Ældre tyrkere er en stor ny socialt udsat gruppe

For snart halvtreds år siden, i slutningen af de glade tressere, savnede Danmark arbejdskraft og nogle job blev taget af gæstearbejdere fra Tyrkiet, Pakistan og det daværende Jugoslavien. Historien om, hvad der siden skete, er velkendt: Oliekrisen i 1973 førte til et stop for indvandring, men mange af de, primært mandlige, migranter forblev i Danmark og fik efter noget tid koner og børn hertil. Stigende arbejdsløshed, og globaliseringens udflytning af arbejdspladser gjorde mange af dem arbejdsløse. Og årene gik.

I dag er denne første generation af arbejdsmigranter blevet gamle. Mænd, der var 24 år i 1970, fylder 70 år i 2016, og de har dermed været folkepensionister i en årrække. Det er en gruppe af ældre, der i dag gør den samlede danske ældrebefolkning mere sammensat, end den tidligere har været, og vi kan forudse, at ældre etniske minoriteter i årene fremover vil stille fx den danske ældrepleje overfor nye udfordringer. Livet for disse ældre mennesker kan nemlig være ganske udfordrende, og også noget vanskeligere end livet er for de fleste danskere på samme alder. Det viser en ny bog, der handler om livet i Danmarks største gruppe af ældre indvandrere – dem, der kom fra Tyrkiet.

Begrænset skolegang og dårligt kendskab til dansk

Når tyrkiske folkepensionisters liv i dag kan være ganske hårdt handler det blandt andet om, at de kun gik ganske lidt i skole som børn: Mange af mændene har blot fem års skolegang bag sig, mens en stor del af kvinderne slet ikke fik lært at læse og skrive. Da de kom til Danmark gik de første år endvidere ofte med hårdt, ufaglært arbejde, hvor man tit ikke lærte så meget dansk – især ikke kvinderne, der kom senere til Danmark end mændene, havde ansvar for børn og hjem, og var færre år på de danske arbejdspladser. I dag taler en stor del af disse indvandrere altså meget begrænset dansk, uanset at de har levet årtier her i landet, hvilket understreger en følelse af ”fremmedhed”, som en del af dem fortæller om.

Deres begrænsede danske er de selv kede af, men det står ikke til at ændre på dette sene tidspunkt i deres liv. De ældre behøver dermed hjælp til tolkning, når de fx skal til lægen, og de har meget ringe muligheder for at have danske netværk, for at benytte almene tilbud til ældre, og for at snakke med en hjemmehjælper, der kommer på besøg. På deres gamle dage er der endvidere flere som fortæller, at de gradvis mister det danske, de fik lært gennem årene – noget, der øger deres utryghed. Også IT og internettet står de fleste fremmede overfor: Ingen af de 39 ældre tyrkere, vi interviewede til bagen, havde egen PC, og de var fx ikke i stand til at sende eller modtaget en mail. Deres hverdagsliv består i stedet ofte af nogle ret begrænsede cirkler, der centrerer sig om deres bolig, og hvor en hyppig kontakt med deres voksne børn tit har meget stor betydning for dem.

Netop børn og børnebørn er det store lyspunkt for mange af disse ældre, der hverken har golfrejser eller kurser på Folkeuniversitetet at bruge tiden på. I stedet hørte vi under vores besøg, om ældre der både så meget til børn i hverdagen, og også fik langt mere hjælp til fx det huslige, end danske børn normalt yder deres gamle forældre. Vi fornemmede dog også, at den megen hjælp kunne blive ganske belastende for de døtre og svigerdøtre, som ofte havde et stort ansvar for såvel det huslige som – i nogle familier – for omsorg. Efterhånden, som de ældre tyrkeres helbred i stigende grad begyndte at svigte, kan det blive et ansvar, der er svært at bære, især når kvinder også har både lønarbejde og egne børn at passe. Det kan dog være svært at finde alternative støttemuligheder til de ældre, som helt klart foretrækker, at det er familien, og ikke det offentlige, som hjælper dem. Vi talte faktisk med flere, der havde fået bevilget kommunal hjemmehjælp, men som havde afvist at modtage denne støtte.

