Debat: Lars Olsen og co. har fået uddannelse på hjernen

I deres klasseinddeling er det personens uddannelse, som alene bestemmer, hvorvidt man tilhører arbejderklassen, middelklassen eller den højere middelklasse.

For eksempel tilhører mere end 75 procent af personerne i ' den højere middelklasse' alene denne klasse, fordi de har taget en lang videregående uddannelse.

Men uddannelse fører ikke automatisk til succes på arbejdsmarkedet. Særligt i de yngre generationer er det ikke alle universitetsuddannede, der formår at sikre sig et fast og stabilt job med magt og ressourcer.

I takt med at flere og flere har uddannet sig, er værdien af uddannelse faldet.

I stedet for alene at se på danskernes uddannelse kunne de have taget med, hvorvidt personerne i deres nuværende stilling udfører højt specialiseret arbejde, der eksempelvis kræver en universitetsuddannelse.

En sådan tilgang er anvendt i mange andre internationale klasseinddelinger baseret på lignende typer data, som her anvendes. At sidestille uddannelse med klasse betyder også, at klassesamfundet fremstår som et samfund domineret af ungdommen. Fx er der næsten 50 pct. flere personer i den højere middelklasse, der er mellem 30-34 år, end der er af personer på 50-54 år. Det skyldes, at langt flere fra de yngre generationer har taget længere uddannelser. Dermed tager forfatterne ikke højde for, at den relative værdi af en lang videregående uddannelse er faldet dramatisk.

Udfordringerne ved at fokusere på ressourcer - her længden af uddannelse - uden at tage højde for, hvordan ressourcerne er fordelt imellem generationer, bliver særligt tydelige, når man ser på en anden central ressource: formue.

Forfatterne medregner hverken opsparing eller boligmarkedet i deres klasseinddeling. I en tid, hvor nogle tjener mere på at sove i deres bolig end på at gå på arbejde, må den formue - og dermed den frihed - der opnås ved at være trådt ind på boligmarkedet på rette tid og sted, nødvendigvis medtænkes i et billede af samfundets klasseforhold. Men i klassesamfundets inddelinger bliver den unge akademiker, der bor til leje i et brokvarter, placeret flere trappetrin over en tømmersvend, der har arvet fast ejendom for mange millioner i Valby.

Det store fokus på uddannelse betyder også, at klassesamfundet tegner et billede af en middelklasse domineret af kvinder. I den højere middelklasse er der lige mange mænd og kvinder, mens kvinderne udgør 57 pct. af resten af middelklassen. Det skyldes, at en del typiske kvindefag - pædagoger, sygeplejersker, laboranter - kræver videregående uddannelser, mens faglærte mandefag ikke gør.

Så længe lønforskellen mellem kønnene stadig er på cirka 14 pct., må en klassemodel, der samlet set placerer flere kvinder end mænd i middelklasserne og overklassen, siges at være ret blind for køn.

Forfatterne slår i deres arbejderklasse alle faglærte og ufaglærte arbejdere sammen - uanset løn - så længe de ikke er ledere eller selvstændige. Dermed overser forfatterne desværre, at en stor del af nøglearbejderne i industrien er fagligt organiserede faglærte arbejdere med højt specialiserede kompetencer og løn. Og denne gruppe ligger så side om side med både de faglærte lønmodtagere, der er udsat for social dumping, samt de ufaglærte arbejdere, der presses til at løbe hurtigt på Nemlig. coms lager.

Endelig er der gruppen af såkaldte selvstændige uden ansatte som f. eks. platformsøkonomiens Woltbude og kioskejerne, der placeres i middelklassen over arbejderklassen.

Som ' Rige børn leger bedst' rigtigt påpeger, er udsatheden i arbejderklassen stigende. Men hvis man ikke skelner mellem de dele af arbejderklassen, der har sikre jobs i veletablerede virksomheder, og de udsatte, overser man betydeligt større skel end dem, der er imellem en sygeplejerske og en tømrer.

I forskningen udgør eliten som regel mellem en promille og et par procent af befolkningen, mens den her udgør over 15 pct. af befolkningen, hvor overklassen og den øvre middelklasse lægges sammen. Det vil sige, at forfatterne sætter topdirektøren og arkæologen sammen over for såvel den løstansatte lagermedarbejder og den højt specialiserede metalarbejder med formue i såvel ejerbolig som pensionskasse. Netop fordi de problemer, som forfatterne adresserer, er så vigtige, er vi nødt til at have blik for, hvilke forskelle der skaber reelle modsætninger mellem os, og hvilke der kun opstår på papiret. Fordi forfatterne er blandt de dygtigste analytikere på feltet, er det ærgerligt, at de fastholder en klasseinddeling, der er besat af uddannelse.