Som forsker på anbringelsesområdet er jeg glad for, at der endelig er kommet politisk fokus på, hvordan vi bedst hjælper børn og unge i udsatte livssituationer.

For selv om der er bred enighed om, at børn og unge så vidt muligt skal sikres gode opvækstforhold og fremtidsmuligheder, så er vi i dag stadig langt fra målet.

Det handler ikke om ond vilje eller manglende hjerte, men til dels om manglende viden. Vi ved en del om, hvad der hjælper, men løsningerne er ikke simple og kræver både tid, penge og høj faglighed.

For nogle børn og unge er anbringelse væk fra deres biologiske forældre den bedste løsning for at beskytte dem mod overgreb og mistrivsel.

Det er dog langtfra en nem eller entydigt god løsning i alle situationer at anbringe børn og unge væk fra deres forældre.

Desværre kan en anbringelse ikke, heller ikke hvis den sker tidligt, kompensere for påvirkningen af forældres vanskeligheder og mangler.

For nogle børn og unge ser det endog ud til, at anbringelsen kan gøre mere skade end gavn. Det vil sige, at nogle børn og unge sandsynligvis ville have klaret sig bedre, hvis de ikke var blevet anbragt.

Samtidig ville andre børn og unge have haft glæde af at blive anbragt, og nogle ville også have haft glæde af at blive anbragt tidligere. Det er imidlertid også sådan, at en del problemer først opstår i løbet af barndommen, eller når børn bliver til unge. Derfor er tidlig indsats, forstået som indsats, når børn er små, ikke altid en mulighed.

Min pointe er her, at for at løfte dette vigtige område er det nødvendigt at holde fast i, at der ikke er nogen enkle løsninger, når det kommer til at hjælpe børn og unge i udsatte livssituationer.

Anbringelse kan være både den rigtige og forkerte løsning.

Det afhænger af situationen, som det enkelte barn og den enkelte unge er i. Det afhænger af deres egne og forældrenes problemer, af problemernes omfang og varighed, af netværk og relationer og ikke mindst af kvaliteten af den anbringelse eller af anden hjælp, der er til rådighed, og hvordan den rigtige hjælp vælges.

Igennem min forskning på anbringelsesområdet har jeg de seneste 10 år talt med mange unge, som var eller havde været anbragt uden for hjemmet. Det, som især har vist sig, er, hvor forskelligartede de unge er, og hvor forskellige deres behov er.

Nogle har haft brug for en almindelig plejefamilie, mens andre har været svært psykisk syge og haft brug for omfattende behandling, og andre igen har været låst inde på sikrede institutioner.

Nogle har fået den hjælp, de havde brug for, mens andre er blevet svigtet af det system, der skulle hjælpe dem.

For at give indsigt i de forskelligartede situationer og vilkår, unge, der tidligere har været anbragt, vokser op under og står i, vil jeg her kort præsentere tre unges fortællinger og erfaringer med at være anbragt.

Alle tre unge har sagt ja til at deltage i min forskning, og de er her anonymiseret, således at de ikke kan genkendes. De tre unges historier er udvalgt, så de viser nogle af de problematikker og vilkår, som former et anbringelsesforløb.

Mia er 15 år og flyttede i plejefamilie for tre år siden, hvor hun bor sammen med et andet plejebarn.

Hun fortæller, » da jeg flyttede i plejefamilie, var det, fordi mine forældre gik igennem en svær tid, så jeg valgte selv, at jeg gerne ville bo i en plejefamilie, fordi jeg ikke havde brug for deres problemer i mit liv. Da jeg flyttede i pleje, fandt jeg ud af, at der var meget, jeg skulle samle op på i skolen. Især matematik, det har været virkelig hårdt, men jeg føler, at jeg mere eller mindre har lært det, og det er jeg virkelig glad for i dag. Hvis jeg skal sige noget positivt, så er det, at de, min plejeforældre, de har hjulpet mig. De har forstået mig og accepteret mig for den, jeg er, og det, synes jeg, er rigtig rart«. Mia understreger flere gange, at hun sætter stor pris på den hjælp, plejeforældrene er, særligt i forhold til hendes skolegang.

Hun lægger også stor vægt på, at hun i forbindelse med forældrenes skilsmisse selv valgte at bo i plejefamilien og herigennem får muligheder og støtte, som hun ellers ikke ville få.

For Mia er det at klare sig godt i skolen vigtigt, og her har plejeforældrenes rolle været vigtig for hende, men hun føler ikke, at de følelsesmæssigt har erstattet hendes biologiske forældre.

