Pårørendes rolle vokser – men støtten mangler fælles retning

Pårørende spiller en stadig større rolle. I både ældrereformen og 10-årsplanen for psykiatrien fremhæver politikerne dem som centrale aktører i udviklingen af fremtidens velfærd.

Det er der gode grunde til. Pårørende bidrager med omsorg, koordinering og støtte – ofte tæt på den nærtståendes hverdag.

Men ansvaret har en pris.

VIVEs undersøgelser viser, at pårørenderollen har store konsekvenser. Næsten halvdelen oplever, at de må tilsidesætte egne behov, og at rollen går ud over deres trivsel, helbred og arbejdsliv.

Samtidig viser en ny VIVE-kortlægning af landets 98 kommuner, at støtten til pårørende varierer markant. Når støtten er uens, bliver vilkårene for pårørende det også – og uligheden vokser.

Postnummer og diagnose har betydning

Kommunerne er – med få undtagelser – ikke forpligtet til at tilbyde støtte til pårørende. Det betyder, at prioriteringen af området afhænger af lokale beslutninger og økonomiske rammer. Nogle kommuner har en tydelig og synlig indsats. Andre har få eller ingen målrettede tilbud.

Når støtten afhænger af postnummer, skaber det geografisk ulighed.

Vi ser også forskelle på tværs af sygdomsområder. Kommunerne har generelt mest fokus på ældre- og demensområdet, mens der er færre tilbud til pårørende til personer med for eksempel psykisk sygdom, misbrug eller kognitive handicap – selv om de ofte også er meget belastede.

Når vi prioriterer nogle sygdomsområder højere end andre, risikerer vi at skabe sygdomsulighed – også blandt pårørende.

At få hjælp kræver overskud

I dag bliver pårørende primært opsporet på to måder: Enten henvender de sig selv, eller også gør en frontmedarbejder – oftest i hjemmeplejen – dem opmærksomme på støttetilbuddene.

Begge veje stiller store krav til den enkelte.

Pårørende skal finde overskud til at række ud midt i en presset hverdag. Medarbejdere skal have overblik og mulighed for at tage dialogen – også selvom deres primære opgave er borgeren, ikke den pårørende.

VIVEs kortlægning viser – ikke overraskende – at netop pårørendes manglende tid og overskud samt medarbejdernes manglende tid og kendskab til tilbuddene hører til de største barrierer for opsporing.

Det giver et klart mismatch.

Når adgangen til støtte afhænger af den enkeltes overskud, tid og kendskab, forskyder vi ansvaret fra samfund til individ. Det bliver de mest ressourcestærke, der finder vej til hjælp – ikke dem med det største behov.

Behov for en fælles retning

Når pårørende får en central rolle i fremtidens velfærd, øger det behovet for klarhed om deres rolle: Hvad forventer vi, at pårørende bidrager med? Og hvilken støtte forpligter vi os som samfund til at stille til rådighed?

I dag varierer indsatsen, og der findes ingen fælles retning for, hvordan pårørende bedst støttes. Frontpersonalet kan ofte være dem, der først får øje på pårørende med behov for hjælp. Men de kan ikke alene sikre en systematisk indsats.

Uden en tydeligere national retning risikerer vi, at pårørendes ansvar vokser hurtigere end støtten. Så bliver det ikke behovet, men postnummer, diagnose og personligt overskud, der afgør, hvem der får hjælp.

VIVEs viden peger derfor på behovet for en mere sammenhængende tilgang på tværs af sektorer og ressortområder. Belastningen for den pårørende følger ikke administrative skel. Det bør indsatsen heller ikke gøre.