Danske børn fødes ikke ind i en social kaste

Tidligere på måneden kunne man i Berlingske læse et interview med Rockwoolfondens forskningschef, Jan Rose Skaksen. Under overskriften »Danske børn fødes ind i en »kaste« - og bliver der resten af livet« tegner forskningschefen et dystert billede af den sociale mobilitet i Danmark med paralleller til det indiske kastesystem, hvor man »får et stempel i panden, når man bliver født. Der hører du hjemme, og det må du så indrette dig på.«

Den slags stærke billeder giver ofte meget omtale, og i dette tilfælde blev tråden da også taget op på lederplads i Børsen, som mener, at »talent går tabt i det danske kastesamfund. « Desværre er sammenligningen mellem det danske velfærdssamfund og de indiske kaster langt fra virkeligheden.

Jan Rose Skaksen bruger det stærke billedsprog til at stille spørgsmålet, om »det er rimeligt, at man er født ind i en bestemt kategori, som så følger en resten af livet? « Det er et spørgsmål, som meget få danskere vil svare »ja« til. Og heldigvis er det reelle billede af den sociale arv i dagens Danmark også et andet.

Unge med ufaglærte forældre

Man kan måle social arv på flere måder. En ofte anvendt tilgang, som Skaksen også bruger, er at måle, hvorvidt børn opnår en tilsvarende eller højere uddannelse end deres forældre. Han hævder, at »der er meget lille bevægelse på tværs af forskellige uddannelsesgrupper. « Det er imidlertid ikke et retvisende billede.

Vi har udarbejdet et SFI-tema om uddannelsesmobilitet, hvor vi bl.a. beskriver, hvilken uddannelse 35-årige danskere har opnået i 2013 set i forhold til deres forældres uddannelse. Her fremgår det klart, at over 70 pct. af de unge med ufaglærte forældre får en uddannelse. Faktisk er det næsten lige så almindeligt, at børn af ufaglærte får en videregående uddannelse, som at de bliver i forældrenes kategori, dvs. ufaglært med grundskole som højeste uddannelsesniveau.

Forskningen viser også, at stadigt flere unge fra ikke-boglige hjem (dvs. faglærte eller ufaglærte forældre) får en videregående uddannelse.

Det betyder ikke, at vi ikke har udfordringer i forhold til social arv. F.eks. har Rockwoolfonden selv for nylig vist, at dygtige unge fra kortuddannede hjem stiler lavere end akademikerbørn. Men det er altså nogle ret andre udfordringer end i det indiske kastesystem.

Skaksen ved også godt, at parallellen til Indien er overdrevet, og påpeger selv i artiklen, at man ikke kan sammenligne Danmark og Indien. I stedet trækker han på en sammenligning af Danmark og USA, som Rasmus Landersø fra Rockwoolfonden har udgivet sammen med den amerikanske økonom James Heckman. De to skriver, at uddannelsesmobiliteten i Danmark ikke er bedre, end den er i USA. Flere studier viser imidlertid noget andet: OECD påpeger eksempelvis, at børn af kortuddannede har langt større chancer for at tage en videregående uddannelse i Danmark end i USA. I et andet studie har en forskningsgruppe undersøgt uddannelsesmobiliteten i 42 lande over en 50-årig periode, og de konkluderer ligeledes, at uddannelsesmobiliteten er lavere i USA end i Danmark. Landersø og Heckmans studie giver et interessant perspektiv, men vi finder det noget overdrevet på den baggrund at konstatere som Skaksen, at »den sociale mobilitet i Danmark og USA stort set er ens.«

Masser af udfordringer

Debatten om social arv står med rette højt på den politiske dagsorden. Vi bruger rigtig mange penge, som på den ene eller anden måde skal skabe de bedste muligheder for alle - uanset om far og mor er kontorchef, kassedame eller kontanthjælpsmodtager - og der er masser af udfordringer at tage fat på.

Skaksen peger bl.a. på behov for læringsfokuserede investeringer i vuggestuer og børnehaver samt øgede incitamenter til uddannelse, og det er efter vores mening også nogle af de rigtige steder at rette fokus hen.

I forskningen har man forladt forestillingen om social arv som noget, der låser børn fast i en kategori bestemt af deres forældrebaggrund. Det er ikke alene en forkert opfattelse, den er også stigmatiserende og rummer den fare, at børn fra udsatte hjem mødes med lavere forventninger. Det er netop den selvopfyldende profeti, man ønsker at undgå ved at tale om social arv på en mere retvisende måde.

Vi skal løbende diskutere, om den sociale mobilitet lever op til vores politiske ønsker - hvad de så end måtte være. Men det er vigtigt, at debatten føres på et sagligt grundlag, og her har især forskningsinstitutioner et stort ansvar for at bevare proportionerne og sætte spot på de reelle udfordringer. Overdrivelser fremmer ikke forståelsen i den her debat. Og danske børn fødes selvfølgelig ikke ind i en social »kaste« - citationstegn eller ej.