Experiential knowledge in mental health services

Peer-medarbejdere ansættes i stigende grad i forskellige dele af det sociale og psykiatriske velfærdssystem, hvor de først og fremmest skal arbejde ud fra deres egne brugererfaringer med psykiske lidelser og recovery. Derved udviskes de mere traditionelle grænser mellem, hvad der opfattes som ekspert- og lægviden. Gennem brugen af data fra otte måneders feltarbejde i socialpsykiatrien beskriver denne videnskabelige artikel, hvordan peer-medarbejderne praktiserer deres faglighed i relation til brugerne.

Peer-arbejde giver særlig relation til brugerne

Peer-medarbejderne har en særlig social relation til brugerne, som de opbygger gennem deres udveksling af sympati og erfaringer. Brugerne oplever eksempelvis, at peer-medarbejdernes levede erfaringer gør dem i stand til at forstå og udvise empati for brugernes situation. Relationen har dog en række indbyggede begrænsninger, som får brugerne til at stille spørgsmålstegn ved peer-medarbejdernes position som legitime eksperter i socialpsykiatrien. Eksempelvis får peer-medarbejderne et stort omsorgsansvar for brugerne, men uden at have reel mulighed for at hjælpe dem. Artiklen rejser derfor også en mere generel diskussion af, hvad faglighed er, og hvilke udfordringer der er ved at anvende levede erfaringer i de psykiatriske og sociale indsatser.    

Roller og ansvar hos peer-medarbejdere bør diskuteres

Det er relevant at diskutere ekspertviden, roller og ansvar i det offentlige omsorgssystem, hvor vi ser en øget tendens til, at peer-medarbejdere, frivillige og pårørende inddrages i velfærdsydelser. Det er overordnet set en positiv udvikling, men der mangler en diskussion af det ansvar og de dilemmaer, som følger med de nye omsorgsarrangementer og ekspertroller i velfærdsstaten. Det stiller for eksempel peer-medarbejderne i vanskelige situationer, at de har et meget stort ansvar for andres velbefindende, men reelt ingen muligheder for at gøre noget, da de ikke ligesom psykiatere, psykologer, pædagoger og andre fagprofessionelle kan henvise til behandling og undersøgelser. Det er derfor vigtigt at diskutere, hvad der sker, hvis brugernes adgang til velfærd primært er baseret på opbygningen af gensidige relationer frem for rettigheder. Hvad med de brugere, som ikke kan eller vil indgå i sådanne sociale relationer? Og hvad med de peer-medarbejdere, som i kraft af deres rolle som eksperter også har fået et større ansvar for brugerne? Fremover bør der være mere fokus på peer-medarbejdernes særlige ansvar, som kan være svært at håndtere, hvis det ikke også giver adgang til nye handlemuligheder.