Faldt langt og landede i en labyrint

Natten før juledag i 2021 ændrede tilværelsen sig pludseligt for Victor Skaaning. Han var 23 år og havde fuld fart på sit ganske nystartede enmandsmurerfirma.

Han havde besøg af nogle venner i sin lejlighed på 3. sal i København. De havde hygget sig, drukket og talt om deres fælles nytårsplaner en uge senere. Ved 3-tiden om natten fik de låst sig ude i baggården. En låsesmed midt om natten i juleferien – det ville nok blive en temmelig dyr omgang, tænkte Victor. Og via nedløbsrøret kunne han nok nemt kravle op til sin altan og den vej komme ind og få fat på sine nøgler. Han var ung, beruset og dum. Det ved han godt i dag.

Faldet

Turen op af nedløbsrøret gik nemt for den veltrænede unge mand, der havde dyrket brydning på højt plan det meste af sin ungdom. I mørket skød han hurtigt til vejrs langs husmuren. Han nåede næsten op til sin altan på 3. sal, da nedløbsrøret pludselig rev sig ud af muren. Victor styrtede baglæns uden noget at gribe fat i.

Han faldt godt 10 meter ned. Fødderne var det første, der ramte baggårdens betonfliser. Derfra blev kroppen trykket sammen og baglæns, og hans hoved blev slynget ned i en kantsten.

Mødet med systemet

Han kan huske, at han falder. Derfra husker han ikke noget fra den næste uge. Men efter et døgn på intensiv stod det klart, at Victor ville overleve ulykken.

Derfra begyndte en snørklet og årelang vej gennem systemet af operationer, smertebehandling, genoptræning, psykiatere, neuropsykologer, forskellige hospitaler, konsultationer og aftaler. Sideløbende skulle han navigere i et beskæftigelsessystem, hvor alting har været ekstra kompliceret af, at han som selvstændig murer faldt uden for den almindelige beskæftigelseskasse for sygemeldte ansatte.

”Det har været vildt at opleve, hvor meget det også kræver af én selv at være i alt det. Altså, jeg brokker mig ikke, jeg har fået masser af hjælp. Men det afhænger bare også meget af en selv,” fortæller Victor Skaaning fra forældrenes parcelhus i Frederikssund.

Et stort ar i højre side af hans ansigt vidner om slaget mod kantstenen. Det gav ham kraniebrud fra tindingen og ned til kæben. Det har givet ham en hjerneskade, som sammen med det blod, der stadig står og trykker på hjernen, er skyld i, at han i dag har svækket korttidshukommelse, har svært ved at huske aftaler, kan få blackout af høj larm og har søvnbesvær. At få konstateret og anerkendt hjerneskaden krævede flere ressourcer, end Victor selv havde på det tidspunkt.

”Det var kun, fordi min mor kunne tage sig af det og ringe rundt, at de fandt ud af det. Jeg kunne bare sidde herhjemme og sige: `Jeg tror, der er noget galt med mit hoved – det fungerer ikke normalt’. Men jeg vidste jo ikke, hvad jeg skulle gøre ved det, eller hvor jeg skulle gå hen. Det var min mor, der tog kontakten videre. Det kunne jeg ikke selv overskue,” fortæller Victor.

Han har helt fra barnsben haft ADHD og været ordblind. Det har heller ikke gjort det nemmere at finde vej i systemet efter ulykken.

”Jeg kunne godt ønske, at der i en situation som min var en form for støttepædagog. En, der var din fortrolige og hjalp dig på tværs af alle de for- skellige læger og behandlinger og aftaler. Og så løbende lagde mere af det over på dig selv igen, efterhånden som man var klar til det. For havde jeg ikke haft mine forældre til at hjælpe, så var jeg faldet ned i et hul og var sikkert endt på invalidepension. Så var jeg endt med at være en større udgift for staten,” siger Victor.

Han rejser sig og henter en kop kaffe. Han halter på venstre fod, som er særligt øm denne eftermiddag, fordi arbejdsdagen er brugt på en mudret byggeplads. Det var venstre ankel, der først ramte betonfliserne i faldet.

”Der var så meget kraft på, at den bare eksploderede – knoglerester over det hele, huden skrællede bare væk, og min hælpude punkterede. Så da jeg begyndte at gå igen, var der ikke noget lag mellem huden og ind til knoglerne og metallet,” siger han med henvisning til de tre tykke skruer, der holder anklen på plads i dag.

Afhængig af hjælp

De første to måneder efter ulykken var Victor stadig indlagt og komplet omtåget af smerte- stillende medicin. Alligevel var der vigtige ting, der skulle tages stilling til, og frister og formularer, der skulle overholdes og indsendes. Især i forhold til firmaet, fortæller Victor og nikker ud mod forældrenes indkørsel, hvor hans firmabil holder. ”Cand. Mur & Fliser” står der med store, sorte bogstaver på siden af den hvide varevogn. Han har en stor faglig stolthed, og målet om at kunne fortsætte som selvstændig har holdt ham oppe. I dag tager han sine forholdsregler i forhold til løft og typen af arbejdsopgaver, og så kan det godt lade sig gøre at fungere som murer på trods af generne. Men uden forældrenes hjælp var det ikke gået sådan.

