Historien

Der findes i Danmark en lang tradition for at studere den sociale arv. Danmarks første professor i sociologi, Theodor Geiger, studerede, hvordan familiers socialklasseposition gik i arv over generationerne. Geiger gennemførte i 1945 en stor spørgeskemaundersøgelse, hvor han til sin store overraskelse fandt ud af, at den sociale mobilitet i samfundet var stagnerende. Det er værd at huske på, at undersøgelser af social mobilitet på den tid stort set kun omhandlede mænd. Kvinders sociale mobilitet studerede man ikke, for som Kaare Svalastoga – en anden pionér – skrev, ”mænd varierer mere end kvinder”. Svalastoga gennemførte selv en lignende undersøgelse i 1953-54. Han konkluderede, at for hver ti familier forblev fire socialt immobile på tværs af generationerne, to bevægede sig en socialklasse op, to en socialklasse ned, mens de sidste to familier bevægede sig flere klasser op og ned. Det var status i Danmark. Det bør bemærkes, at Svalastogas undersøgelse i dag anses for en klassiker ikke bare i den danske, men også i den internationale mobilitetsforskning.

SFI’s rolle

Siden 1960’erne har SFI været den bærende kraft i dansk forskning om social mobilitet. SFI har indsamlet flere data om intergenerationalle relationer og mobilitet end nogen anden institution i Danmark.

SFI’s ældste undersøgelse er Ungdomsforløbsundersøgelsen. Erik Jørgen Hansen, en af dansk socialforsknings mest betydningsfulde personer og gennem mange år ansat på SFI, stod for denne undersøgelse. Ungdomsforløbsundersøgelsen følger en repræsentativ gruppe på lidt over 3100 danskere, som alle er født i eller omkring 1954. Gruppen blev interviewet første gang i 1968, hvor deltagerne var 14 år gamle. Seneste interviewrunde var i 2004, hvilket betyder, at SFI indtil videre har fulgt deltagerne i godt 36 år. SFI planlægger at blive ved med at følge deltagerne i Ungdomsforløbsundersøgelsen – også selv om de måske ikke er helt så unge mere. Moderen til forfatteren af denne artikel har en veninde, som er med i undersøgelsen. Hun synes, at det er hyggeligt, at der ca. hvert 10. år kommer nogen og spørger hende om, hvordan det går.

Ungdomsforløbsundersøgelsen har givet forskere et unikt indblik i livsforløb og social mobilitet for den generation af danskere, som er vokset op under velfærdssamfundets udbygning. Og meget tyder på, at denne generation har været opadgående mobile i forhold til deres forældre. Hvorvidt dette også er tilfældet for denne generations børn, er endnu uvist. Der er dog allerede planer om en ny undersøgelse, som skal følge børnene af deltagerne i Ungdomsforløbsundersøgelsen. Derfor vil vi på sigt også kunne udtale os om social arv og mange andre livsvilkår for den unge generation.

Ud over ungdomsforløbsundersøgelsen er SFI også primus motor bag Børneforløbsundersøgelsen. Denne undersøgelse har fulgt ca. 6000 børn og deres familier siden børnenes fødsel i 1995. Modsat Ungdomsforløbsundersøgelsen, som startede da deltagerne var 14 år gamle, giver Børneforløbsundersøgelsen et unikt indblik i børns tidlige liv, og hvordan fordelingen af ressourcer i familier påvirker børn udvikling. På lang sigt bliver Børneforløbsundersøgelsen en af vores vigtigste kilder til at forstå social arv i Danmark.

Herudover er SFI medansvarlig for den såkaldte PISA-L-undersøgelse. Denne undersøgelse er en opfølgning på den første PISA-undersøgelse, som fandt sted i 2000. Deltagerne i PISA-undersøgelsen, som alle gik i 8. klasse, da de blev interviewet første gang i 2000, blev geninterviewet i 2004, og der er planer om at følge dem gennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. L’et i PISA-L står derfor for longitudinal, dvs. en undersøgelse som løber over længere tid. Endelig har vi i Danmark unik mulighed for at studere social arv med udgangspunkt i Danmarks Statistiks registre. Disse registre indeholder en guldgrube af information om f.eks. økonomiske, familiemæssig og sociale forhold.

Social arv i Danmark

Men hvordan står det til med den sociale arv i Danmark? Som i alle andre lande findes den sociale arv også i Danmark. Der er en tydelig sammenhæng mellem forældre og børns uddannelses-, beskæftigelses-, indkomst- og helbredsmæssige forhold. Det ved vi.

