Kræftudredning uden for pakkerne er for tilfældig

Omkring halvdelen af de danske kræftpatienter begynder deres udredning uden for de organspecifikke kræftpakker. Deres symptomer kvalificerer dem ikke til at blive henvist til en kræftpakke, og den praktiserende læge må i stedet undersøge dem på andre måder. Hvilke muligheder den praktiserende læge har for at løfte denne opgave, afgøres imidlertid af mere eller mindre tilfældige lokale aftaler og vaner. Der mangler i den grad faglig opmærksomhed og koordination på området.

Med Kræftplan III (2011) og regeringens strategi ”Jo før jo bedre” (2014), er der sat fokus på udredningen af patienter med vage og uspecifikke symptomer. På papiret eksisterer der nu to udredningstilbud til patienter uden for de organspecifikke kræftpakker: (1) Diagnostisk pakkeforløb for patienter med uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom, der kunne være kræft og (2) udredning i almen praksis ved brug af direkte henvisning til diagnostiske undersøgelser på sygehuset.

Området er præget af tilfældig variation

VIVEs rapport Kræftudredning uden for kræftpakkerne viser, at der er store lokale forskelle på, hvordan de to udredningstilbud er implementeret. Det skyldes blandt andet faglig uenighed om, hvilke undersøgelser der er relevante hvornår og til hvilke patienter. Uenigheden afspejler sig i forskellige visitationskriterier og forskellig adgang til undersøgelser fra sygehus til sygehus. Eksempelvis er det forskelligt, hvad der skal til, for at de praktiserende læger kan henvise en patient til udredning på en diagnostisk enhed: Nogle diagnostiske enheder anser de praktiserende lægers mavefornemmelse for tilstrækkeligt henvisningsgrundlag, hvor andre kun accepterer henvisninger vedhæftet CT­svar og omfattende blodprøvediagnostik.

De praktiserende læger – særligt dem, som har patienter i flere sygehusområder eller flere regioner ­ skal derfor navigere i et komplekst felt af lokalt fastsatte regler, formidlet via kringelkroge på sundhed.dk eller sidste års email­udsendte nyhedsbrev. Det kan betyde fejlagtige og afviste henvisninger og dermed forlænget udredningstid for patienten. I et lidt større perspektiv betyder det, at det tilbud, patienter får, er formet af mere eller mindre tilfældige lokale erfaringer og aftaler, frem for af en faglig konsensus om, hvilken form for diagnostik, der er bedst. 

Faglig sammenslutning er vejen frem

Der er kun sparsom faglig opmærksomhed på, hvordan udredningen uden for kræftpakkerne fungerer og bør fungere på tværs af sygehuse og regioner. Faglige fyrtårne og ildsjæle lægger imponerende mange kræfter i at udvikle og løfte området lokalt, og flere steder laver de lokale studier af det lokale tilbuds effekt. Problemet er, at der ikke findes noget organ, der systematisk indsamler og formidler viden om området til de læger, som arbejder med det. Ingen eksisterende organisationer eller netværk har fagligt ansvar for eller mandat til at løfte området. Derfor mener jeg, at oprettelsen af en faglig sammenslutning kunne være en del af løsningen.

En faglig sammenslutning for diagnostik af patienter med uspecifikke symptomer skulle inkludere læger fra forskellige specialer, som arbejder med denne patientgruppe; dvs. radiologer, almen medicinere og de interne medicinere, som bemander de diagnostiske enheder og varetager det diagnostiske pakkeforløb. Sammenslutningen skulle varetage en del af de opgaver, som DMCG’erne har løftet på de organspecifikke kræftområder siden Kræftplan II: Udvikling af retningslinjer, indsamling og vurdering af data, samt assistance i uddannelsen af sundhedsprofessionelle på området.

Det primære formål med sammenslutningen skulle med andre ord være at bidrage til, at udredning af patienter med vage og uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom i hele landet bliver baseret på fagligt velkvalificerede beslutninger, sådan at patienter får lige gode muligheder for at blive udredt, uanset hvor i landet de bor.