Dit Første Barn
Udgivelsens forfattere:
- Anne Toft Hansen
- Miriam Wüst
- Line Hjorth Andersen
- Hanne Nørr Fentz
- Marianne Simonsen
- Tea Trillingsgaard
- Ledelse og implementering
- Børn, unge og familie
- Sundhed Ledelse og implementering, Børn, unge og familie, Sundhed
I 2015 besluttede Frederiksberg Kommune at udvikle og tilbyde et forældrekursus til alle kommunens førstegangsfødende og deres partnere. Formålet med kurset ”Dit første barn” er at øge forældres livskvalitet, forbedre tilknytningen mellem barn og forældre og forebygge sygdom og ulykker i hjemmet. I samarbejde med forskerne i CRUNCH (Center for Research on Universal Child Policies) har Frederiksberg Kommune introduceret kurset ”Dit første barn” som et pragmatisk, randomiseret forsøg, dvs. at der blev der trukket lod om deltagelse i kurset blandt interesserede førstegangsfødende og deres partnere. Formålet med forskningsprojektet har været at skabe øget viden om effekter af et universelt forældrekursus tilbudt førstegangsforældre (i Danmark) – en viden, som stadig er sparsom, men yderst efterspurgt i praksis.
Denne rapport præsenterer resultaterne af effektevalueringen af forældrekurset ”Dit første barn”, der kørte som forsøg fra efteråret 2016 til foråret 2019. Rapporten er den anden rapport om projektet. ”Baselinerapporten” udkom i 2018 og indeholder detaljer om kursets indhold, opbygning og relation til andre tilbud i kommunen. Denne anden rapport præsenterer derfor primært resultaterne af evalueringen. Disse resultater baserer sig fortrinsvis på spørgeskemadata 10 måneder efter fødslen fra gruppen af førstegangsforældre, der blev tilbudt forældreindsatsen ”Dit første barn”, og gruppen, der fik tilbudt det normale tilbud fra sundhedsplejen i Frederiksberg kommune. Forskningsprojektet er del af et større projekt, CRUNCH - Center for Research on Universal Child Policies, som er støttet af Innovationsfonden og er et forskningssamarbejde mellem VIVE, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Center for Børneliv og Frederiksberg Kommune.
Mødre er mere tilfredse i parforholdet
Analyser af spørgeskemadata fra cirka 10 måneder efter fødslen viser, at kurset har en positiv effekt på en række centrale, prædefinerede effektmål for de deltagende mødre. De mødre, som deltager i kurset, rapporterer, at de har signifikant højere parforholdstilfredshed, at de modtager mere opmærksomhed fra deres partner, og at de har et bedre forældresamarbejde. Derudover rapporterer mødrene også om øget forældreselvtillid og forældre-barn-tilknytning. Mødrene lider også i mindre grad af selvrapporteret stress i forbindelse med forældrerollen og har en lavere depressionsscore end mødrene i sammenligningsgruppen.
Forældrekurset øger partneres involvering
De partnere, som deltager i kurset, er i højere grad involveret i omsorgsopgaver omkring barnet end partnere i sammenligningsgruppen. Både partnere og mødre i indsatsgruppen vurderer, at partnerne deltager i flere omsorgsopgaver. Forældrekurset bidrager derfor til involvering af begge forældre i omsorg for barnet. Dette resultat tyder på, at deltagelse i kurset har haft praktisk betydning for håndteringen af forældreskabet i hverdagen.
Disse resultater peger i retning af, at forældrekurser kan påvirke forældrenes rolle på et tidligt tidspunkt, og at kurserne dermed har potentiale til at påvirke familien på længere sigt.
Ingen effekt på børns socio-emotionelle udvikling
Evalueringen har også undersøgt effekten af forældrekurset på børnenes socio-emotionelle udvikling. Vi finder ingen effekt målt ved det standardiserede spørgeskema ASQ:SE, når børnene er omkring 10 måneder gamle. Hverken mødres eller partneres vurdering af barnets socio-emotionelle udvikling er forskellig i indsats- og kontrolgruppen ved 10 måneder.
Metode
Konklusionerne er draget på baggrund af et randomiseret forsøg med 345 mødre og 295 partnere. Randomiseringen består i, at to tredjedele af de deltagende forældre blev tildelt kurset ved lodtrækning, hvor den resterende tredjedel ikke fik tilbudt kurset og derfor fungerede som kontrolgruppe. Evalueringen er baseret på spørgeskemadata fra både mødre og partnere i indsats- og sammenligningsgruppen cirka 10 måneder efter fødslen, hvor 205 mødre og 156 partnere svarede på spørgeskemaundersøgelsen.
Læs mere
Læs mere om tidlige indsatser og de forskellige forskningsprojekter i CRUNCH på hjemmesiden.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
InnovationsfondenSamarbejdspartnere
Frederiksberg kommuneUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd