogle kommuner bruger 7.000 kr. pr. indbygger om året til administration, bruger andre kommuner 12.000 kr. pr. indbygger. En væsentlig forklaring på forskellene er, at kommunerne har forskellig geografi og befolkningssammensætning. Det er forhold, som kommunen ikke selv uden videre kan ændre på. KORAs analyser viser, at 70 procent af forskellene i kommunernes administrative udgifter kan forklares ved forskelle i geografi, befolkningssammensætning, og hvor økonomisk presset kommunen er.

For det første spiller kommunestørrelsen en rolle. Der er stordriftsfordele for de store kommuner: Jo flere indbyggere der er, jo lavere er administrationsudgifterne pr. indbygger. For det andet er det dyrere at drive den kommunale administration i kommuner, hvor befolkningen bor spredt. En kommune med få indbyggere spredt ud over et stort område, skal for eksempel bruge flere penge pr. indbygger på at drive flere små lokale borgerservicecentre end en kommune, hvor mange borgere bor tæt sammen på et lille areal.

For det tredje betyder befolkningens og boligmassens sammensætning noget. Nogle befolkningsgrupper trækker nemlig mere på den kommunale administration end andre. Det gælder for eksempel enlige forsørgere, ledige, beboere i almennyttige boliger og folk, der har en lav indkomst. Disse grupper har en økonomisk, social eller arbejdsmæssig situation, som gør, at de oftere har behov for at kontakte kommunens socialforvaltning eller jobcenter.

De administrative udgiftsbehov er altså større, jo mindre kommunen er, jo mere spredt borgerne bor, og jo flere ressourcesvage borgere, der bor i kommunen.

Økonomisk pres betyder også noget

KORAs analyser viser også, at økonomisk pressede kommuner har et lavere administrativt ressourceforbrug pr. indbygger. Det skal ikke tolkes som udtryk for, at de fattige kommuner har mindre behov for at bruge penge på administration. De er blot nødt til at sætte tæring efter næring - også på administrationsområdet. Mens de økonomisk bedre stillede kommuner har mulighed for at bruge flere penge og har et relativt højt administrativt ressourceforbrug.

Lære af dem, der gør det billigt

På landkortet kan man se, hvor store kommunernes omkostninger til administration i 2015 er set i forhold til, hvor store de administrative udgiftsbehov er som følge af kommunens geografi og befolkningssammensætning.

Kommuner med værdier over 100 har et administrativt ressourceforbrug, der er højere end det, som typisk gør sig gældende i andre lignende kommuner. Disse kommuner kunne muligvis høste administrative rationaliseringsgevinster ved at lære af andre kommuners administrative styring og praksis.

Der knytter sig en vis usikkerhed til beregningen af de administrative udgiftsbehov, og udgiftstallene for de enkelte kommuner er også lidt usikre, fordi kommunerne konterer nogle udgifter forskelligt. Samtidig er det vigtigt at understrege, at analysen kun fokuserer på administrative udgifter. Den fortæller ikke noget om, hvor mange administrative opgaver, der løses og med hvilken kvalitet. Høje administrationsudgifter kan skyldes, at den kommunale administration løser flere opgaver - eller løser dem bedre.

Tilbage står alligevel, at der ser ud til, at der kan være et administrativt rationaliseringspotentiale i en række kommuner. Ikke mindst i en række af de mere velstående kommuner.