Et opgør med BUM-modellen kan ikke stå alene

Et opgør med BUM-modellen betyder i al sin enkelthed et opgør med adskillelsen mellem bestiller og udfører efter servicelovens § 83. Det vil sige visitator i kommunens myndighedsafdeling og social- og sundhedspersonalet hos leverandøren.

Men så enkelt er det ikke i praksis. For mange borgere modtager ikke kun personlig pleje og praktisk hjælp.

Borgernes komplekse behov betyder, at de modtager hjælp efter paragraffer: Personlig pleje og praktisk bistand efter servicelovens § 83, sygepleje efter sundhedslovens § 138, genoptræning efter sundhedslovens § 140, vedligeholdende træning efter servicelovens § 86, hjælpemidler efter servicelovens § 112/113 og rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83a.

Personalet i hjemmeplejen spiller en rolle i udførslen af alle disse indsatser, men bestilleren er ikke kun visitatoren. Denne hjælp – til en enkelt borger – bestilles og udføres af adskilte faggrupper i adskilte enheder efter adskilte lovgivninger og paragraffer.

Derfor kan opgøret med BUM-modellen ikke stå alene. Men hvad kræver det mere?

Sammenhængende lovgivning og integrerede teams

For det første kræver opgøret med BUM-modellen en ændring af lovkomplekset på ældreområdet og den organisering i kommunerne der følger heraf. Der er behov for at sammentænke de forskellige relevante paragraffer på tværs af service- og sundhedsloven og sikre borgerne en helhedsorienteret og sammenhængende indsats, der matcher deres aktuelle behov.

For det andet kræver et opgør med BUM-modellen, at de rette kompetencer er til stede hos leverandøren, så denne kan både bestille og udføre hjælpen med de kompetencekrav, myndighedsfunktionen stiller. Mere konkret i form af reelt integrerede tværfaglige teams af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og terapeuter, der er kompetenceudviklet til at varetage myndighedsfunktionen.

Ny version af frit valg og opfølgninger på hjælpen

For det tredje kræver et opgør med BUM-modellen en anden version af frit valg, som blandt andet lige nu ofte ikke vedrører rehabiliteringsforløb og sygepleje. Såfremt der skal være (mere) frit valg, bør de private leverandører kunne levere det samme som de kommunale – og ikke blot personlig pleje, praktisk hjælp og lidt overdraget sygepleje, som det er tilfældet i dag.

For det fjerde bør der stilles krav om hyppige opfølgninger på den hjælp, som det tværfaglige team har tildelt borgeren, og som foretages af sygeplejersker og/eller terapeuter i samarbejde med teamets øvrige faggrupper. Det skal sikre, at hjælpen stemmer overens med borgerens aktuelle behov.

Vives studier peger på behov for tværfaglig opfølgning hver tredje måned i kombination med datamonitorering og strikprøveaudit. Der er endnu ikke forsøgsordninger med dette i de danske kommuner.