Nyhed 13. AUG 2025

Forskere får tid til mere meningsfuld forskning med kunstig intelligens

  • Arbejdsmarked
Arkivfoto: Lars Degnbol/VIVE

Forskere fra VIVE har udviklet og testet software, der ved hjælp af kunstig intelligens kan assistere med at screene litteratur til systematiske reviews. Det kan øge kvaliteten og frigøre mere tid til reel forskning.

Mikkel Helding Vembye og hans kolleger i VIVE Campbell er lykkedes med at halvere den tid, de bruger på at screene litteratur til systematiske reviews. 

Det har de gjort ved at udvikle software, der ved hjælp af kunstig intelligens kan assistere med at screene litteratur.

”Med kunstig intelligens kan vi nu screene store mængder litteratur. Det kan vi gøre med høj kvalitet og på meget kort tid. Det betyder, at vores arbejde går hurtigere, og at vi sparer menneskelige ressourcer, som vi kan bruge på mere meningsfulde forskningsopgaver,” siger Mikkel Helding Vembye, forsker i VIVE.

Sammen med Julian Christensen, seniorforsker i VIVE, Anja Bondebjerg Mølgaard, senioranalytiker i VIVE, og Frederikke Lykke Witthöft Schytt, gæsteforsker i VIVE, har Mikkel Helding Vembye netop fået udgivet sin forskning i det internationalt anerkendte tidsskrift Psychological Methods.

Med kunstig intelligens kan vi nu screene store mængder litteratur. Det kan vi gøre med høj kvalitet og på meget kort tid.
Mikkel Helding Vembye, forsker, VIVE

Kunstig intelligens kan screene mindst lige så godt som mennesker  

Mikkel Helding Vembye arbejder i VIVE Campbell, som laver systematiske reviews, der identificerer effekter af sociale indsatser til brug i politikudvikling. I VIVE Campbell-gruppen screener forskere og forskningsassistenter typisk mellem 5.000-20.000 videnskabelige artikler per review. Alle de videnskabelige artikler bliver screenet af to forskellige personer uafhængigt af hinanden for at sikre kvaliteten.

Screeningen er dog en tung og tidskrævende opgave, og Mikkel Helding Vembye foreslår, at forskere kan erstatte den ene af de to screenere med kunstig intelligens.

”Gennem en række eksperimenter er det lykkedes at kunne fremvise, at kunstig intelligens kan screene på niveau med typisk menneskelig screening. I nogle tilfælde er det endda lykkedes os at få kunstig intelligens til at screene med højere kvalitet end den typiske menneskelige screener,” siger Mikkel Helding Vembye.

Både mennesker og kunstig intelligens kan begå fejl

Mikkel Helding Vembye og hans kollegers beregninger viser, at mennesker i gennemsnit overser mellem 10-25 procent af den forskning, som faktisk er relevant.

”Derfor kan vi vurdere kunstig intelligens op imod denne fejlprocent,” siger Mikkel Helding Vembye.

”Vi foreslår, at forskere kan bruge kunstig intelligens til at screene, selvom disse laver fejl, så længe de ikke viser større fejlprocenter end mennesker.”

Kvaliteten i forskning kan øges

Med kunstig intelligens kan forskere screene større mængder af forskningslitteratur end tidligere. Det kan forbedre kvaliteten af forskningen, fordi det øger sandsynligheden for, at alle relevante forskningsartikler bliver taget med i systematiske reviews.

Vi foreslår, at forskere kan bruge kunstig intelligens til at screene, selvom disse laver fejl, så længe de ikke viser større fejlprocenter end mennesker.
Mikkel Helding Vembye, forsker, VIVE

Forskere, der ikke har ressourcerne til at dobbeltscreene alle referencer, kan desuden bruge kunstig intelligens som et værktøj til at undgå, at de overser relevante forskningsartikler.

Udgifterne til screening kan reduceres markant med kunstig intelligens. Mikkel Helding Vembye har talt med forskerkolleger, som frygter, at kunstig intelligens stjæler arbejdspladser. Det er dog ikke en frygt, han deler.

”Faktisk ser jeg det omvendt. Vi får frigivet tid, som vi kan bruge på mere meningsfulde opgaver, vi kan reducere udgifterne, og vi får mulighed for at øge kvaliteten i forskningen."

Andre forskere kan få adgang til den software, Mikkel Helding Vembye har udviklet. Det er R-pakken AIscreenR, som kan hentes som anvist på pakkens hjemmeside: