Jamen hvor er du rigtig fra?

For nylig publicerede forskere fra statskundskab på Københavns Universitet et studie af forskelsbehandling ved skoleskift på baggrund af etnicitet. Forskerne sendte mails til en lang række danske skoleledere om, at en dreng i 3. klasse gerne ville skifte til deres skole. I de i alt 1.698 mails fik den omtalte dreng henholdsvis et klassisk dansk eller et klassisk muslimsk navn – nemlig Peter eller Mohammed. Og så ventede man ellers på svar.

Svarene tegnede et tydeligt mønster: Peter blev budt velkommen på 25 procent af de adspurgte skoler, mens Mohammed kun fik et positivt svar i 15 procent af tilfældene. Studiet viser dermed en tydelig forskelsbehandling på baggrund af etnicitet. Andre lignende studier viser det samme overordnede mønster, for eksempel når der søges arbejde eller praktikplads: Det er bare sværere for ansøgere med udenlandsk klingende navne. Også andre grupper kan opleve at blive sorteret fra i rekrutteringsprocesser. Er man for eksempel oppe i årene, kan alderen gøre det vældig svært at blive kaldt til jobsamtale.

Processer, hvor folk sorteres, og nogle får forrang over andre, handler i høj grad om identitet. Det viser dermed også, at identitet langtfra kun er noget, der handler om os selv, og hvad vi oplever indeni. Identitet handler om et samspil imellem, hvem vi selv oplever, at vi er, og hvordan andre kategoriserer os. I et evigt samspil er det sociale således med til at forme os, ligesom vi selv er med til at forme det sociale.

Også magt er på spil. Som jobsøgende vil man fremstille sig selv som en god medarbejder, som bør ansættes. Men det er arbejdsgiveren, der kategoriserer ansøgerne med "duer" eller "duer ikke" og dermed har magt til at bestemme, hvem der får pladsen. Hvis personer, der for eksempel har etnisk minoritetsbaggrund, systematisk vælges fra, får de samtidig ikke mulighed for at udleve deres identitet på arbejdsmarkedet. Og hvem er man så egentlig, når det kommer til stykket?

Tag som eksempel en flygtning, der kommer hertil med en høj uddannelse. Han kan have en stærk professionel identitet og gå all in på at få et godt job i Danmark. Han har måske også tillært sig dansk virkelig godt – men accenten slipper han jo aldrig helt af med. Er han IT-ingeniør eller læge, kan han meget vel få sig en god stilling, og identiteten som "højtuddannet" er dermed på plads igen som en uproblematisk – og meget vigtig – del af hans liv.

Sådan går det dog langtfra for alle. Udenlandske akademikere kan opleve at søge i hundredvis af job uden held. Så må de nøjes med det, de kan få. Og hvis man ender med at køre taxi i årevis, er man så stadig akademiker, når det kommer til stykket? Hvor længe kan man holde fast i sin egen identifikation – sin egen oplevelse af sig selv – hvis omverdenen ikke kategoriserer en på samme måde?

Eksemplet peger på, at de eksterne kategoriseringer, vi møder, er helt centrale for, hvem vi bliver som mennesker. Man kan sige, at disse møder – og den sociale magt, som ligger i dem – har en gletsjers kraft: Man kan ikke rigtig se, hvad der foregår, men når dagen er omme, er der gravet endnu en lille flig i folks identitet.

Det bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvordan vi møder hinanden i Danmark, og især hvordan majoriteten møder personer med etnisk minoritetsbaggrund. Som før beskrevet gør mindre positive forventninger det sværere for etniske minoriteter at skifte skole eller få job. Andre studier viser, at lærere i uddannelsessystemet tilsvarende har lavere forventninger til etniske minoritets­elever – især til drengene – der kan have svært ved at blive set som andet end "ballademagere". Og fra Sverige viser forskning, at hvis man anonymiserer navnene på skriftlige opgaver, stiger de karakterer, som etniske minoritetselever får.

Også i dagligdagen kan man møde negative forventninger, hvis ens udseende signalerer rødder i et indvandrer- og flygtningeland. Eksempler herpå indgår i en rapport, jeg netop har været med til at udgive. Rapporten belyser, hvordan tre mindre kommunikationsindsatser – til dels rettet imod etniske minoriteter – udspiller sig i praksis, og den giver samtidig et indblik i, hvordan en løbende kategorisering som "fremmed" i det offentlige rum kan tynge et ungt menneske. Som en pige fortæller:

"Jeg har oplevet mange gange, at folk spørger mig: ’Hvor er du fra?’ Det er lidt flabet. ’Jeg er fra Albertslund.’ ’Jamen hvor er du rigtig fra?’ ’Jeg er født på Hvidovre Hospital.’ Og sådan noget. Jeg ved jo godt, hvad de spørger om. Man kan godt lide at sætte folk i kasser i Danmark."

Den lille dialog, som pigen refererer, viser tydeligt en kamp imellem hendes egen identifikation som en person, der hører til i Danmark, hvor hun er født og opvokset. Og en ekstern kategorisering, der insisterer på, at hun – med lysebrun hud og mørke øjne – ikke "rigtigt" er fra Danmark.

Tilsvarende fortæller en anden pige, at hun "elsker Danmark", men fortsætter: "Nogle gange føler jeg mig ikke dansk på grund af den måde, folk ser mig på. Nogle gange er folk så flabede og taler engelsk til mig, selvom de ved, jeg kan tale dansk. Det irriterer mig bare, fordi jeg er dansker."

Havde de to citerede piger været født i Danmark af forældre, der for eksempel var indvandret fra Tyskland eller USA, var der næppe blevet stillet spørgsmålstegn ved deres danske tilhørsforhold. Men hudfarven, og eventuelt et hovedtørklæde, ændrer på situationen og gør, at pigerne løbende mødes med kategoriseringer af, at danske, det er de ikke. Med den sociale interaktions gletsjeragtige kraft kan det over tid være svært at fastholde sin egen forståelse af, at man ér dansk. Men – født og opvokset i landet med de lysegrønne bøge – hvad er man så?

 

Kilder:

The Unequal Distribution of Opportunity: A National Audit Study of Bureaucratic Discrimination in Primary School Access. American Journal of Political Science.
Undersøgelse af tre indsatser over for negativ social kontrol samt radikalisering, VIVE.