Nyhed 13. JAN 2026

Ny forskningsindsats skal bekæmpe digital vold i nære relationer

  • Socialområdet
Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE

Smarte højtalere, overvågningskameraer og geolokationsfunktioner er blevet en del af mange danske hjem. Men de teknologier, der lover komfort og tryghed, kan også bruges til kontrol, overvågning og psykisk vold i nære relationer. Et nyt forskningsprojekt skal nu afdække omfanget af teknologi-faciliteret vold og udvikle konkrete redskaber til politi og krisecentre.

83 pct. af danske krisecentre oplever, at digitale teknologier bruges til kontrol og chikane. Det kan ske via teknologier i hjemmet – eksempelvis chikane via fjernstyring af lys, musik eller lyd, eller overvågning gennem skjulte overvågningskameraer. Der kan også ske gennem overvågning af aktiviteter på rejsekort eller dankorttransaktioner. 

Et nyt tværfagligt projekt, ledet af Københavns Universitet i samarbejde med VIVE og Dronning Marys Center, skal nu afdække omfanget af teknologi-faciliteret vold og udvikle konkrete redskaber til politi og krisecentre.

Projektet kombinerer spørgeskemaundersøgelser, interviews, etnografisk feltarbejde og samskabelse med praksis. Målet er at skabe ny viden og omsætte den til vejledninger, skabeloner og opmærksomhedspunkter, der styrker myndighedernes indsats.

Projektet er støttet økonomisk af Offerfonden.