Kirkens medarbejdere kommer i krydspres mellem frivilliges forventninger
- Socialområdet Socialområdet
Frivilliges modsatrettede forventninger kan sætte medarbejdere i krydspres. Hvis medarbejderne skal navigere i dette krydspres, kræver det nye kompetencer.
Sådan lyder en af konklusionerne i et forskningsprojekt, som Helle Hygum Espersen, chefanalytiker i VIVE, har gennemført sammen med Holger Højlund, konstitueret forskningschef på VIA University College.
”Hvor godt samarbejdet med frivillige fungerer, afhænger i høj grad af medarbejdernes evne til at finde det rette miks mellem personligt engagement, eksplorativt samarbejde og professionel planlægning, som fungerer i den konkrete situation,” siger Helle Hygum Espersen.
Helle Hygum Espersen og Holger Højlund har undersøgt frivilliges samarbejde med medarbejdere i kirker. De har netop udgivet en videnskabelig artikel i tidsskriftet Professionsstudier, der sætter fokus på de frivilliges forventninger til de professionelle.
Samarbejde med frivillige kræver fleksibilitet fra medarbejderne
I kirker samarbejder blandt andet diakoner, præster, kulturmedarbejdere og kirketjenere med frivillige. Forskernes undersøgelse viser, at frivillige forventer, at medarbejderne giver plads til innovation, men samtidig tager ansvar for at planlægge. Frivillige ønsker, at medarbejderne skaber en hjemlig og tryg ramme, hvor alle hører til, men samtidig er eksplorative. Frivillige forventer, at relationerne er ligeværdige, men at medarbejderne står for det sure slid.
”Det kræver fleksibilitet og en udpræget evne til selvrefleksion fra medarbejderne at indgå i samarbejde med så mange forventninger rettet mod sig,” siger Holger Højlund.
Blandt andet kommuner kan lære af kirkens erfaringer
Samarbejde med frivillige ligger dybt i kirkens DNA. Frivillige indgår i aktiviteter lige fra at synge i kor, være bisiddere ved døende, sy dåbsgaver og lave mad med kvinder af anden etnisk baggrund.
Frivillige i kirkerne er ofte tilknyttet kirkerne i meget lange perioder, og på den måde adskiller de sig fra mange andre frivillige. Ud over tro er de motiveret af et ønske om at gøre en forskel og være del af et lokalt fællesskab, og på den måde minder de om de fleste andre frivillige.
Erfaringerne fra kirkens arbejde med frivillige kan overføres til andre arenaer som kommuner, der i disse år arbejder på at engagere frivillige og samarbejde med civilsamfund, fortæller Helle Hygum Espersen.
”Det kræver nogle helt særlige kompetencer at samarbejde med frivillige, uanset om det er i en kirke eller en kommune. For medarbejderne handler det blandt andet om at engagere sig personligt og at kunne anvende en lang række af meget forskellige kompetencer, der ikke er fagspecifikke og at kunne balancere meget forskellige forventninger i forskellige situationer og med forskellige frivillige”.
Du kan læse den videnskabelige artikel her
Om undersøgelsen
Forskerne har undersøgt kirkens samarbejde med frivillige i Danmark, Norge og Sverige. De har gennemført gruppeinterviews med frivillige og medarbejdere og observeret en række workshops.
Der er kvalitative data fra 20 fokusgruppeinterviews med 70 frivillige gennemført i to omgange med anden omgang struktureret som opfølgende interviews. Desuden er der data fra observationer af interaktioner og dialoger gjort på tre enkeltdage samt en weekend sammen med de frivillige og enkelte ansatte.