Nye regler for specialundervisning er et opgør med et alt for firkantet system

Forligskredsen på folkeskoleområdet underskrev i januar 2026 en politisk aftale om nye rammer på skole- og specialundervisningsområdet.

Heldigvis er det med den nye regering skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man vil implementere denne aftale i lovgivningen. Den forventede ikrafttræden er fra skoleåret 2027/28.

Så vi ser ind i en væsentlig forandring af regler og rammer på skole- og specialundervisningsområdet.

Men hvad er forandringerne et opgør med?

De nuværende regler i folkeskoleloven og bekendtgørelsen om specialundervisning bygger på en skarp opdeling mellem almen- og specialundervisning: Specialundervisning træder i kraft, når en elevs støttebehov er på 9 timer/12 lektioner eller mere per uge.

Blandt andet derfor har en del kommuner i deres organisering af skoleområdet arbejdet med et tilsvarende skel mellem almenskoler og specialundervisningstilbud.

For eleverne i nogle kommuner indebærer det firkantet sagt, at man enten sidder i en almenklasse med lidt eller ingen støtte – eller også sidder man fuld tid i højt specialiserede rammer i specialskole eller specialklasse.

Kommuner har forsøgt at løse udfordringen med mellemformer

Andre kommuner har dog hen over de seneste 10 år – og nærmest lidt på trods af reglerne – etableret forskellige typer af mellemformer.

Kommunerne har haft et meget presserende behov for at udvikle skolegang på nogle nye måder, som bedre formår at imødekomme elevers støttebehov, uden at eleverne skal flyttes ud af skolen.

En pilotevaluering af disse forskellige typer af mellemformer har vist rigtig gode resultater for bedre at kunne imødekomme støttebehov, uden at træerne dog nødvendigvis vokser ind i himlen. For også i kommuner med mange mellemformer er der et behov for at have specialskoler og specialklasser til elever med betydelige og meget specialiserede støttebehov.

Behovet for at organisere sig anderledes skal også ses i lyset af et markant skred i økonomien på skole- og specialområdet over de sidste 10 år.

Vi har en samlet skoleøkonomi i Danmark på omkring 50 milliarder kroner om året. Hen over det seneste tiår har udviklingen medført, at specialområdet er gået fra at optage cirka 20 procent af skoleøkonomien til noget, der nærmer sig 30 procent – et skred i størrelsesordenen 5 milliarder kroner.

Ny aftale skal skabe flere muligheder – og nedbringe ventetid

Så hvad ligger der så af nye tiltag i den politiske aftale, der nu indgår i regeringsgrundlaget?

På en central plads medfører aftalen, at mellemformerne mellem almen- og specialundervisning mere tydeligt bliver lovhjemlede under betegnelsen ’forstærket almenundervisning’ med nogle klart beskrevne rammer, formål og krav til forarbejde, blandt andet at formålet med støtten i forstærket almenundervisning beskrives i en såkaldt støtteplan.

Den nuværende skarpe 9-timers-grænse står til at ryge ud, og i stedet vil man indføre en trin-model i lighed med for eksempel Finlands: I stedet for at der kun er to trin på stigen – enten helt nede i bunden eller helt oppe i toppen – så indfører den nye aftale en række trin midt på stigen.

Det sker i erkendelse af, at der er mange børn, som har brug for støtte i skolen, men ikke nødvendigvis fuld tid i et segregeret tilbud. Hvis det eneste værktøj, man har i værktøjskassen, er en hammer, så ligner alt søm.

Og hvis kapaciteten til at handle på elevers støttebehov hovedsageligt er placeret i separate tilbud på egne matrikler, så er der brug for at flytte alt for mange børn i den retning.

Intentionen er også, at skolerne får et langt større rum til selv at tildele støtte i eget regi – med hurtigere aftræk og uden et stort krav til papirarbejde og tidskrævende vurderinger.

Det skyldes også, at langsommeligheden i støttetildelingen i det nuværende system er et stort problem, hvor nogle børn kommer til at vente flere år på støtte. Ventetiden bliver for mange børn og deres familier en selvstændig belastning, der eskalerer problemerne.

Mange af de sager om langvarigt bekymrende skolefravær, som vi i VIVE har fulgt over de seneste år, indeholder et element af al for lang ventetid, hvor både barn og familie belastes voldsomt, før der sker noget.

For mange familier vil det være langt vigtigere, at der sker noget med hurtigere aftræk, end at man med de bedste intentioner graver helt ned til grundfjeldet og bruger flere år på beskrivelser og udredninger, førend det tilsyneladende perfekte tilbud bevilges.

Effekten vil ikke komme med et trylleslag

En lovændring kommer dog ikke i sig selv til – med et trylleslag – at ordne alt.

Det har taget hen ved 10 år at grave det markante hul i skoleøkonomien, som vi kan se nu. Og det vil formentlig tage de næste 10 år at komme op igen.

Kommunerne står markant forskelligt i forhold til at kunne indfri intentionerne. Nogle vil allerede fra dag ét kunne gribe lovændringens muligheder, mens andre har lang vej, og hvor det vil kræve en markant omstilling af arbejdsmåder, procedurer og organiseringer.

Opgaven og intentionen er dog klar for alle med den nye politiske aftale, som kommer til at medføre en markant ændring af grænsedragningen mellem almen og special i det danske skolesystem.