Coronavirus dræber! Og derfor kan det virke kættersk at spørge, hvad det bedste ved corona er. For det er ingen joke at stå derude i frontlinjen. Det her er ikke bare et spørgsmål om sundhedsvæsenet kapacitet, som det kaldes. Det er medarbejdere, som skal hjem til deres familier bagefter. Det er ikke bare et økonomisk spørgsmål om, hvad det koster at redde nogle tusinde ældre, der oftest også multisyge.

Det kan godt være at folkeskolens afgangseksamen er aflyst, men hele vores samfundsmodel er jo lige nu til eksamen. Uden forberedelse. Og jeg skal da lige love for, at vi er oppe i fuldt pensum. Hvad er vi for et samfund? Hvad kan vi? Ikke hver især som individer, men som samfund?

Dette er vores generations store game-changer. Det er den mest altomfattende omkalfatrende hændelse, vi nogensinde kommer til at opleve. Omkostningerne er på alle ledder og kanter enorme. Og vi er kun lige begyndt. Netop derfor er det så vigtigt, at have fokus på alt det positive, der kan vrides ud af denne situation.

Lad os blive lidt mere jordnære: På et eller tidspunkt i mit liv med fem børn sneg følgende mantra sig ind i vores delvist sammenbragte familie:

»Børn kan dobbelt så meget som de selv tror – og tre gange så meget, som deres mor tror!« Jeg skifter selvfølgelig konsekvent 'mor' ud med 'far'.

Helt som forventet har coronaens skolelukninger vist, at den del af børneflokken, der for tiden ikke går i folkeskolen og ikke har idræt, i stedet kan gøre et hus i to etager rent, inkl. badeværelserne. Den erfaring tager vi med os ud på den anden side.

Men er der noget om snakken – altså ikke i forhold til ungerne herhjemme, men i forhold til sundhedsvæsenet?

Fylder tanker om struktur for meget?

Hele debatten om reformbehov har handlet om, at det var strukturerne, den var gal med. Når vi ikke har det samarbejdende, fleksible sundhedsvæsen, vi ønsker, så er det kasser, sektorgrænser, strukturer og systemer, den er gal med. Det er åbenlyst, at det alt sammen er med til at forme rammer, muligheder, incitamenter og dermed adfærd. Men tillægger vi dem for stor betydning?

Jeg er nok en af dem, der har haft tendens til at gøre det. Måske fordi alt det strukturelle er det, man rent faktisk kan ændre – og derfor ofte er det, man griber til, når kravet om handling og forbedring melder sig. Ikke bare i sundhedsvæsenet, men i alle former for store komplekse organisationer.

Engang for meget længe siden skrev formanden for Yngre Læger, som dengang var Erik Jylling, en replik til mig i Ugeskriftet, hvor han påstod at den største barriere mod forandring ikke var ‘arbejdets infrastruktur’, som jeg ellers havde hævdet i min ph.d.. Det var i stedet noget der 'sidder mellem ørerne' på medarbejdere og ledere i sundhedsvæsenet.

Andre påstår, at det 'sidder i væggene'. Om vi kalder det kultur eller noget helt andet, er underordnet. Struktur er det i hvert fald ikke. Better late than never: Erik, du havde ret, og jeg tog fejl!

Men hvordan kan man ændre noget af det, der 'sidder i væggene' eller 'mellem ørerne'?

Jeg ser ikke ligefrem, at det har flyttet sundhedsvæsenet nævneværdigt, at kommuner, regioner, hospitaler og afdelinger har udarbejdet såkaldte værdigrundlag. I bedste fald holder det nogen på og omkring direktionsgangene beskæftiget. I almen praksis mangler de jo både direktører og direktionsgange, og derfor har de heller ingen værdigrundlag, de arme stakler. De må nøjes med værdier. Så kan vi altid diskutere, om det altid er de mest hensigtsmæssige værdier. I det mindste har de ikke brugt tiden på papirtigre!

Hidtil uhørte evner til at forandre kommer frem

Jeg ser heller ikke, at de seneste tre generationer af sundhedsaftaler for sådan alvor har leveret på de intentioner, visioner, mål og såkaldt 'konkrete' indsatser, disse digre værker rummer. Når jeg tænker på, hvor mange årsværk der er brugt på stormøder, arbejdsgrupper, udkast, godkendelser, revisioner, statusser, opfølgninger og endnu flere møder i sundhedsaftalernes navn – så løber det mig koldt ned ad ryggen.

Har vi bare tilnærmelsesvis fået det sammenhængende sundhedsvæsen ud af de sundhedsaftaler, som vi højtideligt har lovet hinanden – og patienterne – hvert fjerde år? Eller sagt lidt mere firkantet: Har det været alle de gode menneskers tid værd? Inden nogen når at tænke, at det må vi hellere sætte nogen til at bruge endnu et par årsværk på at evaluere, så tør jeg godt komme med mit bud på et svar: Nej!

