Ægteskab på tyrkisk

For noget tid siden fik jeg en mail fra Australien. To for mig ukendte forskere spurgte, om jeg ville skrive et kapitel til en ny håndbog. Formatet er, at en række forskere skriver hvert deres kapitel om et underemne, der samles til 'den store håndbog' om dette eller hint. Her handlede det om, at man - på et velrenommeret forlag - ville udgive den første håndbog om den tyrkiske diaspora, altså personer med tyrkisk baggrund, der er bosat uden for Tyrkiet. Og ville jeg bidrage med kapitlet om ægteskaber og skilsmisser? Selvfølgelig - og dejligt at opleve, at ens arbejde bemærkes på den anden side af kloden.

Der er noget at skrive om. For i dag er millioner af tyrkiske (og kurdiske) migranter og efterkommere bosat verden over. En stor del af denne diaspora findes i Vesteuropa.

Baggrunden er tre overlappende migrationsbølger: Den første - i 1960erne og til oliekrisen omkring 1973 - bestod mest af mandlige arbejdsmigranter, der rejste mod ledige job.

Anden bølge var hustruer og børn, der blev familiesammenført i 1970erne og 1980erne.

Tredje bølge kom fra 1980erne og frem: Det var ægteskabsmigration, da børn og unge, der var opvokset helt eller delvist i Europa, blev voksne og stiftede familie. For i 1980erne og 1990erne giftede langt hovedparten af de tyrkiske unge i Danmark sig nemlig med partnere i Tyrkiet, der siden kom til Danmark via ægtefællesammenføring.

 

Ønsket om en ægtefælle fra Tyrkiet kunne handle om mange ting. Mange anså en 'passende' partner for at være én med tyrkisk baggrund. Og så var udvalget i et lille land som Danmark bare ikke ret stort. I Tyskland, hvor indvandringen havde været klart større, hentede man derimod i mindre grad ægtefæller i Tyrkiet.

Uddannelse spillede også ind - og igennem 1990erne steg de tyrkiske unges uddannelsesniveau.

På den ene side kan mere uddannelse medføre, at unge i højere grad lærer andre unge at kende og undervejs i studietiden finder en ægtefælle. Det kan give færre familiesammenføringer. Men der kan også være andet på spil. For eksempel uddannede de unge tyrkiske kvinder sig bedre end mændene - og så kunne det være svært at finde en mand, der både var tyrker og veluddannet, medmindre man rettede blikket mod forældrenes oprindelsesland.

For nogle efterkommerkvinder kunne valget af en familiesammenført ægtefælle også være en strategi for (forhåbentligt) at få mere at skulle have sagt i ægteskabet. Blandt andet gav det god, lang afstand til svigerforældrene.

Omvendt kunne tyrkiske efterkommermænd med mindre uddannelse se imod forældrenes landsby efter en hustru, der ikke var »ødelagt« af vestlige tanker om ligestilling.

Der er altså komplicerede processer i spil.

Det kunne også handle om at hjælpe et familiemedlem til det Europa, der havde lukket andre indvandringsmuligheder.

I løbet af 2000erne skete der store forandringer i partnervalget. Først og fremmest blev de familiesammenførte ægteskaber i høj grad erstattet af giftermål mellem to tyrkiske efterkommere. Det viser danske registerdata.

Tager man de 29-32-årige med tyrkisk baggrund, så var cirka 80 procent af dem gift i år 2000 - og godt 90 procent af disse ægteskaber var med familiesammenførte ægtefæller.

I 2018 var kun omkring 50 procent i aldersgruppen gift, heraf lidt flere kvinder end mænd. Og det var blot 29 procent af kvinderne og 15 procent af mændene, der havde familiesammenførte ægtefæller. I stedet havde hovedparten giftet sig med en anden tyrkisk efterkommer.

Uanset den mindre ægteskabsmigration har man altså i høj grad holdt sig til tyrkiske partnere frem for at gifte sig 'blandet'. Det er faktisk et mønster, som i særlig høj grad kendetegner tyrkiske migranter, og det ses også i for eksempel Australien.

 

En oplagt forklaring på det store fald i familiesammenføringer er de strammere visumregler: Den unge giftealder på cirka 20 år, som man så i både Tyrkiet og blandt tyrkere i Danmark i 1990erne, blev selvsagt stærkt påvirket, da man i 2002 indførte 24-års-reglen.

Forskning fra andre lande, der strammede lovgivningen senere, viser dog, at der allerede var en forandring undervejs, der gik mod højere giftealder og en øget præference for ægteskaber mellem to efterkommere.

Det har også spillet ind, at tyrkiske forældre i dag i langt mindre grad arrangerer deres børns ægteskaber. Det handler dog ikke kun om vestlig påvirkning: Et stort surveystudie har data fra tyrkere, der bor i Tyrkiet såvel som i Europa, og det viser, at der også i Tyrkiet har været en klar nedgang i arrangerede ægteskaber hen over årene.

En yderligere årsag har været, at en del familiesammenførte ægteskaber endte i skilsmisse - erfaringer, som gjorde nogle mere forbeholdne over for den type giftermål.

Selvom man altså i dag i langt mindre grad gifter sig på tværs af landegrænser, har man ikke sluppet det tyrkiske. I Danmark er det cirka fem procent i den tyrkiske gruppe omkring de 30 år, der har giftet sig med majoritetsdanskere - og det gælder færre kvinder end mænd. Andelen, der har ægtefæller fra andre etniske minoritetsgrupper, er endnu mindre.

Dette overordnede mønster ses også andre steder i Europa, men i mindre udtalt grad end her i Danmark.

 

Ægteskaber er dog ikke alt. Dels er der skilsmisserne - et helt emne for sig. Og dels er der samboskab og dating. Her viser studier blandt tyrkiske efterkommere i Europa, at der er langt flere blandede forhold. Det er måske en strømpil for, hvor udviklingen er på vej hen.

Men i dag er billedet, at ægteskaber reproducerer en ret veldefineret tyrkisk diaspora.

Så på den måde er det fint, at denne diaspora nu har sin første håndbog på vej.