Afgørende med uafhængig forskning i anbefalinger til velfærdsteknologi

Onsdag i denne uge er en lang række aktører inviteret ind i Ældreministeriet til det første møde om en national strategi for velfærdsteknologi. Her skal repræsentanter fra blandt andre kommunerne, fagbevægelsen, erhvervslivet og ældre borgere udgøre et partnerskab, der skal komme med anbefalinger til udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen.

Det er glædeligt at regeringen og aftalepartierne sætter fokus på velfærdsteknologi og samler centrale aktører for at drøfte, hvordan arbejdet med udbredelse kan gribes an. Men landets universiteter og forskningsinstitutioner som VIVE sidder på solid, uvildig og praksisnær forskning og har dermed en masse vigtig viden, der er afgørende at få med i det samlede vidensgrundlag, anbefalingerne skal formes ud fra.

Samme teknologi kan anvendes meget forskelligt

Det er et vigtigt arbejde, partnerskabet og landets kommuner står overfor. En central opgave bliver at komme med anbefalinger, der understøtter transparens og overførbarhed i metoder til identificering og evaluering af relevant teknologi. For anvendelse af teknologi hænger tæt sammen med den organisatoriske praksis. Én type teknologi kan anvendes på forskellige måder og give forskellige resultater for borgere og medarbejdere.

Eksempelvis er skærmopkald i hjemme- og sygeplejen ikke én løsning, men tager sig forskelligt ud, afhængig af om borgeren modtager skærmopkald som en integreret del af den udekørende hjemme- og sygepleje, eller om borgen modtager skærmopkald fra et særskilt e-team. Tilsvarende er der stor forskel på, om der sættes to eller ti minutter af til et opkald; om det er noget alle borgere skal modtage, eller om det kun bliver tilbudt til særlige målgrupper.

Teknologi er meningsfyldt og dilemmafyldt

Forskning fra Roskilde Universitet og VIVE viser, at skærmopkald kan være yderst meningsfulde for medarbejderne i deres kontakt med borgerne og samtidig frigive tid til andre opgaver. Men skærmopkald kan også rejse etiske dilemmaer og skabe nye risici, hvis man eksempelvis får skåret businesscasen for skarpt.

At kunne komme med anbefalinger om udbredelse af en given teknologi kræver derfor metodisk konsistens og transparens i forhold til vurderinger af, hvornår, hvordan, og for hvem teknologien giver mening.

Velfærdsteknologi er ikke et quickfix

Der er store håb er, at velfærdsteknologi kan bidrage til bedre anvendelse af medarbejdernes tid og til en bedre livskvalitet. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at anvendelse af teknologi ofte indebærer nye arbejdsopgaver. I forskningsprojektet LIVSTEGN har Aarhus Universitet, VIVE og Aarhus Kommune udviklet og afprøvet nye måder at bruge teknologi til at skabe tryghed og sikker brug af teknologi for borgere med demens.

Projektet viser, at teknologi kan bidrage positivt til plejen, men at det kræver vedvarende arbejde, faglighed, etiske overvejelser at få teknologien til at virke hensigtsfuldt. Samtidig kræver det også mod og systematik at fjerne teknologi, der ikke længere gavner, men tværtimod risikerer at resultere i eksempelvis alarmtræthed eller forstyrre mødet mellem borger og medarbejder.

Invitation til forskere?

På en konference i sidste uge drøftede praktikere, forskere fra universiteter og professionshøjskoler muligheder og begrænsninger ved brug af velfærdsteknologi som eksempelvis GPS, sensorer og robotteknologi i demensplejen. Her blev det tydeligt, at det danske forskningsmiljø har stor, vigtig og praksisnær viden på feltet.

I konferencens paneldebat med blandt andre ældreminister Mette Kierkgaard (M) argumenterede jeg derfor også for vigtigheden i at inddrage forskningsbaseret viden, når der skal udarbejdes initiativer og træffes beslutninger om velfærdsteknologi på kort og lang sigt. Derfor ser jeg også fortsat frem til at modtage en invitation, så jeg og gode kollegaer kan bidrage til partnerskabets anbefalinger.