Buurtzorg-modellens rejse ind i – og ud af – den danske ældrepleje

Som led i den samlede omstilling mod en bæredygtig ældrepleje, der har involveret en række forskellige udviklingsaktiviteter, står Socialstyrelsens pulje til faste teams centralt. Her blev 191,6 millioner kroner nemlig fordelt mellem 25 kommuner (ud af 69 ansøgere) til at afprøve lokale versioner af ’faste, tværfaglige og selvstyrende teams’ med inspiration fra Buurtzorg-modellen, og der blev udvalgt en mangfoldighed af forskelligartede puljeprojekter. Men med – blandt andet – denne pulje er den veldefinerede organiseringsmodel i Buurtzorg i en dansk kommunal kontekst transformeret til tre brede og ikke nærmere definerede elementer: det faste, det tværfaglige og det selvstyrende.

Den åbne tilgang har givet puljekommunerne den nødvendige (og ønskede) frihed til at udvikle lokalt fungerende modeller af ideen om ’faste teams’, og kommunerne har i høj grad valgt forskellige tilgange og forståelser: Nogle har haft som ambition at kopiere Buurtzorg-modellens kerneelementer i videst mulige omfang, mens andre har fravalgt centrale elementer såsom små teams, integration af hjemme- og sygepleje og øget grad af medarbejderautonomi.

I forbindelse med puljen til faste teams blev der ikke foretaget ændringer af rammerne på området som lovgivning, overenskomster og nationale styringsmodeller (som man eksempelvis har set med frikommuneforsøgene). Det arbejde foregik sideløbende i regi af en ny ældrelov. Det vil sige, at puljekommunerne har afprøvet faste, tværfaglige og selvstyrende teams inden for eksisterende nationale rammer.

Transformationen af Buurtzorg-modellen til ideen om ’faste, tværfaglige og selvstyrende teams’ og de uændrede nationale rammer for forsøgsprojekterne har imidlertid betydet, at muligheden for at afprøve Buurtzorg-modellens kernelementer – og dermed potentialerne for at skabe radikal forandring og innovation på ældreområdet – ikke er blevet udnyttet til fulde. På den ene side fik kommunerne vide rammer for fortolkningen af de tre elementer af ideen, men mulighederne for at bryde med det eksisterende blev samtidigt begrænset af, at rammevilkårene forblev uændrede.

Friheden til oversættelse har således givet kommunerne mulighed for i højere grad at forandre selve ideen om faste teams – frem for den lokale praksis. Det stiller spørgsmålstegn ved, om vi reelt har afprøvet Buurtzorg-modellens kerneelementer i forbindelse med de 25 puljeprojekter?

Det korte svar er: nej. Så nu, hvor vi står over for implementeringen af ældrereformens faste teams, vil jeg blot minde om tre forhold, som blandt andet lader sig gøre i Buurtzorg, og som endnu ikke er realiseret bredt set i de danske udviklings- og implementeringsprojekter:

1. Social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og terapeuter, som udfører pleje og anvender hjælpemidler til dette, er også i stand til at vurdere borgeres behov for pleje samt den tid og de hjælpemidler, de har brug for til dette.
   
   
2. Udførende social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og terapeuter er i stand til at udvikle kompetencer til at påtage sig udstrakt ansvar for de daglige, administrative opgaver i teamet samt organisere arbejdet imellem sig.
   
   
3. Social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker (samt terapeuter) kan organiseres i tværfagligt integrerede teams med fælles ledelse og fælles indmødested.