Evaluering af BackUp
Undersøgelsens deltagere:
Børn, unge og familie
Socialområdet
Børn, unge og familie, Socialområdet

Mange børn og unge, der er eller har været anbragt i barndommen og ungdommen, mangler stabile voksenrelationer i deres netværk. Det kan få store konsekvenser – både i barndommen, men også i overgangen fra anbringelsen til voksenlivet, hvor mange af de unge har brug for støtte i forhold til fx fritidsjob, bolig og uddannelse.
På nationalt plan er der derfor stigende fokus på og erkendelse af, at tidligere anbragte skal tilbydes varige, frivillige voksenrelationer, som fortsætter på tværs af overgangen fra anbringelse til et selvstændigt voksenliv. Det fremgår endvidere af aftaleteksten bag Børnene Først-reformen, at børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal have mulighed for at have en frivillig, stabil voksenstøtte i deres liv.
Røde Kors’ indsats BackUp relaterer sig til § 53 i Barnets Lov, og visionen med indsatsen er at etablere varige, støttende relationer mellem unge, der er eller har været anbragt, og frivillige voksne, som kan udgøre en supplerende støtte i den sårbare overgang til voksenlivet. BackUp har således til formål at understøtte, at de unge har et trygt stillads omkring sig i form af en stabil voksenrelation, der går på tværs af anbringelsen og overgangen til voksenlivet.
Formål
Evalueringen skal undersøge og dokumentere, hvilke virkninger BackUp-indsatsen har for de unge, der matches med en frivillig voksen. BackUp er rettet mod at støtte relationsdannelsen mellem unge og frivillige, og at de unge får skabt relationer og indgår i fællesskaber bredere set.
Derfor fokuserer evalueringen på begge disse formål. Hensigten med evalueringen er at indsamle viden og erfaringer, som kan styrke og videreudvikle BackUp, samt afdække erfaringer med de metoder, der anvendes i BackUp med henblik på at kunne udbrede dem til andre aktører på området og til andre indsatser i Røde Kors.
Metoder
Evalueringen af virkningerne af BackUp baseres både på en dybdekortlægning og en breddekortlægning. Breddekortlægningen gennemføres som en spørgeskemabaseret forløbsundersøgelse blandt de unge, der deltager i indsatsen. Dybdekortlægningen omfatter individuelle interviews med unge samt fokusgruppediskussioner med frivillige. Breddekortlægningen giver mulighed for at identificere mønstre og generelle erfaringer, mens dybdekortlægningen giver et nuanceret og dybdegående indblik i henholdsvis de unges og de frivilliges erfaringer.
Evalueringen gennemføres i et samarbejde mellem Røde Kors og VIVE, hvor Røde Kors selv gennemfører den spørgeskemabaseret forløbsundersøgelse, mens VIVE gennemfører interviews med henholdsvis unge og frivillige.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Røde KorsSamarbejdspartnere
Røde Kors