På chefens nåde

I de seneste uger har de danske mink og deres skæbne forståeligt nok fået stor opmærksomhed. Et helt erhverv lukker ned, og med det forsvinder også en del arbejdspladser – på for eksempel pelserier og minkfarme – hvor der har været en del udenlandsk arbejdskraft.

Østarbejdere fra lande som Polen og Rumænien spiller nemlig en central rolle for danske landbrug og gartnerier. Folk kommer dog også fra lande uden for EU, som for eksempel Ukraine. Det sker blandt andet via en "landbrugspraktikantordning", der ofte benyttes af danske svinebedrifter og – altså indtil for nylig – af danske minkfarme.

Denne udenlandske arbejdskraft kan være sårbar. Helt klassisk kan manglen på kendskab til dansk sprog og danske rettigheder gøre det nemmere at blive presset eller snydt af sin arbejdsgiver. Hvis det sker, får ens rute ind i Danmark stor betydning: Er man vandrende arbejdstager med EU-statsborgerskab, betyder en fyring ikke, at man skal forlade Danmark. Man kan frit blive og søge job et andet (dansk) sted – en mulighed, som i sagens natur styrker én, hvis man møder urimeligheder. Anderledes ser det ud, hvis man kommer fra for eksempel Ukraine. Det dokumenterer en ny bog, Migranters mobilitet, som er skrevet af forskere på Aalborg Universitetscenter og bygger på et samarbejde med fagforeningen 3F. Mange af bogens interviewpersoner er migranter, som har søgt hjælp på grund af dårlige arbejdsforhold og økonomisk udnyttelse.

Noget af sårbarheden er knyttet til de måder, landbrugsmedarbejdere fra Ukraine får job i Danmark på. Når man ikke bare selv kan søge, men skal have tilladelserne på plads først, har det ført til opbygning af en hel infrastruktur, der involverer uddannelsesinstitutioner, rekrutteringsbureauer og formidlere af forskellig slags. Og den slags koster det penge at bruge. De penge skal betales tilbage, hvilket er svært, hvis man mister sit arbejde kort efter ankomsten, og så kan truslen om fyring udgøre et ganske hårdt pres.
 
Det oplevede ukraineren Yaros: Han var ansat på en dansk gård til 160 timers arbejde om måneden, men fik besked på, at han skulle lægge 220-250 timer, hvis han ville beholde jobbet. Efter en oplevelse, hvor gårdejeren rent fysisk forsøgte at tvinge Yaros til at underskrive en kontrakt om, at han kun havde arbejdet 160 timer på en måned, kontaktede han 3F. Fagforeningen rejste sag mod gårdejeren, men det gavnede ikke Yaros, for han blev fyret, mistede sit visum og måtte rejse retur til Ukraine. Yaros endte med ikke at få meget ud af sit ophold i Danmark. Han havde dog været med til at støtte mellemmænd og rekrutteringsbureauer på sin indrejse, og de lader til nogle gange at tage sig ganske godt betalt. Fra en rejse til Kijev beskriver bogen således, hvordan forfatteren møder en tidligere dansk landbrugspraktikant, der nu har fået sit eget lukrative formidlingsbureau. Dermed er det ikke kun hans kone, men også hans syvårige datter, der luner sig i (af alle ting) en minkpels. Sammen med BMWen og den champagne, han byder på, sætter det streg under, at – som han siger det – "praktikantordningen er en god ordning". For ham.

Opfindsomheden er stor, når der skal tjenes på migrantarbejdere. At kræve flere timers arbejde, end der udbetales løn for, er klassisk. En særlig udgave findes, når for eksempel en kinesisk kok ansættes på "beløbsordningen" – en anden mulighed for at få arbejdstilladelser til personer uden for EU. Her har nogle virksomheder sikret sig, at hustruen kommer med og arbejder fuld tid sammen med manden i en form for "to for en-pris".

En anden finte er, at arbejdsgiveren tager sig dyrt betalt for boligen, som måske bare er et værelse uden vinduer, som man må dele med flere andre migranter. I en del tilfælde ligger boligen på arbejdspladsen. Det kan også gøre det svært at opretholde et skel imellem arbejds- og privatliv, for det er vanskeligt at sige fra, når chefen banker en op midt om natten med besked om, at der er noget, som skal ordnes – lige nu. Og siger man nej, kan man ende med ikke bare at stå uden arbejde, men også uden tag over hovedet.

Går man til politiet for at få hjælp i forhold til en urimelig arbejdsgiver, kan det resultere i, at man selv får en anklage for sort arbejde på halsen eller udvises for ulovligt ophold. Det kan ske, selv om migrantarbejderne måske slet ikke selv ved, at der er rod i papirerne – for den slags var jo netop noget, som arbejdsgiveren tog sig af. Med den slags "hjælp" kan migrantarbejdere komme ganske galt afsted. Digitaliseringen har for eksempel gjort, at en EU-borger kan starte en enmandsvirksomhed i Danmark uden at skulle møde personligt op noget sted. Når en arbejdsgiver hjælper med at oprette for eksempel en polsk migrantarbejder i systemet og ikke blot skaffer ham hans cpr-nummer, men ad den vej også får adgang til hans Nem-ID, kan det være en smal sag at starte et firma op i arbejderens navn.

Dermed risikerer migrantarbejderen en dag at få en grim overraskelse, fordi "hans" firma har oparbejdet en betragtelig gæld, som han hæfter personligt for. For han har jo "selv" skrevet (elektronisk) under.

Siden bogen udkom i september, har myndighederne meldt ud, at nogle af reglerne på området bliver strammet. En vigtig pointe her er, at det ikke bare skal være migranterne selv, men de arbejdsgivere, som udnytter dem, der skal rammes. Fremadrettet kan det måske hjælpe nogle arbejdere.

------

Marlene Spanger og Sophia D. Hvalkof: Migranters mobilitet. Aalborg Universitetsforlag 2020.