Bedre fordeling af midler til udsatte børn : En ny statistisk model, udviklet af AKF, kan sikre en bedre fordeling af ressourcerne til udsatte børn og unge i Københavns Kommune. Andre kommuner kan på lignende måde forbedre den økonomiske styring.

Københavns Kommune bruger årligt 1,2 mia. kr. på området for udsatte børn og unge. Pengene bruges primært på at anbringe udsatte børn og unge uden for eget hjem samt til indsatser, der skal forebygge anbringelser. Som mange kommuner erfarer i disse år, er der tale om et ressourcekrævende område med et betydeligt pres for øgede midler.

Ved hjælp af den nye statistiske model, som AKF har udviklet til Københavns Kommune, kan man beregne den forventede udgift til et konkret barn ud fra viden om en række faktorer vedrørende barnet selv, dets forældre og boligområdet, barnet bor i. På baggrund af denne model er det muligt at vise, hvordan udgiftsbehovene fordeler sig i forskellige geografiske områder i kommunen.

Ny fordeling mellem bydele

Kommunen vil anvende den nye model som grundlag for at fordele et budget på omkring 900 mio. kr. mellem de 10 bydele.

I forhold til den tidligere, mere simple statistiske model, som Københavns Kommune har anvendt, tyder AKF's nye analyse på, at specielt Brønshøj-Husum, Amager Vest og Nørrebro bør tildeles en større andel af de 900 mio. kr.

Ifølge analysen er det især Østerbro, Vesterbro/Kongens Enghave, Indre By samt Vanløse, der bør afgive midler. Endelig tyder AKF's analyse på, at der kun er behov for mindre justeringer i midlerne til Valby, Bispebjerg og Amager Øst. I alt ca. 4,7% af de 900 mio. kr. (dvs. over 40 mio. kr.) bør ifølge modellen omfordeles mellem bydelene.

Får øje på oversete boligområder

Modellen kan medvirke til at sikre, at budgetterne afspejler de sociale forskelle i bydelene, så økonomistyringen understøtter et ensartet serviceniveau over hele kommunen. Herudover forventer Socialforvaltningen også, at en hensigtsmæssig budgetfordeling kan give børnefamilieteamene i de enkelte bydele bedre mulighed for at overholde budgetterne.

En positiv sidegevinst er, at modellen også kan bruges til at finde hidtil oversete boligområder, som det er væsentligt for kommunen at være særligt opmærksom på. Den viden kan bruges til at tilrettelægge indsatser målrettet bestemte boligområder, skoler og/eller daginstitutioner. På længere sigt kan modellen også bruges til at analysere, hvordan udgiftsbehovene udvikler sig over tid som følge af ændringer i befolkningssammensætningen – både overordnet set og i bestemte boligområder.

Risikofaktorer på individniveau

Det særlige ved den nye statistiske model, AKF har udviklet, er, at den inddrager en lang række konkrete data for det enkelte barn. Grundlaget for budgetfordelingen er således de beregnede effekter af en lang række risikofaktorer på individniveau.

Den nye analyse viser fx, at de forventede udgifter til anbringelser og forebyggende foranstaltninger er langt større for 13-16-årige end for unge omkring 20 år og yngre børn. De forventede udgifter er også større for drenge end for piger, og større for børn og unge med dårligt helbred (målt ved antallet af lægebesøg).

Forældrenes socioøkonomiske forhold har også stor betydning. De forventede udgifter er store, hvis forældrene ikke bor sammen, hvis de er lavtuddannede, hvis de har en lav indkomst, hvis de er på førtidspension eller kontanthjælp, eller hvis de ikke har en ren straffeattest.

Hvilken type boligkvarter, barnet bor i, har også betydning. De forventede udgifter er således høje, hvis andelen af lavindkomstfamilier er stor, hvis andelen af ikke-vestlige indvandrere er stor, og hvis andelen af 15-22-årige med domme for volds- og sædelighedsforbrydelser er stor.

Gradvis implementering

Københavns Kommune har besluttet fremover at anvende AKF’s statistiske model, som altså viser, at der er behov for at flytte væsentlige budgetressourcer mellem bydelene. For en enkelt bydel indebærer det, at de skal afgive en femtedel af deres hidtidige budget. Københavns Kommune har derfor besluttet at indfase modellen gradvis over fire år. Dette skyldes ikke administrativ slaphed, men en forståelse for, at omstilling tager tid. Og omstilling er nødvendig, når bydelenes forskellige praksis i anbringelsessager skal gøres mere ensartet.

De fleste anbringelser løber således over en årrække, og der er behov for at skabe en så høj grad af kontinuitet som muligt i børnenes og de unges liv. Det kan derfor være nødvendigt at fortsætte en given anbringelse – også selv om barnet muligvis ikke ville være anbragt ud fra den praksis, der er typisk for kommunen som helhed i dag.

Et yderligere argument for gradvis omfordeling af midler er, at området for udsatte børn og unge ikke er karakteriseret ved præcise regler og kategorier, og at ledelsen derfor ikke kan indføre besparelser ved at ændre i nogle få vejledninger. Beslutningerne er baseret på sagsbehandlernes analyse og socialfaglige skøn i den enkelte sag. Omstillingerne kræver derfor efteruddannelse og en løbende ledelsesindsats.