Vi har brug for åben debat om prioritering i sundhedsvæsenet

I Danmark er vi stolte af et sundhedsvæsen, hvor alle borgere skal have lige adgang til behandling. Men ressourcerne er begrænsede. Dette betyder, at der hver dag træffes beslutninger om, hvilke patienter der får adgang til hvilke medicinske behandlinger, hvilke der placeres på venteliste, hvilke sygdomme man kan blive screenet eller vaccineret for osv.

Med andre ord: Der prioriteres for at få hverdagen i sundhedsvæsnet til at hænge sammen. Ofte sker det dog på et grundlag, som der endnu ikke har været en åben debat om. Derfor er det svært for både sundhedspersoner, patienter og pårørende at vide, hvilke hensyn og kriterier der ligger til grund. Åbenhed om sådanne hensyn og kriterier er vigtigt for at sikre legitimiteten af prioriteringer— prioriteringer som ofte er vanskelige for alle involverede.

Fra enkeltsager til principper

I den offentlige debat om prioritering i Danmark fylder enkeltsager ofte meget: Skal en bestemt dyr kræftmedicin tilbydes? Skal en sjælden genterapi finansieres? Disse sager skaber overskrifter, men giver ikke svar på hvilke prioriteringsprincipper, der bør gælde på tværs af sundhedsvæsenet.

Grundlæggende går prioritering ud på at afveje forskellige hensyn. Det kan bl.a. handle om at sikre mest mulig sundhed for de ressourcer, der afsættes til sundhedsvæsenet, skabe lige adgang til sundhedsydelser, og fremme innovation. Ved sådanne afvejninger er det også væsentligt at overveje, hvor effektiv og sikker en given behandling er—og om vi kan stole på dokumentationen heraf.

Prioritering i sundhedsvæsnet rummer uundgåeligt etiske dilemmaer og rejser vanskelige spørgsmål. Skal behandling af sjældne sygdomme eksempelvis vurderes anderledes end behandlinger til store patientgrupper? Kan det forsvares at omfordele ressourcer fra mindre alvorlige, men udbredte lidelser, til mere alvorlige men mere sjældne sygdomme? Hvordan definerer man overhovedet, hvornår en sygdom er ”alvorlig”? Og er der brug for at genoverveje, hvad der er ”sjældent”, og hvad der er ”standardbehandling”, når præcisionsmedicin medfører at nogle diagnoser opdeles i små undergrupper? Spørgsmål som disse kalder på en bredere og mere principiel dialog om prioritering mellem politikere, fagprofessionelle og borgere frem for fokus på enkeltsager.

Vores nabolande, Norge og Sverige, har mere end 30 års tradition for at diskutere offentligt hvilke principper og kriterier, der skal anvendes ved prioritering af sundhedsvæsnets ressourcer. I Danmark er vi godt i gang med at tage hul på denne debat. Med håb om at inspirere kommende diskussioner om et nationalt prioriteringsråd i Danmark, vil vi her fremhæve nogen af erfaringerne fra vore nabolande. Disse erfaringer blev drøftet på en workshop og et seminar afholdt af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd i efteråret 2025.

Politisk forankring af prioriteringsprincipper

Siden 1980’erne har flere offentlige udredninger lagt grundlaget for en norsk model for prioritering, der bygger på tre centrale principper: Nytte, ressourcer og alvorlighed. Modellen er forankret i lovgivning og fungerer som pejlemærke for prioritering af bl.a. vacciner, medicinsk behandling og medicinsk udstyr på tværs af sundhedsvæsnet. I Sverige besluttede Riksdagen i 1997 tre etiske principper, som skal informere prioriteringer i sundhedsvæsnet: Menneskets værdighed, behovs-solidaritet og omkostningseffektivitet.

I begge lande er der altså et lovforankret politisk grundlag at bygge på, når der foretages prioriteringsbeslutninger—et grundlag der gælder for hele sundhedsvæsnet. Dette giver et klart politisk mandat for de organisationer og personer, som i praksis varetager prioriteringsopgaverne.

