Telemedicin skal tilpasses patienterne

I fremtiden skal alle relevante patienter behandles og overvåges telemedicinsk i deres eget hjem i stedet for på hospitalet. Det lægger regeringen, KL og Danske Regioner op til i deres fælles strategi for Digital Velfærd. Men visionen rummer en række centrale spørgsmål: Hvem er de relevante patienter? Hvordan identificeres de relevante patienter? Og hvordan kan de telemedicinske løsninger udformes, så de imødekommer flest mulige patienters behov?

Hvis flest mulige patienter skal få gavn af telemedicinsk behandling, er det væsentligt, at de telemedicinske løsninger er så fleksible, at de kan tilpasses patienterne og deres kompetencer i forhold til egenomsorg, sygdomsforståelse, behov for støtte og anvendelse af teknologi.

Patienter er ikke ens

Der er stor forskel på patienter og på, hvordan patienter oplever den samme teknologi. Nogle patienter har stort indblik i deres sygdomsforløb, de er i stand til at fortolke målinger og er fortrolige med, hvordan de selv foretager korrekte målinger. For den type patienter vil telemedicinsk behandling og egenmonitorering give en øget følelse af kontrol og af at have styr på sygdomsudvikling og behandling.

Andre patienter har ikke opnået samme fortrolighed med deres sygdom, symptomer, tal eller behandling. For denne gruppe kan det være overvældende og frustrerende at deltage i det samme telemedicinske behandlingsforløb: Måske stemmer patientens oplevelse af sygdommen ikke overens med de målte værdier, eller måske har patienten ikke overskud til at tage ansvar for egenmonitorering.

Patienter er ikke ens, men det er de telemedicinske tilbud som regel: Hvert hospital har én standardløsning pr. diagnose, som de tilbyder til alle de patienter, som kan have gavn af det telemedicinske tilbud. Patienter, der ikke kan honorere de krav, der ligger implicit i løsningen, tilbydes ambulant behandling som vanligt.

Match mellem teknologi og patient

Organiseringen af de telemedicinske tilbud og valg af teknologi kan imidlertid godt varieres og dermed rettes mod forskellige typer af patienter med den samme diagnose.

En type løsning er baseret på video. Videoløsninger udgør en solid platform for læring, hvor patienter og behandler kan fortolke symptomer, målinger og behandling sammen, ligesom de giver plads til at diskutere øvrige emner, som har relevans for at lære at leve med en kronisk sygdom. Denne type løsning er velegnet til patienter, som har stort behov for støtte.

En anden type løsning er baseret på asynkron teknologi, hvor patienter selv laver deres målinger og sender ind til hospitalet via en tablet eller terminal. Den asynkrone løsning fokuserer snævert på prædefinerede spørgsmål og symptomer, men den giver meget lidt feedback til patienten i form af støtte til fortolkning, handlingsanvisninger eller uddannelse af patienten. Den egner sig i høj grad til patienter, der har en stor sygdomsforståelse og egenomsorg, og den kan også anvendes til fjernmonitorering.

Endelig er der eksempler på, at de to typer teknologi kombineres, hvor brug af video giver rum til oplæring, opbyggelse af forståelse for symptomer, tal og handlinger. Herefter overgår patienten til asynkron monitorering, hvor fjernmonitorering fra hospitalet gradvist trappes ned til fordel for patientens egenmonitorering.

Organisering af telemedicinske løsninger

Det er altså muligt at sammensætte telemedicinske behandlingsforløb, som kan imødekomme patienters forskellige behov. Differentiering af patienterne stiller imidlertid store krav til organiseringen af services og ydelser.

Først og fremmest skal hospitalet udvikle forskellige variationsmuligheder i den telemedicinske behandling og skabe en organisation, som understøtter muligheder for differentierede forløb og teknologi.

Samtidig er der behov for udvikling af værktøjer til at analysere patienterne, deres behov og kompetencer, så man sikrer sig at tilbyde de rette løsninger til hver enkelt patient. I øjeblikket er billedet nærmest omvendt. Fremfor at se på, hvilken løsning patienten har behov for, leder personalet efter patienter, som passer til løsningen, og de forsøger hele tiden at udvide målgruppen for, hvem der kan inkluderes. Så tele-KOL for eksempel ikke kun tilbydes til patienter med svær eller meget svær KOL, men også til patienter med moderat KOL eller nydiagnosticerede patienter.

Endelig stiller differentiering af patienter krav til det tværsektorielle samarbejde. Nogle patienter kan selv varetage den telemedicinske behandling i samarbejde med specialister, mens andre har brug for støtte fra hjemmeplejen. Som det er nu, ekskluderes nogle af de mest sårbare patienter fra telemedicinske tilbud, for eksempel patienter på plejehjem.

Men måske kunne netop disse patienter have god gavn af telemedicinsk behandling. I samarbejde med personalet kan patienten modtage specialiseret behandling uden at skulle udsættes for unødig belastning i form af transport og lange ventetider, som kan være udmagrende for denne patientgruppe.

Organisering af differentieret telemedicinsk behandling er en særlig stor udfordring, når løsningerne skal implementeres i stor skala. Hvis telemedicin skal glæde flertallet af patienter, er det nødvendigt at arbejde strategisk med denne udfordring.