Mia fortæller: »Det fungerer ret godt, at jeg er i plejefamilien på skoledage, så jeg kan få hjælp med skolen og andre problemer og hvis jeg oplever, at det bliver for meget i plejefamilien, så kan jeg bare tage hjem [ til hendes biologiske mor] i weekenden. Det kan være ret godt at få lidt plads og slappe af«. I plejefamilien oplever Mia, at der er store forventninger til hende, både i forhold til skole og deltagelse i familiens husholdning, mens hun oplever sin biologiske mors hjem som et fristed. For Mia har anbringelsen hos plejefamilien været med til at give hende en stabil hverdag med voksne, der har støttet hende i forhold til hendes skolegang. Plejefamilien har dog ikke erstattet hendes biologiske familie, som hun stadig er knyttet til og ser som sin familie.

Sarah er lige blevet 18 år og er ligesom Mia blevet anbragt, da hun var 12 år gammel.

Sarah fortæller: »Jeg blev syg som otteårig. Min mor har været alkoholiker gennem hele mit liv.

Og jeg har haft nogle vanskeligheder i skolen. Jeg har ikke haft særlig mange venner, og som 11-årig begyndte jeg at skære i mig selv. Og så kom jeg ud i en masse problemer med nogle stoffer og dårlige venner og sådan«. Sarah bliver anbragt på et opholdssted, men er for dårlig til at blive boende. Hun flytter derfor til behandlingsstedet Bakken, men fortæller, » da jeg flyttede på Bakken, blev min selvskade meget værre, og jeg begyndte at skulle sys rigtig meget«. Sarah har boet på Bakken de sidste 3 år, men har været så dårlig, at hun i lange tider har været indlagt på psykiatrisk afdeling.

Sarah har i løbet af sin anbringelse ikke kunnet følge sin skolegang og har ikke fået folkeskolens afgangseksamen.

Hun fortæller, at hun ikke har taget stoffer i mere end en måned og gerne vil have et almindeligt liv.

På grund af sin sygdom skal Sarah fortsat skal bo på et bosted, da hun har brug for professionel hjælp og støtte i hverdagen.

Hun har fået en sød kæreste og fortæller videre, at hun nu gerne bare vil videre med sit liv. Det er dog svært, og hun fortæller: »Jeg har ikke haft et almindeligt liv. Fordi min familie, de har ikke jeg har altid haft et rigtig godt forhold til min mormor, men hun er blevet lidt bange for mig, tror jeg«.

Sarahs familierelationer er præget af hendes sygdom og misbrug af alkohol og stoffer, men også af hendes mors alkoholmisbrug og svigt igennem opvæksten.

Mormoren er den tætteste relation, som Sarah fremhæver, og selv den tvivler hun på. Sarah oplever ikke, at hendes anbringelser og indlæggelser har hjulpet hende til at få det bedre eller blive rask, men har været med til at holde hende i live.

Pelle er 17 år og anbragt i varetægtssurrogat som alternativ til fængsel på en aflåst sikret institution, da han er tiltalt for røveri.

Han har tidligere været anbragt i en plejefamilie og på forskellige opholdssteder, men boede indtil anbringelsen på sikret institution, hos forskellige venner og i perioder på gaden.

Pelle fortæller: »Jeg vil hellere være sammen med mine venner end at være på en eller anden institution.

Det er dræbende.

Det er lidt som at være her, men værre her, fordi man kan jo ikke komme ud. Nu vil jeg bare gerne have min egen lejlighed et sted«. Der er imidlertid lange udsigter til, at Pelle kan få sin egen lejlighed, og når han frigives, er planerne, at han skal flytte ind på et behandlingssted. Pelle afviser, at han kommer til at flytte ind på en ny institution, og vil i stedet flytte tilbage til sine venner og hvis nødvendigt bo på gaden.

Pelles modstand mod anbringelsesplanerne skyldes flere svigt, som Pelle har været udsat for. Pelles far døde, da han var lille, og hans mor, der er psykisk syg, blev ofte indlagt, da han var mindre.

Pelle beskriver, hvordan han i perioder som barn flyttede rundt blandt venner og fjern familie. Han beskriver, hvordan han oplevede, at alle beslutninger blev taget hen over hovedet på ham, og at ingen voksne lyttede til ham og hans bekymring for moren.

Oplevelser med svigt fra hans plejefamilie og på det første opholdssted gør også, at han ikke har tillid til, at han vil blive behandlet ordentligt. Pelle erindrer en episode, hvor han er stukket af fra opholdsstedet for at finde sin mor.