Umiddelbart efter første udskrivelse flyttede Victor hjem til sine forældre. De fik anlagt kørestolsrampe til huset. De kørte ham til alle aftaler. Faren tog sig af dialogen med Erhvervsstyrelsen for at holde Victors murerfirma i live under hans sygemelding. Alle indkaldelser og skrivelser fra e-Boks sendte Victor direkte til sin mor, så hun kunne holde styr på det og fungere som den ekstra hukommelse, som han selv manglede.

”Vi har gjort alt det, vi kunne, for at det kunne lade sig gøre for Victor. Det gør man jo som forældre, når man har ressourcerne til det,” siger Victors far, Jan Skaaning.

”Men det er jo også vildt frustrerende, at det er sådan,” skyder Victors mor, Dorte Hollensted Skaaning, ind.

”Hvad nu, hvis man var alene og ikke havde nogen til at hjælpe med de ting? Victor kunne jo ikke klare det selv, han var helt omtåget af morfin og kunne ikke selv komme rundt i starten,” siger hun.

Ditte Andersen er professor MSO i VIVE og kan bekræfte, at ressourcer i det nærmeste netværk betyder meget for det forløb, der følger, når unge mennesker har været ude for en voldsom ulykke. I forbindelse med rapporten ’Det socialt skæve sikkerhedsnet’ har hun fulgt Victor og 11 andre unge gennem deres forløb efter alvorlige ulykker. ”De unge mennesker, der har været ude for alvorlige, livsomvæltende ulykker, oplever mødet med systemet som meget forvirrende og uoverskueligt. Derfor er de også meget afhængige af, hvilke kompetencer de kan trække på og få hjælp af fra familie og nære venner. Og der er der bare en stor social ulighed i, hvad de unge har med sig,” forklarer Ditte Andersen.

Kirurgen

Den kirurg, der var på arbejde på ulykkesnatten og opererede Victors fødder, har gennem hele forløbet gjort en særlig indsats for at hjælpe ham. Hun har taget dialogen med kommunen om den pleje, som de skulle yde Victor lige efter udskrivelsen. Hun har peget ham videre til de rigtige behandlingsforløb. Har taget dialogen med andre læger og vendt tilbage til Victor med svar og løsninger, så han undgik selv at blive sendt rundt i jagten på dem.

”Det er stort set hendes og mine forældres skyld, at jeg er kommet hertil, hvor jeg er i dag. Fordi hun er medmenneskelig og gerne vil bruge lidt ekstra tid på en,” siger Victor og fortsætter:

”Hun er vist ret højt oppe i systemet, så når hun siger noget, så bliver det sådan. Så hun har trumfet nogle ting igennem, som kunne hjælpe mig. Hun har bare været en kæmpe gave til mig og min familie.”

Nærmest alle de unge, der er blevet fulgt i forskningsprojektet om sikkerhedsnettet, kan berette om lignende oplevelser med fagprofessionelle, som har ydet en ekstra indsats for at hjælpe dem. ”Velfærdspersoner kan spille en afgørende rolle i forhold til at afbøde den sociale forskel i de unges baggrund og dens betydning for deres forløb efter ulykken. Men det kræver også, at de har særligt blik for de unge, som har mest brug for hjælp til at blive guidet og have en tovholder,” siger Ditte Andersen.

Kunne være endt anderledes

Hvis Victor ikke havde haft sine forældres hjælp og støtte – både til rent praktisk at finde rundt i sit behandlingsforløb i den videre vej efter ulykken og til den følelsesmæssige støtte gennem det hele – er han overbevist om, at han havde stået et andet sted i dag. Selv ser han to mulige udfald, hvis det ikke havde været for dem.

”Enten ville jeg være gået rockervejen. For det med det kriminelle og at være lidt en rod har nok altid ligget lidt til mig. Det med at være lokket af hurtige penge – alt det har nok tiltrukket mig, så jeg er gået lige til kanten nogle gange. Så hvis ikke jeg havde haft min familie til at hjælpe mig og var blevet tabt i systemet, ved jeg bare, at jeg havde sagt ’fuck det hele, alt det her kan rende mig i røven’ og så været gået den kriminelle vej,” siger Victor, trækker vejret dybt og tilføjer:

”Eller også ville jeg have taget mit eget liv. Jeg ved godt, at det lyder hårdt at sige. Men jeg har været der. Jeg har siddet med pillerne i hånden og tænkt, at det hele bare var for tungt. Man får nogle dystre tanker, når man fra den ene dag til den anden går fra at kunne alt til næsten ingenting, og alt bare er op ad bakke.”

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 4, 2025. Temaet er Ulighed.