Knap en tredjedel lever i fattigdom

En del af de ældre tyrkere har dårligt helbred. Her viser registerdata, at de ældre tyrkere går oftere til lægen, og hyppigere kommer på hospitalet end jævnaldrende danskere. De opsøger dog langt sjældnere tandlæge, men dette – fortæller de – hænger ikke sammen med gode tænder, men at de ikke har ret mange penge. Og det er nok undersøgelsens mest triste fund: En stor andel af tyrkerne er simpelthen fattige på deres gamle dage. Generelt er der ellers kun meget lidt fattigdom blandt ældre i Danmark, da folkepensionen, og de tillæg man normalt kan få her (hvis man ikke har indtægt fra fx en privat pensionsopsparing) sikrer, at ældre kan leve så nogenlunde ordentligt i den sidste del af deres liv.

For at afgrænse, hvor stor en andel af de gamle tyrkere, der kan betegnes som fattige, har vi brugt OECD’s fattigdomsbegreb. Her er man fattig, hvis man har mindre end halvt så mange penge at leve for, som medianindkomsten for hele befolkningen. Efter denne grænse er kun én procent af den danske befolkning mellem 65 og 74 år fattige. Blandt tyrkerne ser billedet radikalt anderledes ud: Her falder knap en tredjedel (29 pct.) af de gamle under fattigdomsgrænsen – 17 pct. af mændene og hele 45 pct. af kvinderne. For de få tyrkere, som er over 75 år, er fattigdommen endnu mere markant.

Et begrænset hverdagsliv

I vores interview hørte vi da også igen og igen, hvor svært det kunne være at få enderne til at mødes, når hver femkrone skulle vendes. En af de ældre mænd fortæller fx følgende, da vi spørger ham, hvad han og hans kone gør, for at få pengene til at slå til: ”Vi sparer bare. Vi prøver hele tiden at slukke for lyset… Vi sparer på maden, på tøjet... Vi er påpasselige med alting.” Det gør livet vanskeligt, så der er ”… ikke meget at råbe hurra for”, som han udtrykker det. For eksempel er han den ældste i familien, og når ramadanen slutter, er det ham, som alle børnebørnene besøger. Her er det meningen, at han skal dele slik og små gaver ud til den unge generation, men det kan af økonomiske grunde dårligt lade sig gøre. Dermed bliver en dag, han ellers skulle glæde sig over på sine gamle dage, til noget, der er en kilde til bekymringer.

Fra andre af de ældre tyrkere hører vi tilsvarende historier om, at de må undvære basale fornødenheder i hverdagen. Nogle forklarer, at de sjældent køber tøj, og aldrig har råd til hverken biograf eller frisør. Andre fortæller, at de klarer sig med årtier gamle møbler, som de oprindelig fik brugt, og at selv tøj og sko – på tilbud til et par hundrede kroner – ikke kan passes ind i det stramme budget. Endelig fortæller en kvinde at hun dagen før ”…var nede for at købe medicin. Så sagde de, at det blev 600 kr. … Og så kom jeg hjem uden medicin. ’Så må I beholde den’, sagde jeg”.

Når mange af de ældre tyrkeres økonomi er så dårlig, skyldes det flere ting. Faktisk har en del danskere lønindtægt, selv om de er fyldt 65 år, hvilket kun gælder meget få af de ældre tyrkere. I deres år i Danmark fik tyrkerne heller ikke betalt ind til pensionsordninger i nær samme grad, som den øvrige befolkning, ligesom hovedparten af disse ældre indvandrere også forlod arbejdsmarkedet år før deres danske jævnaldrende. Endnu vigtigere er dog de danske regler for brøkpension. Denne regel, der blev indført da Danmark tilbage i 1973 blev medlem af EF, handle om retten til at modtage fuld folkepension. Ifølge reglen om brøkpension skal man have boet i Danmark i 40 år (fra man er 15 til 65 år gammel), for at modtage det fulde beløb. Har man fx kun boet 27 år i Danmark, nedsættes folkepensionen, og også dens forskellige tillæg, til 27/40-dele.. Har man tidligere i livet arbejdet i et andet land, og optjent pensionsrettigheder her, kan man supplere sin danske folkepension med penge herfra. Men den mulighed synes desværre heller ikke at være noget, de tyrkiske indvandrere nyder godt af.

