Hvorfor skal ansøgeren med den højeste karakter egentlig stå forrest i køen?

Når årets optag til videregående uddannelser nu er offentliggjort, fokuserer meget af dækningen på adgangskvotienter. Har International Business and Politics på Copenhagen Business School igen den højeste adgangskvotient? Kan vi finde en studerende med et højt gennemsnit, som har ’spildt sit gennemsnit’ på en uddannelse med en lav adgangskvotient?

Karaktergennemsnittet, og dermed adgangskvotienten, har spillet en central rolle i optaget til videregående uddannelser siden 70’erne, men hvorfor skal ansøgeren med den højeste karakter egentlig stå forrest i køen til at vælge uddannelse?

Der er i Danmark konsensus om, at videregående uddannelser finansieres af staten, og at der ikke er plads til, at alle kan få en plads på den uddannelse, de ønsker. Det er et centralt mål at få fordelt uddannelsespladser til de ansøgere, der får mest ud af dem. Men hvordan det mål defineres, er i sidste ende et politisk spørgsmål.

Er gymnasiegennemsnittet et godt værktøj til at skabe en sådan effektiv fordeling af pladser? Formentlig ikke. Gennemsnittet giver nemlig kun information om ansøgerens generelle forudsætninger. For eksempel viser mange undersøgelser, at ansøgere med højere karakterer har mindre risiko for at droppe ud. Men gennemsnittet siger i sig selv ikke noget om, hvorvidt ansøgeren har en større gevinst ved en uddannelse frem for en anden uddannelse.

Det er svært at gennemføre en videregående uddannelse, hvis ikke man har de rette studiekompetencer. Det er nok svært at blive en god datalog uden matematik eller en dygtig læge uden at forstå biologi. Forudsætninger handler om at stille minimumskrav og ikke om, hvem der får lov at vælge først. Dette bliver desværre ofte overset i debatten.

Hvorfor er det vigtigt at skelne mellem minimumskrav og grænsekvotienter? Vi giver her to eksempler:

I det første eksempel forestiller vi os, at en uddannelse ønsker at øge det faglige niveau og i den forbindelse vil sortere uegnede ansøgere fra med en minimumskarakter i matematik. Det vil kunne få grænsekvotienten til at falde, fordi der nu er færre til at konkurrere om pladserne. Betyder det, at studiet er blevet lettere, og at det kræver færre forudsætninger end året før? Nej, tværtimod.

I et andet eksempel kunne vi forestille os, at der et enkelt år ville være færre ansøgere til medicinstudiet, hvilket får grænsekvotienten til at falde. Betyder det, at medicinstudiet er blevet lettere, og at det kræver færre forudsætninger end året før? Nej, selvfølgelig ikke.

De to eksempler illustrerer, at grænsekvotienten hverken siger noget om uddannelsernes krævede forudsætninger eller kvaliteten. Men grænsekvotienterne påvirker i sig selv søgeadfærden. At ’spilde sit snit’ er et alment kendt udtryk, og Uddannelses- og Forskningsministeriet har vist, at ansøgere vurderer uddannelser som attraktive alene på grund af deres grænsekvotienter. Optag baseret på gymnasiegennemsnit leder derfor formentlig i sig selv ansøgere i bestemte retninger, som ikke nødvendigvis svarer til, hvad ansøgeren ville have valgt alene ud fra sine egne interesser og forudsætninger. Det er svært at argumentere for det ønskelige i, at grænsekvotienter spiller en sådan rolle i unges studievalg.

Men er der ikke andre fordele ved at optage på baggrund af gymnasiegennemsnittet?

Når ansøgere med høje karakterer får lov at vælge først, giver det gymnasieelever et incitament til at arbejde hårdt. Det er nok ikke helt dumt, hvis det kan få de unge til at lære mere. Men denne mekanisme kan også give utilsigtede effekter. For eksempel viser Reformkommissionen, at næsten hver tredje gymnasieelev har valgt fag for at optimere deres gennemsnit. Det betyder, at eleverne ikke nødvendigvis lærer mere af det, de interesserer sig for, eller at de dygtiggør sig i det, de har brug for i deres videre uddannelse og arbejdsliv.

En anden fordel ved brugen af gymnasiegennemsnittet er, at der er tydeligt, hvilken ansøger der vælger først. Dette mindsker risikoen for diskrimination på baggrund af f.eks. køn, etnicitet og socialklasse. Et gennemskueligt system forudsætter klare kriterier, men karaktergennemsnittet er ikke det eneste mulige kriterium. For eksempel kunne uddannelser opstille egne kriterier for, hvem der står først i køen ved f.eks. vægtede gennemsnit eller lodtrækning. Hvorvidt disse metoder er mere ønskelige, skal vi ikke vurdere, men gymnasiegennemsnittet står ikke alene som et gennemskueligt kriterium.

Karakterbaseret optag indebærer afvejninger. Optag baseret på gennemsnittet giver stærke og gennemskuelige incitamenter til, at gymnasieelever klør på og dygtiggør sig. Men brugen af gennemsnittet medfører samtidig, at unges studievalg kan blive forvredet, og at studiepladser ikke går til dem, der har mest glæde af dem.

Med regeringens bebudede reform af optagelsessystemet er det derfor vigtigt, at beslutningstagerne er eksplicitte om, hvilke problemer de finder vigtigst at løse.

Debatindlægget har været bragt i Politiken den 30 juli 2024.