Elever får smartphones og tablets i tidlig alder – med dilemmaer til følge

Rigtig mange børn får en smartphone, mens de stadig er i grundskolens små klassetrin. Når smartphonene flytter ind, så ændrer det ikke kun på, hvordan børnene bruger skærmene, men også på, hvordan børnene er sammen med hinanden.

Det skaber nye muligheder – og nye dilemmaer.

Knap 9 ud af 10 børn har adgang til mindst én skærm i hjemmet, når de starter i skole. I takt med at børnene bliver ældre, får de også adgang til flere skærme.

De børn, der får deres egen smartphone, får den i gennemsnit når de er 8,1 år.

Af de børn, der har fået en smartphone, medbringer 46 procent af 9-årige og 60 procent af 10-årige smartphonen i skolen dagligt eller næsten dagligt.

Kun 11 procent af de 10-årige har aldrig deres smartphone med i skole.

Der kan være mange grunde til, at børnene har fået en smartphone.

Den klart hyppigste årsag er, at barnet skal kunne komme i kontakt med forældrene (71 procent). 28 procent har fået smartphonen til brug i forbindelse med transport, mens 28 procent har fået den, fordi andre børn enten havde eller fik en.

Omkring halvdelen af forældrene er enige i, at skærmbrugen i skolen (55 procent) og i SFO/klub er passende (49 procent), men denne opgørelse kan dække over flere typer af skærme – både egne skærmenheder og dem, man bruger i skolen.

To tydelige dilemmaer

Når skærmene flytter ind i skolebørnenes hverdag på denne måde, så opstår der to tydelige dilemmaer.

For det første viser undersøgelsen, at omkring fire ud af 10 forældre til 9-10-årige svarer, at deres børn oplever skærmen som nødvendig for at være en del af fællesskabet.

For børn i denne alder kan det digitale omfatte mange forskellige ting, for eksempel at kunne tale og skrive med vennerne enten direkte eller i klassechats, at spille spil med hinanden efter skole eller lave aftaler om at ses.

Men der opstår et dilemma, når en del af fællesskabet bliver digitalt – for så kræver det en enhed (eller adgang til en enhed) for at kunne være med. Og hvis nogle børn ikke har sådanne enheder, risikerer de at stå udenfor fællesskabet.

På den ene side kan en løsning på denne udfordring være, at børnene udstyres med en digital enhed for at kunne være med.

Men undersøgelsen viser også, at fire ud af ti forældre til 10-årige oplever, at deres barns skærmbrug medfører, at barnet bruger mindre fysisk tid sammen med venner.

Endvidere er 30 procent af forældrene til de 10-årige bekymrede for, at skærmbrugen går ud over barnets fællesskaber. Det vidner om, at der er meget forskellige oplevelser af, hvad skærmene betyder for børns fællesskaber.

Et andet dilemma opstår, når børnenes fælles referencerammer bliver digitale. Undersøgelsen viser, at børnene i overvejende grad bruger skærmene til at se noget indhold eller til at spille spil.

Og når det digitale indhold fylder i hverdagen, bliver det også nemt en del af deres fælles referencer. I undersøgelsen fylder særligt indhold fra Roblox, serier og andet Youtube-indhold i børnenes besvarelser.

Dilemmaet bliver særligt tydeligt når undersøgelsens resultater viser, at det ikke er tilfældigt, hvilke børn der har adgang til forskellige typer af digitalt indhold.

For eksempel er der en social skævhed i, hvilke platforme børnene bruger: Børn, hvis forældre har længere uddannelser, bruger i højere grad betalte streamingplatforme og public service end børn af forældre med kortere uddannelser, som i højere grad bruger YouTube.

Når popkulturelle fænomener som sidste sommers kæmpehit Netflix-filmen ’Kpop Demon Hunters’ (som flere børn i undersøgelsen beskriver som det bedste ved at bruge skærm) befinder sig bag en betalingsmur, kan det være udfordrende for fællesskabet.

Forældre og fagprofessionelle har et stort ansvar

Det er nemt at gøre diskussionen om børns skærmbrug sort/hvid – megen forskning forholder sig særdeles kritisk til betydningen af såvel digitalt indhold som digitale designs og fastholdelsesmekanismers betydning for børns trivsel, fællesskaber og udvikling.

Men der findes også tilfælde, hvor skærmbrug og forskelligt indhold ikke nødvendigvis er så ringe endda, for eksempel alderssvarende, roligt indhold og kvalitetsapps, kan have positiv indvirkning på læring, adfærd og trivsel.

Men for at skærmen kan have en positiv indvirkning, kræver det en fornuftig balance mellem skærmaktiviteter og andre aktiviteter.

For eksempel fysisk og kreativ leg, læsning og samvær med andre børn og voksne – samt aktiv deltagelse fra en forælder eller andre voksne, der hjælper børnene med at bearbejde de informationer, de indoptager gennem skærmen.

Dermed er det i sidste ende forældre, forældregrupper, pædagoger, lærere og skoleledere, som med reguleringer, valg og prioriteringer, er med til at bestemme, hvad børn møder på skærmen, hvem de møder det sammen med, og hvilken betydning det får for børnenes trivsel og fællesskaber.