Dermed får mange af indvandrerne kun ret små pensioner udbetalt. Og da kvinderne kom senere til Danmark end mændene, er denne regel også med til at forklare, hvorfor de tyrkiske kvinder er så meget fattigere end mændene. En anden grund til den højere fattigdomsrate blandt de tyrkiske kvinder er, at de – som kvinder flest – lever længere end mænd, og dermed langt oftere skal klare sig som enlige. I interviewene hørte vi endvidere også om, at enkelte havde mistet retten til offentlig hjælp, fordi de uafvidende havde overtrådt forskellige regler, fx i forbindelse med ferierejser. Med begrænsninger i både uddannelsesniveau og danskkundskaber, kan man nemt komme til at begå fejl, som kan gøre livet økonomisk meget vanskeligt i årevis.

Kun lidt, man kan ændre på i livets sidste del

En del af de ældre tyrkere klarer sig ved at bo sammen med voksne børn. Dette kan give en bedre økonomi, og indfanges ikke i de beregninger, vi her har lavet. Men udover en sådan fælles bolig – som langt fra alle har mulighed for eller ønsker sig – er der ikke meget, disse gamle indvandrere kan gøre, for at hjælpe sig selv. De kan ikke tage et bijob for at bedre deres økonomi. Flytte til billige boliger vil en del gerne, for i en stadigt mere presset almen boligsektor – hvor en stor del bor – oplever de kun, at huslejerne går op og op. (Småt bor de faktisk allerede: Deres boliger er kun halvt så store, som ældre danskeres gennemsnitlige boliger). Men billigere boliger kan de ikke finde, og så er der ikke meget, de selv kan gøre, for at forbedre deres situation.

Som en løsning på blandt andet deres økonomiske problemer, fortæller flere, at de egentlig gerne ville flytte tilbage til Tyrkiet og leve deres sidste år her. Ned til sproget, klimaet, og kulturen, som mange af dem savner ganske meget på deres gamle dage. Reelt viser data dog, at kun et par procent af de ældre årligt udvandrer fra Danmark: Når man har levet det meste af livet i Danmark, er det sjældent muligt at flytte tilbage til ens fødeland, såvel på grund af adgang til sundhedsforsikring som – især – fordi ens børn og børnebørn er vokset op i Danmark, og ikke rejser herfra. Dermed er disse ældre en sårbar gruppe, som kom fordi man ønskede deres arbejdskraft, og i dag bare må acceptere deres lod. Som en kvinde fortæller, så har hun, når udgifterne er betalt, ”… ikke fem flade øre tilbage. Som jeg ser det, er det meget svært at leve her [i Danmark]… Og så kan man spørge, hvorfor jeg bor her? Men mine børn er her. Så længe børnene ikke er rejst, så er jeg her. Men hvis mine børn rejser, så kan jeg love dig for, at jeg ikke bliver her ét minut længere.”

De ældre tyrkeres historie er god at få forstand af. Rigtig mange af de udfordringer, de har haft igennem livet, handler om samspillet imellem de begrænsede uddannelsesmæssige kvalifikationer de havde med sig, og et samfund og et arbejdsmarked, der over tid blev mere og mere krævende. Deres historier viser også, hvordan et hverdagsliv kan udvikle sig, hvis man aldrig har haft ordentlig mulighed for at tilegne sig det danske sprog. Meget ser anderledes ud i dag, end dengang tyrkerne kom til Danmark, men mange af udfordringerne er de samme. Hvordan kan man fx bedst sikre, at de flygtninge, der kommer til Danmark i en mere moden alder, får så meningsfuld en tilværelse her, som mulig? På hvilke måder kan man støtte op om, at nytilkomne med begrænset uddannelse, får en plads i det bredere danske samfund, og ikke havne isolerede bag en lukket dør? Endelig er der er de ældre tyrkere selv – og andre ældre indvandrere som dem: Er det virkelig i orden, at så store dele af denne gruppe skal leve de sidste år af deres liv med så megen fattigdom, som tilfældet er i dag?