Økonomisk analyse af screeningsprogrammer for kræft
Undersøgelsens deltagere:
Sundhed
Økonomi og styring
Sundhed, Økonomi og styring

I Danmark har vi nationale screeningsprogrammer for livmoderhalskræft og brystkræft. Screeningen er et tilbud om en undersøgelse for livmoderhalskræft og brystkræft, som gives til kvinder, der som udgangspunkt er raske.
Siden 2006 er alle danske kvinder i alderen 23-64 år blevet tilbudt screening for livmoderhalskræft hvert 3.-5. år, og siden 2009 er alle danske kvinder mellem 50-69 år blevet tilbudt screening for brystkræft. Der er omkring 340 nye tilfælde af livmoderhalskræft om året og cirka 4.850 kvinder får konstateret brystkræft årligt.
Formålet med kræftscreeningsprogrammerne er at identificere de kvinder, der er i risiko for at have eller udvikle kræft, så de kan blive tilbudt forebyggelse, undersøgelse eller behandling. Men screeningsprogrammerne er omfattende sundhedsindsatser, og de kræver betydelige ressourcer. Derfor bliver effekten af screeningsprogrammerne løbende vurderet.
Formål
VIVE gennemfører en økonomisk analyse af de nationale screeningsprogrammer for livmoderhalskræft og brystkræft. De økonomiske og helbredsmæssige gevinster ved forskellige screeningsprogrammer af livmoderhalskræft og brystkræft opgøres i forhold til de tilsvarende omkostninger for de forskellige scenarier for screeningsprogrammer.
Konkret bliver følgende ændringer af screeningsprogrammerne undersøgt økonomisk:
- HPV-vaccinerede kvinder tilbydes screening for livmoderhalskræft fra de er 30 år
- HPV-vaccinerede kvinder tilbydes HPV-test i stedet for cytologi fra de er 25 år
- Ændret anvendelse af selvopsamlede prøver ved screening for livmoderhalskræft
- Tilbud om selvopsamlet prøve gennem aktiv bestilling af test (opt-in)
- Tilbud om selvopsamlet prøve gennem automatisk modtagelse af test (opt-out)
- Udvidelse af screeningsalder for livmoderhalskræft
- Risikobaseret screeningstilbud for brystkræft
- Tæthed af kvinders brystvæv
- AI-baseret risikovurdering
- Sundhedsdatabaseret risikovurdering
- Udvidelse af screeningsalder for brystkræft.
Metoder
Den økonomiske analyse udføres i tråd med anerkendte principper for sundhedsøkonomiske evalueringer. VIVE tilbyder en dialogbaseret løsning, hvor vi i samråd med Sundhedsstyrelsen og den tilknyttede følgegruppe fastsætter de konkrete scenarier, der skal foretages analyse af, samt den bedst mulige analysestrategi for analysen. Den økonomiske analyse vil belyse omkostningerne og gevinsterne i forskellige screeningsprogrammer, samt organisatoriske og ressourcemæssige hensyn, når dette er relevant.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere