Kommunerne skal lære mere af hinandens erfaringer på akutområdet

Akutpladser på plejehjemmene, akutteams, der besøger patienterne derhjemme, og tværgående samarbejde mellem kommune, sygehus og praktiserende læge. Der er masser af gode tiltag i gang i kommunerne, og 2017 har været et år med gode nyheder for det kommunale akutområde. Pilen peger på, at der også fremover vil være et væsentligt øget fokus på at udvikle området. 

Det er positivt og særdeles tiltrængt. Især fordi udviklingen på området hidtil i for høj grad har været dikteret af den opgaveglidning, der mere eller mindre planlagt er fulgt i kølvandet på de nye centraliserede Fælles Akut Modtagelser.

Viden er også vigtig, fordi det kommunale akutområde er præget af stor variation. Det gælder både hvilke løsninger, man vælger, hvordan man organiserer arbejdet, hvilke kompetencer medarbejderne har, og hvordan man samarbejder om opgaverne på tværs af afdelinger og øvrige skel. Kommunerne tester forskellige løsningsmodeller på livet løs – men de følger kun i ganske begrænset omfang op med systematisk vidensopbygning og vidensdeling i forhold til de løsninger, de afprøver.

Samme udfordringer går igen – og igen

Indtil videre viser de erfaringer, der er opsamlet fra kommunernes midlertidige pladser og akutteams, at der er nogle vanskeligheder, der går igen:

• Det er svært at skaffe nok relevante opgaver til at udnytte kapaciteten på akutpladser og i akutteams effektivt
• Der er usikkerhed om det lægelige behandlingsansvar
• Manglende tillid til de faglige kompetencer fra omgivelserne bremser ambitionerne for nye funktioner
• Der mangler klare mål for, hvad det er for et forløb borgeren skal have, samt hvornår og hvordan borgeren udskrives
• Midlertidige pladser sander til med patienter, der venter på plejehjemsplads eller andre kommunale tilbud

Disse udfordringer er typiske. Men heldigvis er der også eksempler på kommuner der – via et langt og sejt træk – har fundet gode løsninger på udfordringerne. De har formået at udvikle et samarbejde med praktiserende læger og hospital, som betyder, at akutområdet har nok af det rigtige at lave og fremstår som værdifuld hjælp for både hospitalslæger og praktiserende læger.

Det er med andre ord langt fra ligegyldigt, hvordan man som kommune forbereder, organiserer og udvikler sit akutområde. Derfor er det tilsvarende kritisk, at det endnu ikke bliver prioriteret højere at dokumentere erfaringerne og skabe evidens for hvilke løsninger, der giver de bedste resultater.

Hvad mangler vi viden om?

I det fortsatte arbejde med udvikling af det kommunale akutområde vil det være relevant med en systematisk vidensindsamling i forhold til følgende punkter:

• Organisering af midlertidige pladser: hvilke fordele og ulemper er der ved forskellige typer af organisering, og hvilke modeller fungerer bedst i forskellige typer af kommuner?
• Tværgående samarbejde: hvilke strategier og modeller sikrer velfungerende samarbejde med hospitalsafdelinger og praktiserende læger om bl.a. henvisning, lægedækning og koordinering af borgernes behandling
• Overlevering og videndeling: hvordan sikrer vi gode samarbejdsflader til fx myndighedsafdeling, plejecenter, hjemmesygepleje og hjemmepleje, når borgeren har været tilknyttet et akutteam eller en akutplads.
• Datadrevet opfølgning og ledelse: hvordan understøtter vi god kapacitetsudnyttelse, flow og afgrænsede liggetider samt effektiv udnyttelse af tilknyttede personaleressourcer
• Effekter relateret til borgernes sundhed og livskvalitet, genindlæggelser og sundhedsomkostninger.

Der er nok at tage fat på, og der kan derfor kun opfordres til, at man på nationalt niveau sætter fokus på disse områder fremadrettet – i langt højere grad end der er lagt op til i Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder.