Arbejdsområder
Karen Margrethe Vendelbo Dahl arbejder bredt med analyser af børn, unge og familier. Hun har viden om og interesse i familiens vilkår og praksis: Hvordan er sammensætningen af danske familier? Hvordan opdrager vi børn? Hvordan er børns relationer til familie og jævnaldrende? Og hvad betyder familien for børn og unges trivsel, udvikling og risikoadfærd? Størstedelen af disse analyser er baseret på VIVEs børneforløbsundersøgelser ”Årgang 95” og ”Børn og Unge i Danmark”.
Igennem de seneste tre år har hun beskæftiget sig indgående med analyser på det familieretlige område: kategorisering af statsforvaltningssager, implementerings- og effektevaluering af indsatser målrettet skilte forældre samt måling af forældres tilfredshed og udbytte af sagsbehandling i det familieretlige system.
Derudover har Karen Margrethe Vendelbo Dahl de seneste par år beskæftiget sig med unges seksualitet – herunder sammenhænge mellem opvækstressourcer, seksualitet og trivsel.
En sideinteresse er udsatte børn og unge i Grønland. Her har hun for nylig evalueret en institution for anbragte unge, og hun håber i fremtiden på flere opgaver om anbragte børns opvækstbetingelser og trivsel.
Metoder
Primært arbejder Karen Margrethe Vendelbo Dahl kvantitativt og har stor erfaring med design og indsamling af store spørgeskemaundersøgelser samt analyse af registerdata. Det gælder både VIVEs brede befolkningsundersøgelser, hvor op mod 6.000 børn og forældre deltager, og mindre undersøgelser af specifikke målgrupper som for eksempel forældre i Statsforvaltningen. Kvalitativt har hun for nylig lavet mindre interviewundersøgelser og analyseret eksisterende sagsdata.
Baggrund
I 2004 blev Karen Margrethe Vendelbo Dahl uddannet som sociolog. Hun har arbejdet på SFI, først som studentermedhjælper fra 2000 til 2004 og derefter som færdiguddannet fra 2004 til 2008. Efter en kortvarig ansættelse i konsulentfirmaet New Insight i 2008 vendte hun tilbage til SFI (nu VIVE) som ph.d.-studerende i 2009 og blev efter færdiggørelsen i 2014 fastansat.