Arbejdsområder
Mai Heide Ottosen har i en årrække forsket i familie- og barndomssociologiske problemstillinger. De omfatter blandt andet familie- og samlivsformer, skilsmisser og sammenbragte familier, forældreskab, slægtskab, intergenerationelle relationer, familiedemografi, fertilitet, familiepolitik, familieret samt vold og drab i familien. Hun arbejder også med børn og unges velfærd og trivsel, social inklusion, udsathed og marginalisering.
Et centralt bidrag i hendes forskningsproduktion er rapportserien Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel, som gennem fire rapporter følger børnebefolkningen fra 2010 til 2022. 2022-udgaven bygger på en panelundersøgelse med 6.276 børn og unge fra 3 til 19 år og belyser blandt andet materiel velfærd, helbred, sociale relationer og fritidsliv. Rapporten går også i dybden med covid-19, alvorlige belastninger i opvæksten, skilsmissebørns samværsordninger og forebyggende foranstaltninger.
Et andet væsentligt spor er hendes forskning i skilsmisser, forældrekonflikter og familieret. I Forældrekonflikter efter samlivsbruddet undersøges fx, hvordan forældreansvarssager kan kategoriseres efter problemtyngde, og rapporten peger på, at 25-30 procent af skilsmisseforældre henvender sig til Statsforvaltningen i forbindelse med brud eller senere samarbejdsvanskeligheder. Gennem tiden har hun bidraget til at evaluere flere reformer om forældreansvarsloven. På det seneste har interessen for familieret udmøntet sig i historisk-sociologisk undersøgelse om ægteskaber med mindreårige, og hun indgår desuden i ledelsen af en omfattende historisk kortlægning af den internationale adoptionsformidling til Danmark i tiden fra 1964-2016.
Hun har desuden forsket i vold og overgreb i nære relationer. Rapporten Fysisk vold og seksuelle overgreb mod børn samler viden om børn og unge, der udsættes for fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb i nære relationer eller uden for hjemmet. I bogen Drab i familien – når børn bliver ofre analyseres 171 efterforskede sager, primært på baggrund af politiets sagsakter og andre officielle kilder. Hun har desuden stået i spidsen for flere undersøgelser om partnervold og udgiver i 2026 en rapport om partnerdrab i Danmark 2017-24.
Metoder
Mai Heide Ottosen arbejder med både kvantitative og kvalitative metoder. Hendes undersøgelser bygger blandt andet på paneldata, surveydata, registeroplysninger, dokumentanalyser, systematiske gennemgange af sagsmateriale og kvalitative interview eller feltobservationer.
Metodisk spænder hendes arbejde fra brede, statistisk baserede undersøgelser af børns velfærd og trivsel til dybdegående analyser af fx komplekse familiesager, skilsmissekonflikter eller sager om drab. Hun kombinerer ofte sociologiske familieperspektiver med analyser af sociale risici, institutionelle rammer og børns rettigheder.
Baggrund
Mai Heide Ottosen er ph.d. i sociologi, seniorforsker og programleder ved VIVE. Hun er tilknyttet VIVE Sociale forhold og Arbejdsmarked og arbejder inden for vidensområderne børn, unge og familie samt socialområdet.
Hun har en omfattende publikationsliste og en lang forskningskarriere inden for familie- og barndomssociologi.