En veluddannet befolkning er godt for Danmark. Men hvor stor er samfundsnytten af en videregående uddannelse egentlig? Det er et godt spørgsmål, som vi ikke har noget godt svar på.

Der er simpelthen ikke forskning, der kan hjælpe os med et fyldestgørende svar.

Derfor er det med nogen forundring, jeg har lyttet til den debat, der har været af Reformkommissionens forslag om kortere kandidatuddannelser på visse uddannelser. Det er et forslag, der nu er skrevet ind i regeringsgrundlaget og derfor må forventes at blive til virkelighed i en eller anden form.

Hos kritikerne er der ingen usikkerhed at spore. Debattørerne ved tilsyneladende, hvad der er godt for samfundet, og det er altid forskellige variationer af status quo plus varierende grader af flere ressourcer til egen institution eller gruppe. Men som repræsentant for en forskningsverden, der i høj grad har forsømt at skaffe relevant viden på dette vigtige område, har jeg ærlig talt følt mig en smule beklemt. Vi har trods alt kendt til problemstillingen længe.

Ud over den manglende viden skal kritikerne huske, at der i flere lande er tradition for etårige masteruddannelser, og at der er højt estimerede uddannelsessteder, der uddanner kandidater på et år oven på en bachelorgrad på tre år. Det gælder eksempelvis London School of Economics.

Samtidig vil jeg også nævne, at jeg har mødt flere kandidatstuderende i min tid som underviser og censor, som har bevæget sig sidelæns gennem kandidatdelen uden det store udbytte, og hvis værdi for deres kommende arbejdsplads – og dermed samfundet – ville have være lige så stor med en kortere og mere målrettet kandidatdel.

Det gælder langt fra for alle, men det forekommer.

Og det understreger behovet for at kigge på, hvordan vi indretter vores uddannelser. Så selv om der mangler forskning på området, kan det sagtens give god mening at ændre nogle af kandidatuddannelserne. Og man kunne i første omgang gøre det i mindre skala: Altså først som forsøg med udvalgte uddannelser, så vi sikrer os, at vi gør det bedst muligt.

Helt generelt øger uddannelse både produktiviteten i samfundet og nytten i samfundet i øvrigt. Det med nytten i samfundet har vi ikke meget viden om, hvilket antageligt er grunden til, at vi alene fokuserer på højere produktivitet, når vi diskuterer afkastet for uddannelsesreformer.

Når det kommer til produktivitet, så tages de færdiguddannedes lønninger som indikator for, hvor produktiv for samfundet personer med forskellige uddannelser er. Vi ser på de færdiguddannedes lønninger, og hvordan de ændrer sig, når uddannelserne ændrer sig. Resultatet er det, som økonomer kalder velstandseffekten.

Derfor er det også vigtigt, at sammenhængen mellem uddannelsesindretning og løn er grundigt belyst. Her skal man samtidig huske, at uddannelse kun kan forklare noget af lønforskellen mellem personer med forskellige uddannelser. Resten af lønforskellen skyldes forskelle i evner og personlighedstræk, som spiller en stor rolle for den enkeltes uddannelsesvalg. Det er i praksis en betydelig udfordring at isolere den effekt, som uddannelse i sig selv har på løn, dvs. den kausale effekt.

Jeg har ikke set studier af velstandseffekten af en kandidatuddannelse på fire år, som både baserer sig på kausale effektstudier, og som sammenligner lønnen for to sammenlignelige personer i samme type job, hvor den ene har ét års længere uddannelse, og den anden ét års længere erhvervserfaring, hvilket er den relevante sammenligning i forhold til at vurdere effekten af reformen.

Vismændenes korte notat om velstandseffekten af en fireårig kandidatuddannelse baserer sig da heller ikke på studier, som lever op til disse to krav.

Og selv hvis der forelå empiriske studier af høj kvalitet, som kunne bruges til at beregne den forventede lønændring ved overgangen til fireårige kandidatuddannelser, så ville vi stadig være afhængige af, at løn er en god indikator for produktivitet. Her er problemet imidlertid, at sammenhængen mellem løn og produktivitet også er dårligt empirisk belyst, navnlig i den offentlige sektor.

Man kan argumentere for, at man kan sætte lighedstegn mellem løn og produktivitet i den private sektor, men i den offentlige sektor har det mere karakter af et postulat. At der også er udfordringer i den private sektor med denne sammenhæng, vender jeg tilbage til.

