Skoler og kommuner får inspiration til at udvikle deltagelsesmuligheder for flere i skolen
Dagtilbud, skole og uddannelse
Dagtilbud, skole og uddannelse

Ambitionen med hæfterne er i et kort og overskueligt format at bidrage med konkrete bud på pædagogiske og didaktiske veje at gå i arbejdet med at udvikle inkluderende praksis på skolerne. Derudover er det også hæfternes formål at give inspiration og input til det ledelsesmæssige og organisatoriske arbejde med at skabe gode rammer for udvikling af skolemiljøer, der i højere grad imødekommer elevernes forskellige behov og kan skabe deltagelsesmuligheder for flere.
Baggrunden for hæfternes tilblivelse er, at mange kommuner aktuelt er i gang med at genoverveje organiseringen af området, ligesom mange skoler arbejder med udvikling af praksis. En VIVE-rapport fra 2024 omhandlende særlige behov i skolen viste, at individuelle forhold hos de enkelte elever ofte og i høj grad kommer i fokus, når skolesystemet skal undersøge problemstillinger og iværksætte støtte. Undervisningen, det sociale fællesskab og andre aspekter af læringsmiljøet er derimod sjældnere i fokus.
Det er blandt andet på den baggrund, at de fem inspirationshæfter er udarbejdet, hvor det pædagogiske arbejde med læringsmiljøet spiller en nøglerolle. Hæfterne præsenterer også et kontekstfokuseret børnesyn, hvor man løbende søger at reflektere over betydningen af sociale og organisatoriske faktorer i de problemstillinger, som opstår i skolen. Det kan fx dreje sig om de sociale relationer i børnegruppen eller om faktorer som indeklima, støjniveau og indretningen af klasselokalet.
”De arbejdsmåder og tilgange, som udfoldes i hæfterne, skal ikke opfattes som en udtømmende liste, men er tænkt som inspiration og input til videre refleksion og udvikling af arbejdet på skoler og i kommuner. Hvis der er nogle af de beskrevne arbejdsmåder, som man i teamet, på skolen eller i kommunen vil arbejde videre med, så henviser vi i hæfterne til materialer såsom artikler, bøger og podcasts, hvor man kan finde yderligere information,” siger seniorforsker i VIVE Thyge Tegtmejer, som har bidraget til hæfterne.
Desuden har analytiker Maja Kjeldsen Corydon (VIVE), docent Mette Molbæk (VIA), docent Thomas Thyrring Engsig (UCN), docent Laura Mørk Emtoft (Absalon) og lektor Sandra Bruus Ørtoft (Absalon) bidraget til hæfterne. Hæfterne er udarbejdet med afsæt i skolebesøg, interviews og drøftelser med lærere, pædagoger, skoleledere og faglige eksperter.
De fem inspirationshæfter har forskelligt fokus
- Organisering af skole- og specialundervisningsområdet: Dette hæfte henvender sig særligt til forvaltninger og skoleledelser og belyser en række organisatoriske kerneproblemstillinger, som skoler og kommunale skoleforvaltninger kan overveje.
- Klasseledelse og stilladsering: Lærernes og pædagogernes arbejde med klasseledelse kan understøtte et skole- og undervisningsmiljø, hvor eleverne kan deltage og udvikle sig både fagligt, socialt og personligt. Hæftet omhandler blandt andet fleksible læringsmiljøer, stilladsering og feedback.
- Social deltagelse i skolens fællesskaber: Deltagelse i skolens fællesskaber med de andre elever er væsentlig for alle. Hæfte 3 udfolder til inspiration en vifte af handleveje til det pædagogiske arbejde med at skabe og understøtte social deltagelse i skolen.
- Klassekultur, konflikter og tryghed i skolen: Dette inspirationshæfte handler om at understøtte tryghed i skolen gennem det pædagogiske arbejde med klassekultur og konflikthåndtering.
- Motivation, koncentration og faglig deltagelse: Det femte inspirationshæfte præsenterer en række spørgsmål til refleksion og en vifte af handleveje til at understøtte, at alle elever får mulighed for at deltage motiveret og koncentreret i skolens faglige fællesskaber.
Alle hæfter kan frit printes og distribueres.
Inspirationshæfterne er rekvireret og finansieret af VIBUS, Vidensenhed for børn og unge med særlige behov, ved Børne- og Undervisningsministeriet.