Pelle fortæller: »Så lige når jeg er nået ned til stationen, så indhenter de [ to af de ansatte] mig og tager fat i mig, og så siger de, så går vi tilbage igen ik'. Så gjorde vi det. Da vi kom tilbage, så sagde jeg, at nu går jeg. Så stiller han [ den ene ansatte] sig foran mig og kaster mig op i luften og banker mig ned i jorden, og så hiver han mig op og banker mit hoved ind i en bilrude.

Så sagde han, at nu kunne jeg godt få lov til at gå, hvis det var det, jeg havde lyst til, men så måtte han jo bare hente mig igen«. For Pelle betyder de mange anbringelser og hans oplevelser af manglende forståelse og omsorg, at han har mistet tilliden til systemet og generelt til voksne.

Han har ikke konkrete drømme eller håb for sin fremtid, men fokuserer på at kunne klare sig selv og være sammen med sine venner. Tryghed og relationer finder han hos vennerne og i livet på gaden og ikke længere i et almindeligt ungdomsliv med skolegang og ansvarlige voksne.

Mia, Sarah og Pelles fortællinger viser mange forskellige ting om det at være anbragt uden for hjemmet. Først og fremmest viser de, at anbringelse er indgribende både her og nu, men også på sigt.

Det er en stor, men ofte nødvendig, beslutning at anbringe børn væk fra deres biologiske forældre. Anbringelse er ikke i sig selv en løsning, men kan være et vigtigt virkemiddel til hjælp og støtte.

For Mia har anbringelsen betydet, at hun har fået oparbejdet sine faglige kompetencer og kan komme videre i uddannelsessystemet.

Anbringelse kan imidlertid også være en nødvendighed for at beskytte et barn eller en ung.

For Sarah har anbringelserne (og indlæggelserne) betydet, at hun i dag er i live, men om de også har bidraget til hendes trivsel, er mere usikkert ud fra hendes fortælling.

For Pelle har anbringelserne ikke skabt den trivsel og tryghed, som hans mor ikke kunne give ham, og han har derfor forsøgt at skabe tryghed uden for anbringelsessystemet.

Anbringelse kan således også være et virkemiddel, som slet ikke virker efter hensigten.

For alle tre unge har deres biologiske forældre og familie stadig stor betydning og er en vigtig del af deres liv.

Anbringelse uden for hjemmet fjerner ikke den biologiske familie og dens betydning, og for de unge er det ofte et ønske, at familiens rolle aktivt medtænkes, når anbringelsen planlægges og sættes i værk.

Det er vigtigt at blive hørt og respekteret, når man som barn eller ung ikke længere kan bo hjemme eller skal flytte. Selv når de unge har det sværest, er syge eller misbrugende, så har de fortsat ønsker i forhold til, hvordan deres hverdag skal se ud.

Som for Mia har skolegang og uddannelse været vigtigt for mange af de unge, som jeg har talt med, men en del har ikke kunnet se skole som en reel mulighed for dem.

Både Sarah og Pelle er således endt med at konstatere, at skole ikke er for dem. Dette kan hænge sammen med, at de ikke har oplevet deres anbringelser som en hjælp, men nærmere som medvirkende til, at de selv har udviklet alvorlige problemer, der nu står i vejen for stabil skolegang.

Fra forskningen ved vi, at anbringelsen ofte ikke er nok i sig selv til at kompensere for skolemangler og kognitive vanskeligheder, og at der derfor er behov for særlige skoleindsatser for mange af de anbragte børn og unge.

At sikre den bedst mulige hjælp til børn og unge i udsatte livssituationer handler således ikke om at være for eller imod anbringelser. Det handler om at sikre, at de anbringelser, som sættes i værk, er de rigtige på det rigtige tidspunkt.

Det kræver større fokus på, hvad det er for anbringelser, som er til rådighed, og kvaliteten af dem.

Det kræver faglighed og viden om, hvad der virker, for der er selvfølgelig hjælp og støtte, som virker bedre end andet.

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigt, at de børn, unge og familier, som er genstand for anbringelserne, høres og inddrages.

Forhåbentlig vil de seneste ugers debat og politiske fokus være med til at løfte anbringelsesområdet, så vi i fremtiden kan få flere gode anbringelsesforløb.

Anbringelse kan være både den rigtige og forkerte løsning Det er vigtigt at blive hørt og respekteret, når man som barn eller ung ikke længere kan bo hjemme eller skal flytte.

Broken Interaction Rituals, Struggles for Membership, and Violence among Children in Two Danish Schools

About this publication