Jagtet under flugten

Flygtninges vej til sikkerhed kan være farlig. Vi kender billederne af overfyldte både på vej over Middelhavet, hvor tallet på de druknede stiger støt. Men der er mange andre farer på vejen - og nogle rammer kvinder mere end mænd. Flygtningekvinders udsathed før, under og efter deres flugt var et af emnerne på Den Tredje Europæiske Konference om Vold i Hjemmet, der blev afholdt for nylig i Oslo med 850 deltagere fra 42 lande. En pointe på konferencen var, at en stor del af udsatheden opstår, når noget af det, man ofte tager for givet - ens hjem - reelt set forsvinder. For der er mange udfordringer i at klare sig igennem en lang rejse, når man ikke kan lukke og låse sin hoveddør og holde fremmede ude.

Den problematik holdt den britisk-franske sociolog Jane Freedman et oplæg om. Hun har interviewet flygtninge og hjælpeorganisationer i lande som Grækenland, Serbien og Frankrig. Under flugten kan det være meget svært at få tag over hovedet, og når det sker, er det ofte i pakkede lejre uden megen sikkerhed. Jane Freedman har blandt andet foretaget interviews i en flygtningelejr på en græsk ø, hvor der på et faldefærdigt hotel uden strøm og vand opholdt sig 800 flygtninge.

Der var i alt to toiletter. En stor del af flygtningene var enlige mænd, og kvinderne havde derfor søgt sammen i en del af overetagen, hvor de barrikaderede sig om natten.

Toilettet gjorde man alt for at undgå at bruge efter mørkets frembrud - risikoen for overfald og måske voldtægt var for stor. En afghansk familie med tre store døtre var så bekymrede for sikkerheden, at de valgte at forlade lejren og sove på den bare mark.

Eksemplet viser, hvordan kvinder kan opleve overgreb fra mænd, der - som de selv - er på flugt. Men de mænd er ikke de eneste, der kan udgøre en fare. Også mænd med magt som politi og grænsevagter kan søge at udnytte kvindelige flygtninges sårbarhed.

Freedman nævner således eksempler på vagter i lejre ved Europas grænser, der søger at presse kvinder til sex - mod måske til gengæld at love, at kvindens sag vil blive rykket opad i bunken. I nogle lande er der eksempler på, at kvinder simpelthen bliver arresteret og efterfølgende udsat for seksuelle overgreb. Når det gøres af repræsentanter for den stat, man befinder sig i, er der ingen steder at søge hjælp og beskyttelse.

PÅ grund af flugtens mange farer kan man have brug for at købe sig til beskyttelse.

Kvinder har generelt færre penge end mænd, og derfor ender det for nogle kvinder med, at de indgår i et noget-for-noget-arrangement med mænd, som skal samme vej som de selv: Det kan handle om kvinder, der giver sex for at komme under beskyttelse. Eller det kan være kvinder, der prostituerer sig, fordi der kun er én måde, kvinderne kan tjene til beskyttelsespengene på.

Også i familiens nære relationer kan kvinder være udsatte. Stress, frygt og usikkerhed kan føre til eller øge omfanget af vold fra ægtemænd og partnere. Og er man på flugt som familie, er der tit ikke meget, en hustru kan stille op, hvis manden slår. Slet ikke, hvis der er børn med på rejsen. Hun kan sjældent gå fra ham, for så står hun pludselig alene. Og myndigheders hjælp kan være umulig at få i et fremmed land og på et fremmed sprog. Så hellere bare holde ud, så godt man kan.

Studier viser også, at forhold forbundet med krig og flugt - som traumatiske oplevelser og PTSD - kan øge forekomsten af vold i familien. Dertil kommer, at flugt og landflygtighed kan vise sig at være en større omvæltning for mænd end for kvinder. Mænd mister ofte deres job og status i det land, de flygter fra, og de mister dermed en meget stor del af indholdet i deres hverdag. Som flygtninge kan de tit ikke fastholde rollen som forsørger, og de kan på mange andre måder også se sig ude af stand til at sørge ordentligt for deres familie.

Kvinder derimod kan - selv under meget vanskelige forhold - opleve en kontinuitet ved at bære noget af hverdagens indhold med sig: Også i en flygtningelejr skal der laves mad, vaskes tøj og passes børn. Selv om det kan være meget vanskeligt og slidsomt at opretholde daglige rutiner i en lejr, er der stadig det, som opleves om »kvindearbejde«, at tage sig til. Mændene derimod kan være i en situation, hvor de intet har at bruge dagen på. Og det kan slide på både selvværdet og - i høj grad - på ens nære relationer.

Når meget er faldet fra hinanden, kan mændene også - og nogle gange med rette - frygte, at deres hustruer vil forlade dem.

Denne frygt kan næres, hvis man ankommer til et land, hvor kvinder har bedre muligheder for selvbestemmelse, end tilfældet er i hjemlandet.

En sådan frygt burde logisk set føre til en bedre adfærd fra mænd, men det modsatte kan være tilfældet. Som den australske sociolog Lana Zannettino har kaldt en af sine artikler: »... Der er ingen krig her; det er bare vores forhold, som skræmmer os.« Faktisk kan følelsen af, at krigen er rejst med en, præge familielivet, fordi vold og kontrol bliver en del af en dysfunktionel hverdag. Som en kvindelig flygtning forklarer Zannettino i et interview: »Vi slap væk fra krigen, men når mændene bliver voldelige, er det ligesom, at vi er tilbage i den, for vi er bange og bekymrede; vi ved ikke, hvilket humør han vil være i, så vi er bange hele tiden.« En yderligere udfordring er, hvorhen kvinderne kan vende sig for at få hjælp og støtte.

Netværk og familie har man ofte ladt bag sig, og isolationen i en ny kontekst er i sig selv med til at lægge et uvant pres på familien. For det er ikke nemt for en kernefamilie at skulle magte alt, når man har været vant til at kunne trække på den udvidede familie for at få hjælp.

Myndighederne skal heller ikke involveres, for det vil føles - og blive opfattet som - at man for alvor svigter sine nære relationer. Og uden dem, hvad har man så tilbage? Efter flugt og mange udfordringer kan flygtninge nå frem til at få et nyt hjem - måske i Danmark. Et vigtigt emne bliver dermed, hvordan man støtter kvinder og familier her til, at deres liv falder til ro og bliver fri for vold. For her skulle det gerne være, at man endelig kan lukke sin hoveddør og føle sig rolig og tryg.