Men først den offentlige sektor. Min hypotese er her, at de offentlige lønninger og den offentlige lønstruktur er resultatet af et kompliceret samspil af politik, tradition og magtrelationer under en vis indflydelse af markedssignaler i form af lønniveauerne i den private sektor. Jo mere tradition og magtrelationer bestemmer lønningerne, jo mere kan man gå galt i byen, når de offentlige lønninger tages som indikator for produktivitet og samfundsnytte af de respektive uddannelser, f.eks. når man indretter vores uddannelsessektor.

Et eksempel kan illustrere, hvor lidt lønninger kan sige om produktivitet og samfundsnytte: Hvis en kommune skifter en socialrådgiver ud med en akademisk medarbejder, f.eks. en socialrådgiver, som har taget en toårig kandidatoverbygning, så stiger den produktion, kommunen leverer til sine borgere pr. definition. Den akademiske socialrådgiver antages at være mere produktiv end den almindelige socialrådgiver, alene fordi lønnen er højere.

Produktionen af velfærdsservice i kommunen stiger således pr. definition, uanset om den nye kandidat via de indsatser og organisatoriske tiltag, som vedkommende foreslår indført, forbedrer eller forringer de ydelser, kommunen leverer til borgerne. Stigende lønsum giver ifølge denne tilgang mere værdi til borgerne. Sådan er tolkningen af data helt generelt i dag, når det samfundsmæssige afkast af uddannelser vurderes.

Det er indlysende, at det er en utilstrækkelig tilgang.

Sagen er grundlæggende, at vi ikke ved ret meget om, i hvor høj grad offentligt ansatte lønnes ud fra, hvor meget deres bidrag øger værdien af den offentlige produktion, og hvor meget de lønnes ud fra historiske traditioner og magtrelationer manifesteret gennem interessevaretagelse via både formelle og uformelle organiseringer. Men at der foregår interessevaretagelse, kan ingen være i tvivl om i disse uger. Interessevaretagelse er helt naturligt. Det skal blot ikke forveksles med fagligt funderede udsagn om, hvad der gavner samfundet.

Og så er vi fremme ved den private sektor. Her har vi tænkt, at vi umiddelbart er på mere sikker grund i forhold til sammenhængen mellem løn og produktivitet. En virksomhed ansætter og lønner jo ikke en medarbejder, medmindre det giver økonomisk mening, lyder logikken. Vi bruger derfor lønninger som indikator for, hvor produktive personer med forskellige uddannelser er for virksomhederne. Og vi antager også, at der er overensstemmelse mellem produktivitet for den enkelte virksomhed og nytte for samfundet.

Men dette afgørende holdepunkt har ny forskning sat spørgsmålstegn ved. Professorerne Daron Acemoglu, Alex He og Daniel le Maire fra henholdsvis MIT, Universitetet i Maryland og Københavns Universitet har sidste år offentliggjort et studie, som viser, at nok gavner det afkastet af den investerede kapital og profitten, når en virksomhed ansætter ledere uddannet på universiteternes business schools. Men det skyldes alene, at lønningerne falder for virksomhedens øvrige medarbejdere. Det skyldes ikke, at virksomhedens produktion stiger.

Kagen, der er til deling, er så at sige ikke blevet større, men blot fordelt anderledes og med et større stykke til blandt andet den professionelle leder. Så her er højere løn til visse grupper ikke forbundet med højere velstand for samfundet.

Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at diskutere produktivitetsstigninger i den offentlige sektor med 180 km i timen de næste par årtier. Det ligger i kortene på grund af den demografiske udvikling, og fordi produktionen af velfærdsservice generelt har vanskeligt ved at øge produktiviteten. Her vil et generelt lighedstegn mellem løn og produktivitet, samt endog mellem løn og samfundsnytte i alle dele af både den offentlige og private sektor, ikke række. Det er simpelthen for sociologisk naivt.

Hvor er magtrelationer og interessevaretagelse via både formelle og uformelle organiseringer og netværk? Vi er nødt til at stikke spaden dybere i jorden. Og her må vi håbe, at flere fra forskningsverdenens øverste hylde tager samfundsbrillerne på. For hvis ikke de skal kvalificere og hæve vidensgrundlaget for de politiske prioriteringer, når det gælder indretningen af vores egen verden, uddannelses- og forskningsverdenen, hvem skal så?

Mobil:	20 76 16 40
Afdeling:	VIVE Styring og Ledelse
Mail:	bebj@vive.dk
Sted:	Aarhus

Bente Bjørnholt

Samarbejds- og organisationsformer

Forsøg med friinstitutioner