Vi skal kende diagnosen, før kuren stilles

Mantraet har i flere år lydt "flere unge i ungdomsuddannelse". Men er problemet, at ikke nok unge får en ungdomsuddannelse?

92 procent af de unge, der forlod folkeskolen i sommeren i 2015, vil ifølge Undervisningsministeriets profilmodel få (mindst) én ungdomsuddannelse. Selvom det ikke er lykkedes at indfri 2006-velfærdsaftalens mål om 95 procent, er det tæt på, og langt de fleste unge vil ende med at få en ungdomsuddannelse.

Problemet er derfor især, at der for op til en femtedel af en ungdomsårgang vil gå lang tid, inden de færdiggør ungdomsuddannelsen. Som Altinget skriver, er én ud af fem ikke kommet videre syv år, efter de har afsluttet folkeskolen, selvom de fleste har været i gang med én eller flere uddannelser eller har været i forberedende tilbud. Og for mange er det et frustrerende forløb, for dem selv og for nogle af de uddannelsesinstitutioner, de går på eller har gået på.

Men problemerne opstår selvfølgelig særligt, hvis de unge hverken kommer i uddannelse eller beskæftigelse og havner på uddannelseshjælp: Det sker for cirka 10 procent af en årgang i første halvdel af 20’erne. Derfra har problemerne det med at bide sig fast, idet uddannelse og tidligere erhvervserfaring er de klareste prædiktorer for en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og lavere risiko for en lang række sociale udfald.

Modsatrettede reformer

Samtidig vender nogle af de nyligt indførte initiativer på ungdomsuddannelsesområdet den tunge ende nedad. Vi tænker især på adgangskrav til erhvervsuddannelserne, der har været i kraft siden 2015, og til de gymnasiale uddannelser, hvor de vil være fuldt indfaset fra 2019. Disse krav vil ramme de bogligt svageste unge. Herudover kan overgangskrav om at bestå fag på givne niveauer mellem grundforløb og hovedforløb på erhvervsuddannelserne presse denne gruppe yderligere.

Det er derfor et paradoks, at de samme unge, efter kontanthjælpsreformen fra 2014, mødes af krav og indsatser i jobcenteret, der skal skubbe dem tilbage til den verden, de ikke har kunne komme ind i, eller hvor de har fået flere nederlag: uddannelsesverdenen.

Der er derfor måske for første gang i mange år en risiko for, at gruppen af unge uden en ungdomsuddannelse og uden tilknytning til arbejdsmarkedet vokser. Det peger på, at betydningen af forberedende tilbud og alternative ungdomsuddannelsestilbud vil blive endnu større, end de er i dag. Men er det nok?

Traditionelle tilbud løser ikke opgaven

SFI har dokumenteret, at det er usikkert, om de forberedende tilbud, betragtet under et, i deres nuværende form hjælper de unge, der går der videre i ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. De mest positive resultater opnås for det største tilbud, produktionsskolerne. Der er tegn på, at produktionsskolerne hjælper unge i gang med en ungdomsuddannelse i de to af de fire år, som undersøgelsen omfatter.

KORA's undersøgelse af nogle af de kommunale 10. klasse-tilbud, hvor en stor del af de bogligt svageste elever går, viser, at de gennemsnitligt set ikke har en positiv effekt i forhold til at få flere unge i gang med eller igennem en ungdomsuddannelse.

Der er god grund til at overveje, hvordan vi kan gøre det bedre i forhold til overgange til og fastholdelse af unge i ungdomsuddannelse. Dette bør baseres på viden, og viden, der samtænker uddannelses- og beskæftigelsesindsatser.