Forældres psykiske sygdom rammer mange børn: ”Det er nok min skyld”
Børn, unge og familie
Socialområdet
Sundhed
Børn, unge og familie, Socialområdet, Sundhed
En stor del af hver eneste ungdomsårgang træder ind i voksenlivet efter en opvækst påvirket af psykisk sygdom hos en forælder. På tværs af undersøgelser anslås det ifølge forsker i VIVE, Malene Lue Kessing, at cirka 310.000-380.000 børn og unge vokser op med en forælder, der har en psykisk sygdom.
”Forældrenes psykiske sygdom har målbare konsekvenser for de unge, der selv har en øget risiko for at mistrives og få en psykiatrisk diagnose,” fortæller hun.
Studier viser for eksempel, at børn af forældre med bipolar lidelse har mere end tre gange så høj risiko for at blive ramt af alvorlig psykiatrisk lidelse, adfærdsforstyrrelse og angst. Blandt disse børn ses også dobbelt så stor forekomst af autisme sammenlignet med børn af forældre uden psykisk sygdom.
Malene Lue Kessing understreger, at en lang række andre risikofaktorer og beskyttende forhold også spiller ind og kan trække risikoen i den ene eller anden retning – det gælder for eksempel den anden forælders mentale helbred, eventuelle misbrugsproblemer, fysiske sygdomme og familiens socioøkonomiske baggrund.
Psykisk sygdom præger opvæksten
”Det vil naturligvis variere afhængigt af sværhedsgraden af forælderens sygdom, men generelt peger forskningen på, at de her børn og unge ofte bliver voksne før tid,” siger Malene Lue Kessing.
Det kan eksempelvis dreje sig om praktiske opgaver i hjemmet, som ellers ville have ligget hos den voksne – såsom madlavning, rengøring og pasning af mindre søskende.
”Der er også mange, der udvikler en særlig fintfølende evne til at fornemme stemninger og humør, fordi de hele tiden skal pejle sig ind på sindsstemningen hos forælderen og tilpasse sig. Så det er en form for udpræget overansvarlighed,” siger Malene Lue Kessing.
Hun understreger, at genetisk disposition også er en del af forklaringen på overhyppigheden af psykisk sygdom blandt unge, hvis forældre har en psykiatrisk diagnose.
Der er også meget psykologisk forskning, der peger på, at børnene i høj grad vender problemerne indad.
”Når vi taler psykisk sygdom kontra fysisk sygdom, så er der stadig meget skam og tabu forbundet med det. Det er oftere noget, som man ikke taler åbent med børnene om. Men de fornemmer jo godt, at noget er galt, og at mor eller far er mere kede af det eller vrede,” siger Malene Lue Kessing, der er antropolog med en ph.d.-grad i sociologi, og tilføjer:
”Forskningen viser, at børnene så har en tendens til at sige ’så er det nok min skyld. Så er det nok fordi, at jeg har gjort noget forkert eller ikke har opført mig ordentligt’. Og den skyld og skam kan jo også på langt sigt være medvirkende til, at de her børn og unge begynder at mistrives og udvikle psykiske problemer.”
Mangler tilbud
I et aktuelt forskningsprojekt interviewer Malene Lue Kessing deltagere i online støttegrupper for unge pårørende til forældre med psykisk sygdom. ”De siger ret gennemgående, at de ikke fortæller derhjemme, hvordan de har det. De fortæller ikke, når de har oplevet noget svært eller er kede af det. For de vil ikke belaste forældrene yderligere. Men det kan jo desværre være med til at gøre problemerne større og udvikle sig til noget, der ender med at være behandlingskrævende i psykiatrien,” siger hun.
På trods af omfanget af målgruppen er udbuddet af støtteindsatser stærkt begrænset. Samtidig er det typisk forældrene selv, der skal være opsøgende for at få deres børn tilmeldt de støttetilbud, der er. Deri ligger en skævhed, hvor de forældre og hjem, der er hårdest ramt af psykisk sygdom, typisk ikke er dem, der selv har ressourcer til at gøre den indsats og få børnene tilknyttet støttetilbud.
”Derfor er det også enormt vigtigt, at netværket omkring familierne er opmærksom på barnets trivsel og spørger ind til, hvordan barnet har det. Det kan være pædagoger, lærere eller kommunale medarbejdere eller andre i det personlige netværk omkring familien. For som det er i dag, så er der mange børn og unge, som ikke får nogen hjælp eller støtte til at håndtere det her i løbet af deres opvækst,” siger Malene Lue Kessing.
Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 5, 2025.
Aflæste sygdom i madlavningen
En ung kvinde fortalte, at hun altid kunne se på sin mors madlavning, om moren var i en periode, hvor hun var ramt af sin sygdom. For moren elskede at lave mad, og når hun havde det godt, ville hun finde en opskrift, købe ind og gøre sig umage med at lave lækker aftensmad til familien. Når hun derimod havde det skidt, tog hun det, der var på hylderne og mixede det spøjst sammen uden opskrift. Maden var til tider direkte ulækker, men af hensyn til moren spiste den unge kvinde det, uanset hvad der blev serveret.
Det er et eksempel på de små hverdagsting, børn og unge registrerer i hjemmet, og som får betydning for, hvordan de agerer og hele tiden tilpasser deres opførsel.
Malene Lue Kessing om en af interviewpersonerne fra det igangværende projekt ’Du er ikke alene: En sociologisk undersøgelse af online støttegrupper til unge pårørende.’
