Vi har brug for et nyt sprog, der kan rumme voldens usynlige efterliv

Der er de seneste år kommet et vigtigt øget fokus på partnervold – men vi forstår det stadigvæk ikke godt nok. Alt for ofte beskrives vold som konkrete handlinger eller hændelser med en tydelig start og slutning. Vi taler om slag, nedsættende bemærkninger og trusler – om dét, der skete.

Således er meget af vores sprog om vold bundet op på netop denne forståelse af vold – at vold er en handling. Vi spørger: Hvad skete der? Hvornår skete det? Hvor ofte skete det? Det skaber en forestilling om, at vold er noget, der er afgrænset i tid – at volden sker i bestemte øjeblikke, men slutter, når de voldelige handlinger er ovre. Denne forståelse stemmer dog ikke altid overens med, hvordan personer udsat for vold selv oplever det.

For hvad sker der, hvis volden ikke stopper, bare fordi den voldelige partner er ude af billedet? Hvad sker der, hvis den fortsætter som en følelse, en forventning eller en undgåelsesadfærd – vævet ind i hverdagen?

Et skift i perspektiv – fra vold som handling til vold som oplevelse – åbner for en dybere forståelse. Det gør det muligt at se, hvordan vold kan leve videre, selv efter at de konkrete voldshandlinger er ophørt, og hvordan den former rutiner, relationer og følelser over tid.

Et sådan skift i perspektiv kan bidrage til at udvikle vores sprog om vold, så det ikke kun handler om selve handlingerne. Vores sprog er vigtigt, da det ikke blot siger noget om, hvordan vi forstår et fænomen – i dette tilfælde partnervold – men også har betydning for, hvordan vi reagerer og handler i relation til dette fænomen. Derfor er det vigtigt, at vores sprog for at tale om vold er i stand til at indfange, hvordan personer udsat for vold oplever det, da det har betydning for, at vi som samfund kan tilbyde relevant hjælp og støtte til disse personer.

Når volden fortsætter med at slå bølger

I min forskning har jeg talt med kvinder, der har levet med en voldelig partner. Når jeg møder dem, er det på et tidspunkt, hvor de ikke længere lever med den voldelige partner. Den vold, som de tidligere har oplevet, kan dog fortsætte med at slå bølger ind over deres hverdagsliv og sociale relationer – også selvom volden ikke udøves mere. Kvinderne beskriver, hvordan volden stadig præger deres liv: Ikke som konkrete hændelser, men som en vedvarende oplevelse, der trækker spor fra fortiden, gennem nutiden og ind i fremtiden.

Mødet med omverdenen afslører dog ofte et misforhold mellem kvindernes egne oplevelser og omgivelsernes forståelse. Når de fortæller om deres oplevelser, bliver de nogle gange mødt med udsagn som: ”Nu er du heldigvis sluppet for ham”, ”det er længe siden”, eller ”nu må det også snart stoppe”. Sådanne reaktioner bygger på en forestilling om, at volden er noget, der hører fortiden til, eller at den snart vil slutte, nu hvor forholdet er ovre – at volden med andre ord har en slutdato.

Sådan oplever kvinderne det dog ikke nødvendigvis: De beskriver, hvordan volden lever videre i deres tanker, krop og sociale relationer. Hvordan bestemte steder, dufte, lyde eller situationer kan udløse reaktioner forbundet med volden. Hvordan bekymringen for, at volden kan ske igen, præger deres færden og forventninger til fremtiden. Hvordan de forsøger at undgå bestemte steder eller mennesker. Hvordan de bærer overfaldsalarm, undgår relationer, der er forbundet til den voldelige partner, og i det hele taget indretter deres liv efter en vold, der officielt er forbi, men stadig mærkes.

Vold som en oplevelse i tid

Kvinderne beskriver, hvordan både voldens fortid og voldens mulige fremtid påvirker deres nutid. Deres fortællinger viser, at vold ikke nødvendigvis ophører med den sidste voldshandling – men at den strækker sig i tid. Minder og frygt bliver en del af det, deres hverdag formes af. Vold opleves ikke som en lukket dør, men som en gennemgående tråd, der væver sig ind i hverdagen, i relationer, i kroppen og i tankerne.

Voldens betydning er derfor ikke begrænset til de enkelte episoder eller handlinger, hvor den udøves, men spreder sig til det liv, der leves før, imellem og efter dem. På den måde bliver vold ikke bare en midlertidig hændelse – men et gennemgribende vilkår, der kan få betydning for kvinderne på forskellige vis over tid.

Vold fra fortiden kan fortsætte med at præge hverdagen i nutiden, da volden lever videre i minder og hukommelsen som en understrøm i hverdagen. Bekymringer for, at volden kan finde sted igen, kan også få betydning for kvindernes hverdag. Kvinderne kan have en negativ forventning om, at volden kan finde sted igen, hvilket kan indebære følelser som frygt, og at hverdagslivet er skrøbeligt. Det betyder, at de gennem foregribende handlinger forsøger at forebygge eller forhindre, at volden sker igen.

På den måde bliver vold ikke bare en hændelse, men en form for vilkår – noget, kvinderne lever med, som de orienterer sig efter, og som sætter rammerne for deres hverdag og sociale liv.

Sproget er vigtigt for at kunne tilbyde relevant hjælp og støtte

For at vi som samfund kan tilbyde personer, der er udsat for vold, den rette hjælp og støtte, er det vigtigt, at vores sprog er i stand til at indfange deres perspektiv. Det kan sproget ikke, hvis sproget kun fokuserer på vold som en handling. Derfor er det vigtigt, at vi nuancerer vores forståelse af vold som noget, der ikke kun er afgrænset i tid, men også som en oplevelse, der kan strække sig i tid. Hvis vores sprog ikke er i stand til dette, så kan det begrænse mulighederne for at opsøge og modtage hjælp. Nogle kvinder forklarer for eksempel, at de mangler et sprog til at beskrive deres voldserfaringer, og at dette manglende sprog betyder, at de ikke søger hjælp, fordi de ikke ved, hvad de skal sige, eller hvad de skal bede om hjælp til. Nogle oplever også, at de bliver misforstået i mødet med andre, eller at andre ikke tror på dem. Sådanne oplevelser kan gøre det svært at tale med andre om volden.

Ved at nuancere vores sprog om vold kan det støtte personer udsat for vold i at sætte ord på deres oplevelser samt støtte fagpersoner i at forstå den andens situation, hvilket er en vigtig forudsætning for at kunne tilbyde relevant hjælp og støtte. En sådan udvikling af sproget handler dels om at skabe åbenhed for at tale om vold som en oplevelse, der ikke har en klar afslutning, dels at stille spørgsmål, der gør det muligt at tale om voldens betydning over tid. Dette kan for eksempel være at spørge ind til, hvordan den vold, som personen har været udsat for, kan påvirke hverdagsrutiner eller de relationer, man har eller ikke har mere. Det kan støtte personer udsat for vold i at beskrive deres oplevelser og blive hørt, hvilket kan bidrage til at sikre, at sociale og sundhedsfaglige indsatser tager udgangspunkt i deres perspektiv, ønsker og behov.

Og måske vigtigst: Det gør det muligt for personer udsat for vold at blive mødt – ikke kun som nogen, der har været udsat for noget, men som nogen, der stadig lever med det.