Autonomy and Human Rights Dilemmas in Supported Housing for People With Intellectual Disabilities

Abstract

Retten til individuel autonomi, herunder friheden til at træffe egne valg, er et centralt princip i FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap. Det understreges gennem politikker, der fremmer af-institutionalisering af sociale indsatser for personer med intellektuelle handicap. At realisere denne ret i praksis udgør dog fortsat en kompleks udfordring. Eksisterende litteratur fremstiller ofte socialrådgivere enten som en hindring eller som en understøttelse af autonomi, men sådanne binære perspektiver tilslører de daglige moralske og institutionelle spændinger, der præger socialt omsorgsarbejde.

Denne artikel bygger på etnografisk feltarbejde fra to botilbud i Danmark og undersøger, hvordan socialrådgivere oplever og navigerer i disse spændinger. Med afsæt i Mattinglys begreb moralske scener viser vi, hvordan udfordringerne i at realisere autonomi til tider udspringer af konkurrerende hensyn og krav, både internt i sociale indsatser og inden for rammerne af FN-konventionen.

Vi identificerer fire indbyrdes forbundne dilemmaer: sundhedsdilemmaet, inklusionsdilemmaet, levevilkårsdilemmaet og ressource­dilemmaet. Snarere end at betragte socialrådgivere udelukkende som enten facilitatorer eller barrierer for realisering af menneskerettigheder, belyser disse dilemmaer deres rolle som situerede frontlinjeaktører, der navigerer mellem konkurrerende hensyn inden for institutionelle rammer.

At anerkende og fremme refleksiv, kollektiv dialog om disse dilemmaer kan udgøre en nødvendig vej til at understøtte personer med intellektuelle handicaps adgang til realisering af menneskerettigheder.