Det synes dog at gælde, at den sociale arv omfangsmæssigt er mindre i Danmark end i mange andre lande. Dette skyldes ikke mindst, at den danske velfærdsstatsmodel beskytter borgerne mod mange ”skadelige” økonomiske og sociale risici. Vi har en høj grad af omfordeling i Danmark, som gør, at kun ganske få borgere lever i økonomisk fattigdom. Velfærdsstaten tilbyder desuden hjælp til udsatte individer og familier. Hermed udjævner velfærdsstaten mange af de økonomiske og sociale skel, som findes blandt familier og individer i samfundet. I mange andre lande udjævner velfærdsstaten ikke i samme omfang eksisterende sociale uligheder, og den sociale arv er derfor større.

Den historiske tendens i Danmark er, at den sociale arv over tid er blevet mindre. Den gradvise opbygning af velfærdsstaten siden 1960’erne er en vigtig årsag hertil. Det viser sig imidlertid, at tendensen til, at den sociale arv er aftagende, ikke gælder på samme måde i yngre ungdomsårgange som i ældre årgange. Det betyder, at omfanget af den sociale arv ikke længere er faldende, men derimod synes at være konstant. Hvorfor falder omfanget af den sociale arv ikke længere? Dette er et kompliceret spørgsmål at besvare, men den eksisterende forskning giver to vigtige ledetråde.

Kulturelle ressourcer og fødselsvægt
Den første ledetråd er, at vi sandsynligvis har reduceret den sociale arv så meget, som det er muligt med de traditionelle værktøjer, som velfærdsstaten tilbyder. Med traditionelle værktøjer refereres til økonomisk omfordeling og sociale indsatser. Nyere forskning tyder på, at forskelle i familiers økonomiske ressourcer kun i ringe grad forklarer uligheder i børns opnåede uddannelse, indkomst og helbred.

Derimod forklarer forskelle i familiers kulturelle ressourcer langt hovedparten af ulighederne i børns socioøkonomiske position i voksenlivet. Kulturelle ressourcer omfatter f.eks. forældres uddannelse, smag og præferencer, kendskab til uddannelsessystemet og kulturel ”know how”. Forskningen tyder derfor på, at den sociale arv i Danmark hovedsageligt er drevet af forskelle i familiers kulturelle og ikke forskelle i økonomiske ressourcer. Af gode grunde er det nemmere at udvikle politiske indsatser, som kan omfordele økonomiske ressourcer end politikker, som kan omfordele kulturelle ressourcer. Derfor er det svært at reducere den sociale arv yderligere.

Den anden ledetråd fra forskningen er, at den sociale arv begynder langt tidligere end hidtil antaget. Mange undersøgelser viser, at vi allerede i fostertilstanden er meget påvirkelige af vores sociale omgivelser og ikke mindst af vores mødres adfærd. Faktorer som f.eks. rygning, alkoholforbrug, overvægt, og sukkersyge, som alle har stærk social slagside, påvirker børns kognitive og fysiske udvikling både før og efter fødslen. F.eks. viser undersøgelser, at man, alene på baggrund af børns fødselsvægt, kan udtale sig om deres senere kognitive udvikling, uddannelse og indkomst. Hvem kunne vide, at fødselsvægten var så afslørende for ens gøren og laden i livet?

Hvordan reducere den sociale arv?
Den omstændighed, at den sociale arv begynder så tidligt, betyder, at vi må revurdere de samfundsmæssige institutioner, som vi mener kan reducere den sociale arv. I Danmark er det f.eks. en udbredt opfattelse, at folkeskolen kan udligne den sociale arv. Indsigten fra forskningen tyder imidlertid på, at den dag børn begynder i skolen, har den sociale arv allerede gjort sin indvirkning. Ikke overraskende viser de fleste undersøgelser også, at folkeskolen mest af alt er en katalysator for social arv: den ”mængde” social arv, der kom ind i den ene ende af folkeskolen, er tilnærmelsesvist den samme som den mængde, der kommer ud i den anden ende.

Hvad kan vi gøre for at reducere den sociale arv yderligere? En måske betydningsfuld ressource i Danmark er vores daginstitutioner. I Danmark kommer langt de fleste børn i dagsinstitutioner. Sammenlignet med andre lande har danske daginstitutioner en høj kvalitet hvad angår økonomiske ressourcer, dækningsgrad og personalets uddannelsesniveau. Daginstitutioner kan medvirke til, at børn fra svage familier gives de sociale og psykologiske stimuli, som er vigtige for en god udvikling, men som forældrene ikke tilvejebringer. I den henseende kan daginstitutioner – i et vist omfang i hvert fald – kompensere for manglende forældreressourcer og dermed afhjælpe den sociale arv. Så der er håb endnu.

Contact