Konference

VIVE-konference: Unges veje og udfordringer i velfærdssamfundet

  • Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C
  • 4. NOV 2025 kl. 09:30 - 16:00
  • 1.600 kr. inkl. moms
  • Børn, unge og familie
  • Dagtilbud, skole og uddannelse
  • Ledelse og implementering
  • Sundhed
VIVEs årskonference 4. november 2025: Unges veje og udfordringer i velfærdssamfundet
VIVE-konference: Unges veje og udfordringer i velfærdssamfundet

Kom til VIVEs årskonference, der sætter fokus på de unges vej i velfærdssamfundet. Vi ser på de udfordringer, unge møder i ungdomslivet, og hvordan de navigerer i samfundets krav og normer. Muligheder er der også masser af, men hvordan udlever de unge bedst deres potentialer?

Konferencen ’Unges veje og udfordringer i velfærdssamfundet’ sætter fokus på forskellige dele af samfundets arenaer, hvor danske unge færdes og formes. De unge vokser op i en velfærdsstat, der tilbyder støtte, struktur og muligheder – men også byder på normer, krav og grænser. Hvordan finder de balancen, og får de den bedste vej gennem ungdomslivet?

Konferencen skydes i gang af Rasmus Meyer, der som højskoleforstander og formand for Trivselskommissionen vil sætte fokus på betydningen af de unges karakterdannelse i forhold til deres færden videre i livet. 

Du vil dagen igennem møde en række af VIVEs eksperter på forskellige områder. I et miks af oplæg, samtaler og videnssessioner vil der være fokus på fællesskabets betydning, krop og seksualitet, diagnoser og unges plads i psykiatrien, de unges behov for støtte i skolen og på ungdomsuddannelserne, potentialet i fritidsjobs til udsatte unge, og de konflikter, der kan opstå mellem unge med anden etnisk baggrund end dansk og deres forældre.

Andrea Dragsdahl, TV2 News, vil som moderator styre slagets gang.

Konferencen er for dig, der er fagprofessionel, leder eller beslutningstager i en kommune, styrelse eller civilsamfundsorganisation. Det vil også være relevant for dig at deltage, hvis du forsker inden for emnet, arbejder i en fond eller på anden vis har fokus på unge, deres udfordringer og velfærdssamfundet.  

Praktisk

Tirsdag d. 4. november 2025

Kl. 9.30-16 (indholdsstart kl. 10)

Konferencen holdes i ODEON, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C

Pris: 1.600 kr. inkl. moms

Program

Oplæg

Rasmus Meyer, forstander Krogerup Højskole og formand for Trivselskommissionen:
- Ungdomsliv: Patologisering, individualisering, idealer og opdragelse

Kathrine Vitus, professor – VIVE:
- Udsyn og ungesyn i velfærdsstaten 

Thyge Tegtmejer og Sarah Richardt Schoop, hhv. seniorforsker og chefanalytiker – VIVE:
- Børn og unge med behov for støtte i skole og ungdomsuddannelse

Jacob Kjellberg, professor – VIVE:
- Unges plads i psykiatriplanen – og hvordan den blev til

Derudover vil unge talere fra Talerskolen Røst give indblik i deres syn på ungdomslivet.

Videnssessioner

Som deltager kan du også vælge mellem en række videnssessioner og tilmelde dig de to, du helst vil deltage i:

a) Unges fællesskaber i gymnasiet
Hvad er fællesskaber i gymnasiet for en størrelse? Vi dykker ned i viden om de forjættede fællesskaber – med særligt fokus på et projekt, der har undersøgt fællesskaberne i to gymnasieklasser. De unge gymnasieelever ønskede at føle sig inkluderede, men samtidig blev fællesskabet en præstation i sig selv. Vi diskuterer, hvordan vi bedst kvalificerer arbejdet med fællesskaber.
- Marie Fjellerup Bærndt, post.doc – VIVE
- Mette Kristine Bojer Madsen, uddannelsesleder - Aarhus Statsgymnasium

b) Unge, krop og seksualitet
Kroppen kan både være de unges bedste ven og værste fjende. Hvilket forhold og hvilke refleksioner har unge i forhold til deres krop? Derudover er der nogle særlige udfordringer for de unge, der har LGBT+-orientering. Dem er der i gennemsnit to af i hver klasse. Hvilke udfordringer oplever de i forhold til at kunne være sig selv, hvor ramler de ind imod samfundets normer, og hvordan er deres trivsel i skolen?
- Kathrine Vitus, professor – VIVE
- Didde Boisen Andersen, forsker - VIVE

c) Fritidsjob – langt mere end et arbejde
Flere og flere kommuner arbejder målrettet med fritidsjob. Få indsigt i forskningen på området: Hvad er effekterne, og hvem har særligt gavn af et fritidsjob? KL fortæller om kommunernes arbejde med fritidsjob, og Esbjerg Kommune giver indblik i deres erfaringer med indsatsen ’Energi til mere’, der har fokus på at skabe fritidsjob til socialt udsatte unge for at styrke deres tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked.
- Rune Vammen Lesner, seniorforsker – VIVE
- Ellen Sveistrup Dahl, chefkonsulent – KL
- Pernille Madsen, projektleder, Borger & Arbejdsmarked - Esbjerg Kommune

d) Generationskløften i familier med etnisk minoritetsbaggrund
Vi sætter fokus på de dilemmaer og udfordringer, der kan opstå mellem unge med anden etnisk baggrund og deres forældre. Når børn vokser op i en kultur og et land, der adskiller sig markant fra deres forældres, kan det føre til sammenstød mellem forskellige syn på normer og livsstil. Det kan være særligt svært, når familien samtidig vægtes meget højt.
- Anika Liversage, professor MSO - VIVE
- Anne Metielda Gnanasegaram Lygh, underviser og uddannelsesvejleder - Københavns Kommune

Ændringer i programmet kan forekomme