Til gengæld har jeg aldrig set (eller rettere: læst i behørig afstand) om så mange frontmedarbejdere derude, der kollektivt og på tværs af sektorer oplever, at noget flytter sig lige nu.

Vi taler ikke kun om, at vupti så kom der videokonsultationer i almen praksis. Vi taler om hidtil uhørte evner til at forandre, udvikle, eksekvere, finde løsninger og vigtigst af alt at samarbejde på alle tænkelige ledder og kanter – mellem sektorer, områder, specialer, afdelinger, ja sågar mellem sundhedsmyndigheder og praktikere, mellem sundhedsvæsen og erhvervsliv, og mellem djøffere og sundhedsfaglige!

Hele sundhedsvæsenet vælter sig i vilje

Det er en gammel sandhed, at hvor der er vilje, er der vej. Og lige nu vælter hele sundhedsvæsenet sig i vilje. Derfor er der vej. Motorvej! Det kan ikke undre. Men jeg bider mærke i, hvor mange frontmedarbejdere derude, der ikke kun taler om, at de lige nu gør ting af nød. De taler og skriver om, at de synes, det er 'sjovt' at gå på arbejde for tiden. Også dem, der er meget langt udenfor deres comfortzone: Gynækologer, psykiatere og øre-næse-hals-læger i teamwork, når det er bedst.

Man behøver ikke at vide så forfærdelig meget om lægelige specialer for at vide, at det her er en smule usædvanligt. Jeg håber så inderligt, at de får talt om andet end corona over frokosten. Og natmaden. En professor i kirurgi med en fjern fortid som plejer melder sig under fanerne, fordi sygeplejersker er en mere knap ressource end læger for tiden, og så må man jo træde til, hvor man kan, mener han. Og han kan bl.a. skifte lejer og made patienter, påpeger han. Jeg giver gerne en hel kande kaffe – med cognac – for at høre hvordan han oplever det rolleskifte, når han engang er færdig på stue 4.2.

Plejehjem, hjemmesygepleje og praktiserende læger har intensiveret samarbejdet med en faktor billion på fire nanosekunder. Gad vide, hvad det kommer til at betyde for det kæmpe store flertal af ældre og multisyge, som kommuner og almen praksis har til fælles, og som ikke har corona? Ja, man har vel lov til at håbe.

Pandemi som kedelig årsag til gevinster

Alle er blevet kastet ud i det her – like it or not. Derfor er det også interessant, at så mange af dem ved fronten oplever noget positivt: En 'ånd' og en 'stemning', som gør det fedt at være en del af holdet, også i en hel weekend, kampsvedende i fuld udrustning.

Hvad der er mere bemærkelsesværdigt, er at alle er en del af holdet – selv dem på den anden etage, i den anden bygning, fra den anden afdeling, med en anden faglighed, i en helt anden sektor. Det er som om alle idioterne, der i årevis har befolket sundhedsvæsenet og omegn, dem der ikke kunne se lyset, og forstå 'mit' perspektiv, er forsvundet som dug for solen. Gad vide hvor de blev af?

Dette har vi aldrig kunnet reformere os til. Vi er aldrig lykkes med at finde de strukturer eller incitamenter, som bare tilnærmelsesvis har kunnet forandre det, der 'sidder i væggene' eller 'mellem ørerne'. Det betyder ikke, at det er umuligt at forbedre strukturer. Det betyder, at der er ufatteligt meget at lære af det, der sker lige nu, som ikke handler om struktur. For det, der sker lige nu, er noget, vi bare aldrig er lykkedes med før.

Det rigtig kedelige er bare, at det er en pandemi, som er årsagen til det. Men når nu pandemien er over os, så kunne vi i det mindste gøre os selv (og patienterne) den tjeneste at tage bare lidt af den vilje, der er så ufatteligt meget af derude lige nu, med ud på den anden side? Det behøver vel ikke være en pandemi, som skaber undtagelsestilstand i hele sundhedsvæsenet – og samfundet i øvrigt – der skal til, for at det kan være sjovt at gå på arbejde? For at ting kan lykkes? For at vi kan rykke, arbejde på tværs og opleve at være en del af en succes?

Alle ved, at det bliver hverdag igen. Og vi kan alle sammen hvad som helst i en kortere periode. Men jeg håber virkelig, at det her varer ved så længe, at vi kan holde os på Søren og Kåres grønne bølge og under den famøse røde kapacitetslinje. Og jeg håber også, at det er længe nok til, at det vi ser lige nu, kommer til at sidde tilbage i væggene og mellem ørerne på medarbejdere og ledere, når det er overstået.

For hvis det lykkes coronapandemien at ændre noget af det, selv på de spritnye supersygehuse, så vil tabene i den sidste ende være mindre. Ikke mindst for fremtidens patienter. Ét er i hvert fald sikkert: Når vi en dag kommer så langt, så har vi har et helt andet udgangspunkt for at tale om en sundhedsreform.

Contact