Nyhed 24. NOV 2025

Hvorfor mister børns læring fart, når særlig støtte stopper?

  • Børn, unge og familie
  • Dagtilbud, skole og uddannelse
Modelfoto: Ricky John Molloy/VIVE
Børns læring mister ofte fart, når særlige støtte stopper.

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget støtte til et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorfor børns læring mister fart, når særlige støtteindsatser stopper.

Særlige indsatser kan hjælpe børn, der har svært ved at lære at læse eller regne. Men selvom børnene udvikler sig meget, mens de får særlig støtte, mister udviklingen ofte fart over tid.

Danmarks Frie Forskningsfond har bevilget tre millioner kroner til et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorfor effekterne af læringsunderstøttende indsatser aftager over tid.

”Jeg er meget glad for bevillingen. Projektet skal give ny viden, som kan bruges til at tilrettelægge mere effektive indsatser og støtte børnene bedst muligt fremover,” siger Jens Dietrichson, der er seniorforsker i VIVE.

Er indsatsen tilrettelagt godt nok?

Når forskere undersøger, hvor effektiv en indsats er, sammenligner de ofte en gruppe af børn, der får en særlig indsats, med en tilsvarende gruppe, som fortsætter med deres normale undervisning.  

Projektet skal give ny viden, som kan bruges til at tilrettelægge mere effektive indsatser og støtte børnene bedst muligt fremover.
Jens Dietrichson, seniorforsker

Hvis indsatsen er effektiv, forbedrer børnene, som får indsatsen, sig i forhold til de andre børn. Alligevel haler de andre børn ofte ind på dem igen efter et stykke tid. I forskningen kaldes fænomenet ”fade out”.

”Skyldes fade out, at indsatsen ikke var tilrettelagt godt nok? Eller skyldes det snarere, at skolen i en periode fokuserer på de børn, der ikke fik en særlig indsats? Det er vigtigt at vide, når vi skal tilrettelægge indsatser,” siger Jens Dietrichson.

Forskningsprojektet fokuserer på effekterne af støtte til læsning, men ”fade out” kan forekomme ved alle typer af læringsunderstøttende indsatser. Projektet undersøger både, hvordan skolen og forældrene støtter børnene i tiden efter indsatsen.

Udover Jens Dietrichson deltager Vibeke Myrup, Paul Bingley og Mikkel Helding Vembye fra VIVE i forskningsprojektet sammen med Drew Bailey fra UC Irvine, Emma Hart fra Boston College og Tyler Watts fra Columbia University.