Løbende debat informeret af forskning og analyse

Eftersom der er tale om brede prioriteringsprincipper, som skal afvejes mod hinanden, er der fortsat mange spørgsmål om, hvordan principperne skal udmøntes i vejledninger og omsættes til praksis. Erfaringerne fra vore nabolande viser, at sådanne spørgsmål ikke kan besvares én gang for alle. Samfundet og de medicinske muligheder udvikler sig. Derfor er der brug for løbende debat.

I både Norge og Sverige er der tradition for at inddrage forskning og analyse aktivt, når der skal træffes beslutninger om, hvordan prioriteringsprincipperne skal udmøntes. I Norge har kommissionsarbejde og ’prioriteringsmeldinger’ eksempelvis åbnet for offentlig debat om, hvad det vil sige at prioritere ud fra princippet om alvorlighed, og hvilke omfordelinger af ressourcer, der er befolkningsmæssig og politisk opbakning til. I Sverige er den 13. nationale konference om sundhedsprioritering netop afholdt, hvor sundhedspersoner, politikere, forskere m.fl. drøfter principielle problemstillinger og udveksler konkrete erfaringer med at prioritere på en systematisk måde.

I begge lande er der altså etableret fora, som skaber en ramme for tilbagevendende, offentlige drøftelser om prioritering. Dette er ikke nogen garanti for enighed, men det giver et fælles grundlag at diskutere ud fra. Der er også sikret løbende dialog mellem akademi og praksis. Videnskaben giver ikke svaret på, hvordan konkurrerende hensyn bør afvejes mod hinanden, men kan skabe et mere oplyst grundlag for debat.

Det handler om legitimitet

Hvorfor er det vigtigt med offentlig debat om prioritering? Det korte svar er legitimitet. Det offentlige sundhedsvæsen er skattefinansieret, og når pengene ikke rækker til det hele, er det afgørende at kunne begrunde de vanskelige valg på en gennemskuelig måde. Dette betyder ikke, at prioriteringsbeslutninger kan sættes på fast formel; men de skal altid kunne begrundes.

I Danmark foregår der allerede et stort arbejde med at foretage prioriteringer i sundhedsvæsnet og sikre at det sker på et fagligt, velfunderet grundlag og i samarbejde med patientrepræsentanter. Men uden et fælles grundlag er det svært at skabe gennemsigtighed og sikre koordination på tværs af de forskellige instanser, som medvirker i prioriteringer.

Med sundhedsreformen er der lagt op til at etablere et nationalt prioriteringsråd. Dette åbner mulighed for en mere åben og fælles tilgang til prioritering på tværs af sundhedsvæsnet. Men et prioriteringsråd løser ikke udfordringen i sig selv. Det kræver en bred politisk forankring, tydelige principper som kan omsættes til praksis og en løbende offentlig debat, hvor både faglige repræsentanter og patientrepræsentanter bliver hørt.

Behovet for en bred debat

Hvis vi vil bevare et stærkt og retfærdigt sundhedsvæsen, må vi turde tage debatten om prioritering åbent. Vi må acceptere, at ikke alt kan finansieres. Derfor skal der træffes valg. Og netop derfor er det afgørende, at kriterierne for disse valg er gennemsigtige, etisk afbalancerede og politisk legitime.

Debatten bør hæve sig op over at sige ’ja’ og ’nej’ til enkeltbehandlinger, så det bliver muligt at drøfte, hvordan vi kan omfordele ressourcer på en retfærdig måde. Vi kan lære meget af Norge og Sverige, men vi må finde vores egen model i Danmark.

Derfor vil vi gerne invitere til, at der tages en bred, offentlig debat, hvor alle relevante aktører deltager: politikere, fagprofessionelle, patienter og borgere. Kun gennem åben samtale kan vi sikre, at fremtidens sundhedsvæsen bygger på værdier og prioriteringer, som vi som samfund kan stå inde for.