Nyhed 3. NOV 2023

Sociale forskelle i småbørnsfamilier træder tydeligt frem i forhold til læsning, medieforbrug og uddannelsesforventninger

  • Børn, unge og familie
  • Dagtilbud, skole og uddannelse
Modelfoto: Mathilde Bech/VIVE

Ny undersøgelse af læringsmiljøer i danske småbørnsfamilier viser, at forældre med lang videregående uddannelse i høj grad forventer, at deres børn selv får en videregående uddannelse. I disse familier læses der også mere, og medieforbruget er markant lavere end i hjem, hvor forældrene har grundskole eller erhvervsuddannelse.

Danske forældre er generelt meget engagerede i deres børns hverdag. De deltager i forældremøder, kører til fritidsinteresser, læser bøger og tager på udflugter. Når det er sagt, så er der store forskelle blandt familier med forskellige sociale og økonomiske forudsætninger. Det viser en ny rapport om læringsmiljøer i småbørnsfamilier, VIVE har udgivet på baggrund af et større forskningsprojektet, som Den A.P. Møllerske Støttefond har finansieret med 6,4 millioner kroner.

Læringsmiljøer handler om forældrenes måde at være sammen med deres børn på og de rammer, som børnene har til at lære og udvikle sig. Undersøgelsen viser blandt andet, at der er store forskelle i forældrenes forventninger til deres børns uddannelse, familiernes brug af digitale medier, og hvor meget højtlæsning fylder i hjemmet.

Forældre med lang uddannelse ønsker ikke erhvervsuddannelse til deres børn

Forældre med en videregående uddannelse er mere tilbøjelige til at forvente, at deres børn selv får en videregående uddannelse, mens ambitionerne om en videregående uddannelse er knap så udprægede blandt forældre med grundskole.

”Forventninger har en positiv indvirkning på barnets livschancer. Derfor er det en kæmpe udfordring, at forventningerne er så ulige fordelt, og at stort set ingen langt uddannede forældre håber, at deres børn får en erhvervsuddannelse,” forklarer Jens-Peter Thomsen.

Blandt forældre med en lang videregående uddannelse er det mindre end 1 procent, der håber, at deres barn får en erhvervsuddannelse.

Stor forskel på skærmtid i småbørnsfamilier

Digitale medier er blevet en stor del af hverdagen i alle småbørnsfamilier, men der er betydelige sociale forskelle på den tid, som børn bruger på digitale medier. Forældrene med højst grundskole eller erhvervsuddannelse svarer, at deres børn bruger to timer dagligt foran en skærm, mens forældre med en videregående uddannelse svarer, at deres barn i gennemsnit bruger halvanden time.

”Vi kan med undersøgelsen ikke sige noget om, hvad børnene laver på de digitale medier, men det er en alarmklokke, at børn fra kortere uddannede hjem bruger mere tid på skærm end børn fra hjem med en videregående uddannelse. Ikke mindst fordi tid brugt på digitale medier alt andet lige tager tid fra andre aktiviteter, som familien kan lave sammen,” siger Jens-Peter Thomsen.

Ser man på familiernes læsevaner, viser undersøgelsen, at 69 procent af familier med en lang videregående uddannelse læser højt for deres barn mindst en gang om dagen, mens det gælder 30 procent af familier med grundskoleuddannelse.

Læs mere om rapporten 'Læringsmiljøer i småbørnsfamilier'.

Fakta om undersøgelsen

Resultaterne stammer fra en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse blandt 1.745 forældre til 2-7-årige. Ud fra disse data er sammenhængen mellem forskellige læringsmiljøer og forældrenes vurdering af deres børns udfordringer analyseret i forhold til talesprog, sprogforståelse, kommunikation og socio-emotionel udvikling. Forældrenes uddannelses- og oprindelsesstatus er en central faktor i undersøgelsen.